demokratimodel

Indlægsfoto: Borger | © Athena hos Pexels

I slutningen af ​​sin bog sætter Walden 1854 Henry David Thoreau spørgsmålet, "er et demokrati, som vi kender det, den sidste forbedring mulig i regeringen?"

Desværre besvares dette spørgsmål, især i de dele af verden, hvor snottet ofte løber op ad kinderne på borgerne, oftere og oftere med nej og straks bringes helt forældede styreformer i spil igen. Konservative politikere, som altid har ladet som om de i det mindste har et øre til folket, har i nogen tid hævdet, at de i virkeligheden er kejsers børnebørn og derefter straks von Karl den Store være eller de hænger overdimensionerede billeder af dronninger på kontoret.

Flere og flere tyskere oplever, og nu igen ganske offentligt, at de tidligere diktaturer, hvad enten det er Nazityskland eller endda DDR, faktisk ikke var så slemt. Uden tvivl har vores nuværende demokrati et problem.

Selvom jeg ikke selv ved, hvilken slags regeringsmodeller der vil være på markedet om nogle tusinde år, er jeg fast overbevist om, at folkestyre stadig vil være blandt de mest succesrige modeller i det mindste dengang. Og der er ingen tvivl om, at demokrati i alle dets manifestationer - bortset fra socialistiske eller kontrollerede modeller, da de kun forklæder sig som demokrati - i øjeblikket er topmoderne over hele verden!

Men som vi kan se, har alle demokratier, hvad enten det er i Schweiz, USA, Storbritannien, Frankrig, Italien, Japan eller vores, deres egne problemer at kæmpe med. Et af disse problemer er, at flere og flere borgere antager, at demokratiet ikke styres af folket. En anden er, at nogle borgere ikke engang ønsker at regere selv, men venter spændt på, at nogen blæser marchen for dem. En tredje, nemlig mange borgere er langsomt, men sikkert ved at indse, at (god) regel også har noget med arbejde at gøre. Hvorved de så kommer frem til, at demokratiet ikke er så vigtigt for dem at håndtere det i form af deres eget arbejde - i hvert fald så længe det nævnte snot løber op ad kinderne. Det sidste problem er nok så gammelt, at det allerede blev diskuteret i Bibelen.

Og derfor er det ikke overraskende, at repræsentative demokratimodeller meget tidligt blev udviklet og valgt som styreform, ligesom vores eget demokrati.

I årtier var jeg selv fortaler for repræsentativt demokrati, fordi det af alle former for demokrati bedst kunne dække størrelsen og kompleksiteten af ​​vores stat og også fik det tredje nævnte problem under kontrol.

I mellemtiden må jeg dog sige, at vores repræsentative demokrati ikke længere ses så positivt i mange borgeres øjne, formentlig fordi de i stigende grad tvivler på, om de selv stadig er repræsenteret af deres repræsentanter.

Det bliver mere og mere klart for mig, at den menneskelige hybris, der påvirker de fleste af os, er det repræsentative demokratis største fjende. Og sådan har én ting faktisk ændret sig i Tyskland i de sidste to hundrede år, nemlig at snesevis af tyske prinser nu er blevet til tusindvis af små tyske prinser, der ligesom deres forgængere klynger sig til deres troner og er tilfredse med sig selv.

Dette enorme problem kunne kun løses med en generel tidsbegrænsning, men det ville kræve en revolution i Tyskland, der fuldstændig ville overskygge den fra 1848 - hvilket er helt utænkeligt i Tyskland.

Og selvom der var en tidsbegrænsning, ville det nok ikke længere yde nutidens tid retfærdighed, for verden bevæger sig hurtigere, end vi alle gerne vil indrømme.

Derfor kommer jeg til den konklusion, at vi helt bør opgive den repræsentative model for demokrati og gå over til direkte demokrati.

Vi tyskere vælger vores kansler og premierministre hvert fjerde år. Og da tyske ministre ikke længere er gode embedsmænd, er de det også. Den respektive regeringsleder sammensætter så sin egen regering.

Parlamenter afskaffes, hvor de dengang tidligere videnskabelige tjenester udvides til "beslutningsmyndigheder" i stedet for. Disse består alle af embedsmænd, der har mindst en IQ på 130 og en universitetsgrad og skal bestå en passende optagelsesprøve; resultaterne vil blive offentliggjort.

Vi tyskere overtager hele den lovgivende forsamling, hvor regeringerne fortsætter med at fastholde lovgivningsinitiativet, men det af os borgere bliver yderligere styrket. Alle lovforslag udarbejdes eller redigeres af den respektive beslutningsmyndighed og præsenteres for suverænen - altså os - til afgørelse på en fuldstændig neutral måde. Denne neutralitet hæves til en "statslig grund", og en embedsmand, der ikke overholder den, bliver straks afskediget.

Alle lovgivningsinitiativer og udkast til beslutninger offentliggøres og frigives i princippet til generel drøftelse i mindst fire uger, før de respektive tyske statsborgere træffer beslutning om dem med flertal.

I dag, hvor vi har internettet og endda de første AI-værktøjer, er det ikke længere et socialt eller teknologisk problem for en tysk statsborger at læse regningerne, finde ud af mere, hvis det er nødvendigt og så senere selv beslutte kan — ikke at skulle.

En kommende fire-dages uge inviterer borgerne til at bruge en hel dag på at beskæftige sig med politik og i sidste ende blive zoon politikon.

---

"Hvis vi udelukkende blev overladt til lovgivernes ordrige vid, for vores vejledning, ukorrigeret af årstidens erfaringer og folkets effektive klager, ville Amerika ikke længere bevare sin rang blandt nationerne."

Henry David Thoreau, Walden (2020 [1854]: 336)