Indlægsfoto: to ølkrus | © Pixabay
Ikke til menneskehedens ære, siden umindelige tider er den faktiske værdi af fællesskaber blevet dannet af antallet af militærdygtige mennesker, de er i stand til at generere. I det mindste til min ærgrelse vil lidt ændre sig i de kommende århundreder - vores "én verden" vil fortsætte med at være en utopi.
Individets evne til at forsvare sig selv kræver fysisk, mental og karaktermæssig egnethed samt villighed til at dræbe for fællesskabet såvel som selv at blive dræbt. Et fællesskabs egentlige kampkraft skyldes integrationen af de arbejdsdygtige i det respektive fællesskab og deres støtte fra samme.
Gennem årtusinder har andre samfundstjenester udviklet sig, nemlig tjenesten til opretholdelse af ro og orden, redningstjenester samt helbreds-, pleje- og omsorgstjenester, som efter min mening kan sidestilles med militærtjeneste i deres daglige betydning for samfundet.
Hvert samfund skal rekruttere nok medlemmer til alle disse tjenester for ideelt set at kunne udvælge de bedste, fordi dette er afgørende for et fungerende samfundsliv og afgørende i tilfælde af en militær konflikt.
Fællesskaber kan sikre deres respektive tjenester ved at appellere til deres medlemmer om at yde dem frivilligt (f.eks. føderal frivillig tjeneste). Hvis dette ikke er nok, professionalisere individuelle eller alle tjenester (f.eks. politi) eller også gøre deres medlemmer obligatoriske (f.eks. militærtjeneste).
Det er kendetegnende for ethvert samfund, om og hvordan det kan sikre sine samfundsydelser og frem for alt, om det lykkes at opnå et udvalg af de bedste.
Oprindeligt tjente medlemmer af alle samfund fortjeneste ved at yde service til samfundet, hvilket gjorde det frivilligt og på en måde, der var rentabel for samfundet.
I mellemtiden ser det mere ud til, at service for fællesskabet er blevet et erhverv, at tvangstjeneste hverken er tidssvarende eller accepteret af fællesskabet, og at frivilligt arbejde har opnået eksotisk status.
Det, der er slående her i Tyskland, er, at de nu professionelle tjenere - i alle tjenester - ikke kun er dårligt forsørget, og derfor er en udvælgelse af de bedste ikke længere mulig, men deres tjeneste for samfundet opfattes ikke længere som "merit". Værre er, at bidrage til fællesskabet ses som en fejl.
det ville være rigtigt
- at forhøje dagpengene, hvad enten de er plejere eller militære, så samfundet til enhver tid har tilstrækkelige og bedst kvalificerede professionelle tjenere til rådighed;
- at fremme den frivillige indsats for fællesskabet på en sådan måde, at det igen generelt betragtes som merit.
det er forkert
- at afhjælpe den tilsyneladende mangel på officielle pligter ved at tvinge dem, der ikke kan eller vil unddrage sig officiel pligt, til pligter, som de ofte ikke kan varetage, eller som de efterfølgende er tilstrækkeligt værdsat for af samfundet.
Og det er fuldstændig umuligt
- at medlemmer af et samfund, der på den ene side selv har viget sig fra tvangstjenesten og på den anden side aldrig har gjort nogen tjeneste frivilligt, ønsker at tvinge andre til tvangstjeneste!
Som sagt er ethvert samfund karakteriseret og vil også blive set som sådan af andre, når det organiserer og sikrer sine samfundstjenester. Og de samfund, der ikke kan sikre dem, vil i sidste ende opløses til fælles goodwill.
"Og så, mine medamerikanere, spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig; spørg, hvad du kan gøre for dit land.
John F. Kennedy i sin åbningstale
Mine medborgere i verden, spørg ikke, hvad Amerika vil gøre for jer, men hvad vi sammen kan gøre for menneskets frihed."
