17.1.02023

Featurefoto: stand på CMT

kaffe

I dag, efter min gentagelse og den spontane rengøring af en offentligt tilgængelig kaffemaskine, var der kaffe. Det særlige ved min samtalepartner var Detlef Stern. Denne gang handlede det næsten ikke om projektledelse længere, for det havde vi nok begge sagt alt for meget om de sidste par uger. For mig er det dog stadig spændende, nemlig hvordan "mine" elever vil klare sig nu. Lige nu ved jeg ikke, hvad jeg kunne have gjort bedre. Så jeg er nødt til at vente på resultaterne af eksamen og derefter evaluere dem.

Og i morgen fortsætter vi med en Zettelkasten-runde – du forkæler dig ikke med andet. Til min skam må jeg indrømme, at jeg de sidste par dage har forsømt både at læse de bøger, jeg har lagt ud, og at fylde min egen slip-boks. Men hvad vil jeg gøre mere igen, så snart jeg er færdig med eksamen; Jeg prøver bare at finde ud af den bedste måde at gøre dette på.

Medarbejder

Især det politiske etablissement har altid flere ansatte, end det overhovedet er nødvendigt. Og de dage, hvor et folketingsmedlem kom sammen med en sekretær, er for længst forbi. Hvis det er godt for kvaliteten af ​​politik, så kan ingen gøre indsigelse, hvis der er flere ansatte. Og så længe de ikke forsøger at skabe sig selv som parlamentsmedlemmer eller endda deltage i parlamentariske afstemninger for parlamentsmedlemmerne, er verden stadig halvvejs i orden.

Selvom disse medarbejdere også alle støttes af os som borgere, forbliver de de respektive folkevalgte repræsentanters ansvar – og hvis de ikke længere er der, bortfalder omkostningerne for de tilsvarende medarbejdere også. Nogle gange bliver disse medarbejdere så videregivet til efterfølgerne, hvilket bestemt kan give mening.

Desværre er tingene blevet helt anderledes i mellemtiden! Ikke kun politikere, der er blevet stemt ud, forbliver i det politiske apparat, uanset om vælgerne vil det eller ej, og finder i stigende grad en god tilværelse ved siden af ​​selve det politiske apparat i ministerier og forvaltninger samt statsejede virksomheder, men mere og mere omsorg er taget for at sikre, at deres medarbejdere kommer forbi alle uddannelses- og kvalifikationsforanstaltninger i ministerier og forvaltninger på kontorer og funktioner.

Og så er det også helt forståeligt, at netop de borgere, der i dag har lærings- og præstationsproblemer, via det politiske etablissement — partierne — positionerer sig til de højeste administrative embeder og så også modtager dem. Det er kun et spørgsmål om tid, før de sidste administrative medarbejdere eller embedsmænd i ministeriet, der stadig er kommet ind i deres funktioner og kontorer med en sund faglig uddannelse eller endda efter at være blevet udvalgt blandt de bedste, går på pension.

Det ville give mening i dag, hvor vores administrative apparater er ved at blive fuldstændig genopfundet, og de skal arbejde så effektivt som muligt, ikke at se på partiregisteret, partiernes forholdstal, partikontingenter eller de enkelte folketingsmedlemmers magt, når de skal udvælge fremtidige medarbejdere.

Det giver god mening, at de borgere, der har gennemført vores uddannelsessystem, og som samtidig har de nødvendige kvalifikationer til at arbejde i ministeriet og forvaltningen, er forpligtet til at gøre det.

Der bør gives job i partihovedkvarterer og partiforbundne fonde til folketingsmedlemmer, som borgerne ikke længere ønsker, eller til deres ansatte, som ingen andre folketingsmedlemmer ønsker - det kunne godt betegnes som en social komponent eller forpligtelse for partierne. Men hvis parterne kommer til den konklusion, at disse partimedlemmer ikke kan bruges produktivt dér, eller at der overhovedet er en risiko for, at de vil forvolde skade dér, så skal der absolut ikke være tale om, at disse personer så skal ansættes i vores forvaltninger eller selv ministerier bortskaffes!

Fair

Jeg tilbragte i går hovedsageligt på CMT i Stuttgart. Årsagen til dette havde intet at gøre med turisme, fritid eller rejser, men det var en meget tiltalende dag, som jeg kunne tilbringe med nogle meget interessante og produktive samtaler.

Og der var også lidt tid til at undre sig over tilbuddene der. Det er imponerende, når du finder mobilhomes der, som du selv kan køre ind i, eller som du skal klatre op ved hjælp af stiger som i en ridderborg. Men også her opstår spørgsmålet om, hvem der egentlig har brug for sådan noget, og er det ikke en smule overdimensioneret, især når man kigger lidt ud over sit eget hegn til resten af ​​verden – hvilket en rejsemesse egentlig ville være ideelt egnet.

Og så forestiller jeg mig det hele som en armada af gigantiske mobilehomes, der ruller gennem denne verdens slumkvarterer og så kører sammen i en gruppe vogne om aftenen, så vi uforstyrret kan fejre lokale skikke i eksotiske lande. Men uden hvis og men var disse ting imponerende, selv i de noget slanke udgaver.

Og da disse normalt kun bruges til at spærre for udsigten til ens egen bungalow eller efter en kort promenade over et par landeveje ind til Heilbronn servere forbedret is i Heilbronns gågade, kan jeg godt vænne mig til dem, da denne blomstrende industrigren tjener til at bevare arbejdspladser og økonomi og forhindrer også nogle få friske pensionister i at blive mere og mere involveret i politik og samfund.

Jeg var endnu mere forbløffet over, hvad der forstås ved bæredygtig rejse i dag, og selv camping uden luksusen af ​​et firestjernet hotel ser ud til at være næsten ikke-eksisterende længere. Så det overraskede mig ikke, at de kommende feriedage på gården blev ristet i stor stil med lidt overdimensionerede vinsnuser; skal jeg selv kigge forbi der, forventer jeg, at geder og grise i det mindste er klædt i Gucci.

Som det sig hør og bør til en folkemesse var den mere end særdeles velbesøgt, og man kan så spørge sig selv, om vi egentlig overhovedet har nogle problemer i Tyskland? — udover måske at skiløbet ikke går så godt i år; men kun for de få af os, der ikke vil gøre det med helikopteren og gletsjeren.

Derfor forstår jeg mine læsere, som af og til beskylder mig for polemik eller endda sarkasme og råder mig til at holde lidt mere tilbage, når jeg kritiserer – især når jeg tillader mig at kalde de ansvarlige ved deres navne.

Der er ingen tvivl om, at vi alle har det alt for godt! Hvor meget længere?

---

læseanbefaling

Peter Adder skriver i dag omVidenskaben burde rette op på det“. Hans konklusioner inkluderer:

”Selv videnskabelige 'fakta' er meninger, om end velbegrundede, i modsætning til mange personlige meninger. Meninger er udsagn uden nogen "garanti for sandhed". Meninger er endda udsagn, hvis sandhedsindhold hverken kan verificeres eller forfalskes, f.eks. B. fordi de er formuleret i en forkert logik. Så hvorfor skulle vi være forargede over andre meninger?”

Peter Adder, Videnskaben bør bedømme (17.1.2023)