Indlægsfoto: overvejende kvinde | © Pixabay
I dag har jeg bare lyst igen og digtelæsning er på dagsordenen for dagen. Jeg tænker på, om det ikke ville være en god mulighed at recitere et par korte digte som læsementor.
Samtidig kommer et digt fra min egen ungdom til at tænke på, som i almindelighed Samuel Taylor Coleridge tilskrevet det uden, i hvert fald så vidt jeg ved, at have fremlagt noget bevis for det.
Ikke desto mindre er det et meget smukt og også tidløst digt.
Hvad hvis du sov?
Hvad hvis du sov?
Og hvad hvis du drømte i din søvn?
Og hvad nu hvis du i din drøm kom til himlen
og der plukkede en mærkelig og smuk blomst?
Og hvad hvis, når du vågnede,
havde du blomsten i hånden?
Ah, hvad end?