Den ukendte læser

Post foto: min evige flamme | © Shutterstock

Jeg ved ikke ret meget om mine læsere. Dette er også de permanente antydninger af Detlef Stern skyldte, som gerne minde mig om, at man ikke gør alt, selvom man kunne. Han hentyder ikke til et grundlæggende moralsk princip, men bliver ved med at minde mig om de stigende overskridelser af vores generelle databeskyttelsesforordning.

Nogle af mine læsere kan godt lide at svare på mine indlæg fra tid til anden via e-mail eller i et personligt møde. De færreste bruger de muligheder, som webloggen giver og skriver en tilsvarende kommentar, deltag i det nyligt tilvejebragte forum eller efterlad mig en note på bloggen. Andre læsere har derimod abonneret og bliver orienteret om nye blogindlæg via e-mail.

Og det er disse læsere, som jeg kan danne mig min egen mening om - i øvrigt meget positiv!

For mig forbliver størstedelen af ​​min læserskare skjult i internettets mørke. Jeg kan kun se, at disse læsere findes her baseret på antallet af hits og landetildelinger eller opkaldene til mine "internationale" weblog-sider. At disse læsere faktisk eksisterer, bekræftes også af henvendelser fra reklamevirksomheder og tjenesteudbydere, som ellers ikke ville tage hensyn til min weblog.

Derfor dedikerer jeg dette blogindlæg til den ukendte læser og tænder ovenstående "evige" lys på vegne af alle andre.

Kære ukendte læser!

Tak fordi du er til. Jeg ved ikke, hvem du er, eller hvor du bor og arbejder, men vi har sikkert meget til fælles. Vi tænker i det mindste på vores verden såvel som os selv og kan godt lide at høre andres meninger.

Jeg var for nylig fra Thomas Michael, en af ​​mine læsere, som jeg kender personligt og respekterer meget, hvad ville mine forventninger til læserne være? Jeg deler hans opfattelse af, at mange medborgere er kritiske og reflekterende på vejen. Desværre er dette dog til ringe nytte for samfundet, hvis de for det meste holder deres viden eller tvivl for sig selv.

Douglas Adams formulerede dette meget passende i sit radiospil "The Hitchhiker's Guide to the Galaxy" ved tilfældigt at nævne, at kort før Vogons ødelagde vores verden, havde et menneske fundet løsningen på alle problemerne i universet. Og så lader han os vide, at denne løsning ikke er "42".

Da jeg ikke kender dig, kære ukendte læser, er det svært for mig at formulere, hvad jeg forventer af dig. Men jeg ville blive glad, hvis du - i hvert fald fra tid til anden - kom ud af dækningen og gav udtryk for din mening om de meninger, antagelser og påstande, der tilbydes her i webloggen.

For hvis vi mennesker er noget, så er der en slags kommunikationsrum, der eksisterer, fordi så mange forskellige meninger og synspunkter som muligt mødes, gnider mod hinanden og vi langsomt, men sikkert danner et fælles billede af den nuværende på trods af eller netop på grund af det resulterende konflikter får virkelighed.

Og jo bedre vi kommunikerer med hinanden, jo bedre er det aktuelle billede af vores egen virkelighed.

Kære ukendte læser, jeg ved, at dette ikke er let, især når du sætter dine egne tanker på World Wide Web, som accepterer dem, men også fører dem direkte til digitalt nirvana som en lynafleder.

Så jeg er glad for at vide, at du eksisterer. Og jeg håber, at nogle af mine tankegange også vil stimulere dig til at modsige dig selv, og at du selv kan gentænke det ene eller det andet.


”Hvis jeg fik lov til at definere tidens nonsens, ville der kun komme én ting på tale: kommunikere. En forfatter kommunikerer ikke med sin læser. Han søger at forføre, underholde, provokere, oplive ham. Hvilket væld af (stadig levende) indre bevægelser og tilsvarende udtryk fortærer sådan et brutalt skraldeskaktord! Mand og kvinde kommunikerer ikke med hinanden. De mangfoldige gåder, som de opstiller for hinanden, ville finde deres mest forældede løsning, så snart dette meningsløse koncept kom mellem dem. En katolik, der tror, ​​han kommunikerer med Gud, bør ekskommunikeres på stedet. Man beder til Gud og man taler ikke, men man modtager hellig nadver. Alle vores glade og forgæves forsøg på at kommunikere med verden, at røre ved og påvirke os selv, hele mangfoldigheden af ​​vores følelser og hensigter bliver ofre for ødemarken og monotonien i en socio-teknisk stenografi. På den måde opmuntrer vi de meningsløse, der spiser vores sprog med stor appetit.”

Bodo Strauss, Den nedenunder på tæerne (2004: 41)
Du kan støtte denne weblog på Patreon!

Skriv en kommentar

Din e-mail-Adresse wird nicht veröffentlicht.