Indlægsfoto: Arkiv | © Pexels på Pixabay
Helt atypisk for mit job blev jeg betroet personalearbejde meget sent. På den ene side passede det faktisk ret godt til min natur, men på den anden side var det ret kontraproduktivt. Især en i lederstillinger bør i det mindste vide lidt om personalearbejdet på forhånd. Set i bakspejlet ved jeg, at man også kan lede uden, men at det ikke nødvendigvis er en fordel for alle involverede.
Og ikke før havde jeg senere haft mine første erfaringer med personalearbejdet, før jeg blev opmærksom på eksistensen af arkiver. Der er ikke noget godt personalearbejde, administration og projektledelse uden arkivering. Og først og fremmest er en backup eller en ekstra stor e-mail-konto ikke et arkiv!
Og så snart jeg blev opmærksom på behovet for arkiver og deres fordele, måtte jeg straks stille mig selv spørgsmålet om, hvordan man arkiverer klassificerede oplysninger, hvis forfatter ikke længere er kendt af nogen?
I mellemtiden ved jeg også, at der er arkiver for virkelig alt - i hvert fald her i Tyskland og sikkert i hele den vestlige kultur. Og jeg burde tjekke det ud med det samme, fordi Joseph Henrich logisk nok burde have nævnt Archive i sin bog The WEIRDest People in the World: How the West Became Psychologically Peculiar and Particularly Prosperous. Man kan i hvert fald sige, at alt det, der ikke kan arkiveres, eller endnu bedre, som vi ikke har arkiver for, slet ikke er værd at lægge ned på papir.
Nogle gange skal du først informere arkiverne om, at dine egne dokumenter skal arkiveres; nyttigt, hvis du kan henvise til de relevante love, dekreter eller regler. Og så bliver det rigtig spændende, for arkivering er en videnskab i sig selv og udføres ideelt set af folk, der også er uddannet til det.
Det er altid spændende at opleve, hvad man anser for at have behov for arkivering, og hvad der rent faktisk arkiveres. Endnu mere spændende er det, man overhovedet ikke anser for arkiveringsværdigt, men som bogstaveligt talt får enhver arkivars mund til at løbe i vand. Derfor kom jeg frem til, at det på forhånd var aftalt, at alle dokumenter skulle afleveres til arkivet, og at arkivarerne på stedet beslutter, hvad der i sidste ende skal ind i arkivet.
Som formand for foreningen har jeg i øjeblikket at gøre med to vidt forskellige arkiver, på den ene side Heilbronn byarkiv, som er arkivet af Freie Wahlervereinigung Heilbronn e. V. bestyrede som lager D 158, og derimod med den Den Europæiske Unions historiske arkiver i Firenze, som administrerer arkivet for EUROPA-UNION Heilbronn under referencekoden EUHN.
Det sikrer, at kommende generationer kan få deres eget billede af begge foreningers frivillige arbejde.
Sætningen, formentlig af Jean Paul, om, at minderne er den eneste ejendom, som ingen kan tage fra os, hører hjemme i lageret af afmægtig sentimental trøst, som gerne vil overbevise subjektet om, at den forsagende tilbagetrækning til det indre netop er opfyldelsen af som den dræner. Med etableringen af selve arkivet konfiskerer faget sin egen erfaringsmasse som ejendom og gør den dermed til noget helt eksternt i forhold til faget igen. Fortidens indre funktioner bliver til møbler, ligesom hvert Biedermeier-stykke blev skabt som et minde lavet af træ."
THEODOR W. ADORNO, MINIMA MORALIA (14. UDGAVE 2022 [1951]: 189)
Et velforvaltet arkiv er meget værd, da ubehageligt indhold – som det allerede er sket – kan få ubehageligt indhold til at forsvinde år for år. Efterfølgende generationer kan lære af det, og måske år senere vil det blive rapporteret igen.
Hvor der er mennesker, er der også mennesker, og der sker fejl. Derfor er professionelt forvaltede arkiver så vigtige. Jeg er dog i tvivl om partiarkiver, som i hvert fald delvist forvaltes af partiforbundne fonde.