Foto: Rådhuset Heilbronn | © Shutterstock
Indholdsfortegnelse
rekomprimering
Et af de nye kultord i Heilbronn kommunalbestyrelse er "fortætning", som i bund og grund er en god ting for at afbøde byspredningen i vores landskaber. Det ville selvfølgelig være bedre, hvis man i en storby også ophævede byggehøjdegrænsen. Det dårlige ved det hele er dog, at selvom tingene bliver konsolideret, bliver den nødvendige infrastruktur ikke justeret i overensstemmelse hermed eller endda med forudseenhed. De virkelig dyre ting ved disse tiltag er forsynings- og spildevandsledningerne, opsamlingstankene og en nødvendig udvidelse og modernisering af rensningsanlæggene. Dertil kommer en stigning i trafikarealer og parkeringsmuligheder – i hvert fald så længe størstedelen af Heilbronns befolkning stadig kan lide at køre i egen bil. Desuden - det kan man godt se i blandt andet Ulm - at sporvognssystemet udbygges eller ligefrem anlægges funktionelle cykelstier; der kommer bestemt ikke til at mangle ideer. Derudover må man ikke glemme den øvrige forsynings- og teleinfrastruktur, som allerede arbejder på grænsen.
Det er derfor uforståeligt, at der ikke længere bygges eller udvides nødvendige trafikakser, men tværtimod reduceres eller ligefrem reduceres degraderet til blindgyder, ligesom nogle cykelstier ender pludseligt og uventet. Og så snart det regner lidt kraftigere, oversvømmes selve kældrene eller især dem i nye udviklingsområder. Og da hele nybygningsarealer blot er erklæret trafikdæmpede eller bilfrie, og dermed sparer investorerne for udgifter til parkeringspladser, får man yderligere, overflødig og miljøskadelig trafik i hele bymidten, da besøgende konstant kredser om blokkene af lejligheder på jagt efter gratis parkeringspladser , samt de beboere, der i modsætning til hvad byen antager har egne biler, men ingen parkeringspladser.
Vi vil have alt, men at gøre det så billigt som muligt er ikke en løsning for at holde liv i en storby. Og kørselsforbud eller hastighedsbegrænsninger løser heller ikke problemet.
svømning
Selvom jeg stadig skal vente godt 6 uger, før jeg selv kan svømme igen - hvis Heilbronn-forekomsten ikke forpurrer mine planer igen - er jeg meget glad for, at mindst to af vores Heilbronn-bassiner er åbne. Svømmepausen på flere måneder har haft en meget negativ effekt på min helbredstilstand, så jeg håber, at tingene snart begynder at blive bedre igen.
Og svømning er også en god ting for vores børn og unge, forudsat at de ikke bare hænger ved poolkanten, men i det mindste forsøger at lære at svømme. Her ville det være til stor hjælp, om end det tredje Gesundbrunnen udendørs pool og vores Soleo indendørs pool kunne åbnes - men jeg formoder, at det ikke kun er på grund af pengene, men snarere på grund af manglen på kvalificeret arbejdskraft.
klubarbejde
Jeg har længe undret mig over, hvordan andre tidsmæssigt kan bevæge sig rundt i utallige klubber på egen hånd. Jeg måtte i hvert fald altid begrænse mig mængdemæssigt og kunne kun deltage aktivt i meget få på samme tid. Og bare det at være formand for en enkelt klub holder mig beskæftiget hver dag.
Med stigende erfaring kunne jeg droppe nogle ting, men der er hele tiden nye ting, der skal håndteres. Og med årene er der altid gentagelser - ingen déjà vus - som er mindre og mindre sjove at arbejde igennem. Og desværre, formentlig på grund af det frivillige foreningsarbejde, nytter det ikke meget, hvis du opretter en best practice eller FAQ-samling og endnu mindre en tilsvarende lærebog skriver.
Så du har ikke andet valg end at prædike det samme igen og igen, hvilket er noget, som folk, der er aktive i sports- eller musikklubber, bliver skånet for, fordi selv de mest modstandsdygtige på et tidspunkt kan svømme, cykle eller synge.
Men det er rigtig ærgerligt, når man bliver ved med at spørge "professionelle" klubbestyrelsesmedlemmer det grundlæggende i deres "egne" foreningen skal prædike og indser, at det hele ikke betyder noget for dem; Det vigtigste er, at de kan smykke sig med et indlæg, endnu bedre, de behøver ikke at lave noget eget arbejde.
Især i politiske foreninger er det sådan, at disse personer optræder alene - hvis overhovedet - om de obligatoriske arrangementer, pas på mad og drikke, er altid parate og villige til at bringe trivielle ting til "folket" og hurtigt forsvinde, når de gør det er rigtigt, at man faktisk burde blive produktiv en dag.
Med sådanne rollemodeller er det meget forståeligt, hvis arbejdsniveauet bliver mere og mere tilbagetrukket og kløften mellem "formændene" og "foreningsfolkene" bliver større - hvilket desværre også afspejler sig i antallet af medlemmer.
