Post foto: barn på gynge | © Shutterstock
Indholdsfortegnelse
legepladser
Hvis Heilbronner Voice (30.9.2022. september 26: XNUMX) også tager dette emne op, så er barnet helt sikkert faldet i brønden for længe siden. Killian Krauth bemærker, at "på næsten en tredjedel af de 160 faciliteter i byområdet ... blev enheder blokeret eller demonteret." og sammenligner børnenes legepladser i Heilbronn med en stor byggeplads.
Åh altså børnevenlig by har i alt 160 legepladser, herunder 125 legepladser, 31 fodboldbaner og fire skateparker. Det lyder ret godt, især når du kan drage fuld fordel af alle disse faciliteter. Men hvis man tænker på, at der er knap 20 børn og unge i Heilbronn, så ser det hele lidt anderledes ud.
Og så skulle der også her være behov for et overordnet koncept, der ikke kun tager højde for legepladser og fodboldbaner, men også alle sports- og fritidsfaciliteter. Derudover kunne børnehaver og daginstitutioner, ungdomshuse og andre pasningstilbud for elever og studerende tilføjes.
Og måske vil dette også løse det ældgamle Heilbronn-problem, nemlig at blive ved med at bringe store ting til verden og altid glemme, at man skal blive ved med at underholde dem efter åbningsceremonien. Ligesom vores angiveligt 160 legepladser, der stille og hemmeligt bliver demonteret efter hinanden.
Og så disse legepladser - uanset hvad nogle få byrådsmedlemmer siger nu, mere på en tvungen måde - vil klare sig som vores offentlige toiletfaciliteter.
konkurrence
Efter at jeg har puslet med bagenden af denne weblog igen og derefter også opdateret modtagerlisterne over mine resterende nyhedsbreve, kom jeg på ideen om en lille konkurrence for alle dem, der enten har abonneret på min weblog via e-mail og nyhedsbrev fra EUROPA-UNION Heilbronn eller blot modtagerne af det månedlige brev fra de frie vælgere.
De første fem personer, der kan tælle sig selv blandt denne gruppe af mennesker, og som sender mig en tilsvarende e-mail, modtager gratis bogen "Europa er for alle!" fra mig med posten.
Desværre er alle dem, der har abonneret på min weblog via RSS eller blot modtager mine nyhedsbreve via sociale medier, nu dårligere stillet. Jeg går ud fra, at denne gruppe mennesker ville have foretrukket min bog som en e-bog.
Og så er jeg nu nysgerrig efter at se, hvem der vil kontakte mig?
kaffe
Det morer mig lidt, når nogen ringer til mig igen og fortæller, at en herre – de er mest herrer – har brokket sig over mig. I dag til morgenkaffe, for jeg skrev "nogle mennesker" i et indlæg og en person følte sig faktisk tiltalt med det samme.
Jeg var endnu gladere end gårsdagens blogindlæg af Hans Müller, som du har brug for mindst en time til at læse, blev anbefalet af de første læsere. Ikke kun Hans Müller selv frygtede, at omkring 50 sider lange essays næppe ville blive læst i deres helhed. Og jeg må indrømme, at jeg er ret skeptisk over for så lange indlæg. Ikke desto mindre er det værd at bidrage med Hans Müller at læse i sin helhed. Og så længe amerikanerne (kan) stadig skændes om strukturen i deres demokrati, burde verden der være mindst halvvejs i orden. Jeg er bange for, at demokratiet her i Europa - inklusive Tyskland - simpelthen vil smuldre fra den ene dag til den anden uden megen diskussion på forhånd. Ligeledes ser jeg i øjeblikket ikke noget parti i Europa, der ville gå ind for bevarelsen af sit eget demokrati så voldsomt som de amerikanske demokrater.
Og jeg anbefaler alle de læsere, der føler, at de er trådt på egne ben igen, at skrive en mail til mig eller blot invitere mig på en kop kaffe. Aldrig selv at svare på e-mails og så kun klage over mig bagved - uanset årsagen - hjælper ikke nogen af siderne. Men det hjælper som regel, hvis du ikke tager alle sko på, der ligger.
Ahem, dengang var der ingen BOD.
Vi skrev den i 1985, på en elektrisk skrivemaskine.
Mac'er var uoverkommelige siden 1984, Microsoft producerede bare skrald, men fra 1987 arbejdede vi med Ataris.
Da IBM og Macintosh var for dyre, skrev jeg på en Schneider CPC1985 fra 664, ingen ved det længere. Flertallet besluttede sig senere for Atari, og jeg forkælede mig selv med min første IBM PC.
Og derfor havde du stadig brug for et velrenommeret forlag på det tidspunkt, som reddede dig fra at købe kasser med bøger. Alt andet var en hobbyhest. 😉
Jeg måtte også lære på den hårde måde dengang, for lige som jeg ledte efter et forlag, blev markedet bogstaveligt talt oversvømmet med SDI-bøger. Og så gik der ret lang tid, før jeg igen begav mig ud i et bogprojekt. 🙂
Honi soit qui mal y pense: Jeg udgav en bog om Heilbronn i 1986 og gav de usolgte eksemplarer væk år senere.
Bokser i kælderen er bare i vejen...
Lidt professionalisme og bøger, der kun trykkes på bestilling, forhindrer sådanne æsker. 😉