Post foto: Apple i spejlet | © Shutterstock
Eller, som vi har sagt i et par år, det sorte nul, det balancerede føderale budget.
Vi er kun i stand til at opnå dette angiveligt velafbalancerede budget her i Tyskland, fordi du ikke kun betaler for det med alle de tilgængelige tricks og tricks, men frem for alt fordi du stadig kan få det halvvejs færdigt på bekostning af det faktiske og også eksistentielle statslige opgaver .
Det virkelig interessante er, at der er tale om et politisk kompromis, der støttes af alle relevante partier.
Sandsynligvis ville kun de hårdføre socialister ofre dette selvbedrag til fordel for et endnu større bedrag, nemlig socialismen, som hverken eksisterer i reelle eller ideelle henseender; For at sige det endnu tydeligere, er socialisme for politik, hvad cirklen er for matematik: en umulighed.
Man kunne faktisk stille spørgsmålet, hvordan det var muligt for næsten alle os at lade os blænde af det sorte nul, selvom jeg gerne vil gå et skridt videre og forsøge at give et svar.
Grundlaget for vores stat er folkets styre, og det burde derfor egentlig være helt indlysende, at ethvert medlem af vores stat har chancen for at leve så behageligt som muligt, for ellers ville "regering" næppe kunne betale sig for den enkelte borger.
Det er derfor også "lov", at statens velfærd kompenserer for enhver borgers behov uden deres egen skyld, eller i det mindste afhjælper det. Om ikke andet for retfærdighedens skyld, skulle en borger, der kom i problemer ved egen skyld, blive ved med at falde tilbage på omsorgen for religiøse eller humanistiske institutioner eller mennesker.
For at kunne garantere denne statslige omsorg, styrke de svagere borgere iblandt os og kompensere for uoverensstemmelser i borgernes formuesituation, som samfundet opfatter som for store, er princippet om statslig omfordeling etableret.
Statlig omfordeling er derfor en politisk og social nødvendighed og er derfor generelt accepteret af alle borgere – også de rigeste blandt os.
Enhver statslig omfordeling skal dog også regler og grænser har, kender og overholder dem. For første gang skal der være aktiver, der kan omfordeles. Så må en omfordeling hverken blive den blotte udnyttelse af borgerne eller tjene som et instrument til at bringe alle borgere på linje eller til at dominere dem. I sidste ende skal enhver omfordeling være gennemsigtig, effektiv og også målrettet for borgerne, nemlig til gavn for borgerne.
Her i Tyskland har princippet om statslig omfordeling fået sit eget liv senest siden 1970'erne og er også sluppet fra statens og borgernes kontrol. Omfordeling er i mellemtiden muteret til et "apparat", der primært tjener selvopretholdelsen og også breder sig længere og længere ind i alle sociale og politiske processer og områder.
Og så snart nogen kun tager fat på dette eksisterende problem, som er sket igen og igen i de sidste årtier, f.eks. B. igennem Helmut Schelsky, disse borgere er anklaget for kætteri fra alle sider.
"I dag betyder solidaritet meget snart masseorganisation med dens støtte og administrationselite. Velfærdsstaten som beskyttelse af socialt udsatte vil meget snart uventet blive en planlagt, bureaukratisk værgemålsstat og vil forblive det.”
Helmut Schelsky, Den selvstændige og den omsorgsfulde person (1978: 18)
Selv forsøgene på at skabe i hvert fald mere gennemsigtighed i sagen, som f.eks Paul Kirchhof, der blandt andet gerne vil opnå mere gennemsigtighed i skatter og afgifter, bliver afvist og forpurret af flertallet.
I mellemtiden har den statslige omfordeling for længst skabt et apparat, der ikke blot er kommet helt ud af kontrol, men også i stigende grad forpurrer sin egen hensigt: Det er ikke de svagere medborgere, der styrkes, men dem, der føler sig hjemme i dette apparat. og manipulere det til deres egen fordel være i stand til.
En klar indikation af dette er, at trods den største omfordeling, der nogensinde er opnået, ser mange medborgere sig selv på kanten af deres egen eksistens, og desuden har rigdomsforskellen i vores samfund i dag aldrig været så stor.
Et andet tegn på dette er, at de bedste i vores samfund næsten ikke kan tro, at deres præstationer virkelig er umagen værd og derfor begynder at stille spørgsmålstegn ved grundlaget for vores samfund.
I mellemtiden er apparatet blevet så omfattende og ugennemsigtigt, men også så magtfuldt, at det fortsat bliver næret og fodret af politik, selvom dets egentlige gavn for staten og borgerne næppe er til at kende.
I mellemtiden er det hele blevet så meget værre, at politikerne trækker de nødvendige midler fra den egentlige stat, som den har et akut behov for for at kunne løse sine helt egne opgaver: Uddannelse og infrastruktur er mere end utilstrækkelig, ekstern sikkerhed ikke længere kan klare sig selv og indretningen kan kun sikres i begrænset omfang.
Til gengæld stiller politikerne dog flere og flere midler til rådighed for omfordelingsapparatet uden overhovedet at vide, hvad der egentlig vil ske med dem i sidste ende.
Og det er det, jeg kalder det store selvbedrag, for hvert år fejrer vi et sort nul, uanset hvad det koster – og åbenbart kun fordi vi alle sammen ikke længere ved, om vi kunne undvære dette apparat kan eller vil leve kl. alle.
Det er virkelig på tide, at vi endelig løftede sløret, selv med risiko for, at vi alle ville være knuste for længe siden – sort nul eller ej!
"Jo mere der gives, jo mindre vil folk arbejde for sig selv, og jo mindre de arbejder, jo mere vil deres fattigdom stige."
Leo Tolstoy, Hjælp til de sultende (januar 1892)
