Europa er ikke en ø

5
(2)

Opslagsfoto: Middelhavet | © 8926 på Pixabay

Faktisk en kendsgerning, som overraskende nok i stigende grad bliver tvivlet på af mange af nutidens medborgere. Hvorfor det er sådan, og hvilke konsekvenser man bør drage af dette faktum, er emnet for denne artikel. Nogle af de argumenter jeg fremførte er allerede blevet fremsat i tidligere indlæg som f.eks tanker om migration (2019) migrationsbevægelser (2015) eller også Middelhavsdrama (2015) opført. Årsagerne til alle disse udfordringer, som synes for store for os i dag, er lige så gamle som selve menneskehedens historie og var derfor allerede et emne i et af mine første bidrag til Integration (2005) og bestemmer nok størstedelen af ​​mine videre tanker på denne hjemmeside.

Migration er en del af mennesket ligesom egoisme, nysgerrighed eller appetit; uden migration ville vi ikke eksistere i dag. Migration sker altid, og de fleste mennesker bemærker det næsten ikke på grund af vores begrænsede levetid og selektive opfattelse.

Vi mennesker har altid migreret langsommere eller lidt hurtigere til regioner, hvorfra vi forventer mere af os selv. I de sidste par tusinde år har vi også, og uundgåeligt i dag, mødt andre mennesker, der allerede bor lokalt.

De såkaldte "indfødte" fra Amerika eller Australien, hvis forfædre var ofre for de stærkestes lov, og som stadig er i dag, kan berette, at dette ikke altid er til fordel for de mennesker, der oprindeligt boede der. Dette faktum kan næppe benægtes og fortjener et eget indlæg. Det er vigtigt for os at erkende, at vi "europæere" har undertrykt, domineret eller udnyttet andre mennesker i århundreder.

En anden kendsgerning er, at dens benægtelse vil være en "dødsdom" for os alle, nemlig at vi "europæere" nu udgør knap 30% af, hvad der før var godt 5% af verdens befolkning, hvorved migrationsbevægelsen mod Europa i de seneste årtier allerede er taget i betragtning.

Benægtelsen af, at vi europæere, som vi stadig eksisterer i dag, er en udgået model, hjælper kun dem, der ikke længere vil leve til at se denne ende, og som levede deres egen eksistens til slutningen af ​​deres egen eksistens efter mottoet "Efter mig levede syndfloden har” (1). Det er netop disse medborgere, der ikke fortjener en sådan "omsorg", hvilket også kulminerer i påstanden om, at Europa er en ø, der også kun kredser om disse mennesker selv.

Begyndelsen på slutningen af ​​det gamle Europa kan knyttes til to begivenheder. På den ene side i den videre og kontinuerlige udvandring af europæere til områder, der lover dem mere, og på den anden side i situationen med gensidig "blødende tør" forårsaget af os europæere, som sikrede fra 1914 til 1945, at alle europæiske folk var så svækkede kom ud af disse krige og spiller fremover kun en mindre rolle i verdenshistorien.

Siden dengang har det også været tydeligt, at vi "gamle europæere" bliver færre og færre, og senest siden 1970'erne har det været en kendsgerning, at fødselstallet langt fra er tilstrækkeligt til at forsørge vores oprindelige folk, som vi kender dem. fra det 19. og 20. århundrede for at holde sig i live. Man må nu også antage, at denne situation er irreversibel, altså irreversibel.

Derved fik vi dog skabt et "vakuum", der som bekendt gør, at andre presser hårdere på, især da det er områder, der stadig er blandt de mest attraktive i vores verden.

Derudover har vi senest siden 1950'erne tiltrukket flere og flere mennesker, først fra de europæiske udkanter og nu fra hele verden, for at opretholde vores produktion og vores levestandard samt sikre vores pensioner og plejebehov i alderdommen.

Problemet her er ikke den uundgåelige tilstrømning af mennesker fra andre områder til vores hjemland, men måden, hvorpå vi håndterer migration, integration, assimilering eller endda inklusion.

For at vække selv den sidste egoman fra deres drømme er der intet hegn, mur eller grøft, der kan forhindre folk i at plukke kirsebærene i naboens have. Desuden vil 5 % af verdens befolkning ikke være i stand til at stoppe resten, selv ved våben, fra at flytte til områder, de anser for mere attraktive end deres egne oprindelsesregioner.

Det eneste, der ville hjælpe, er at gøre vores hjemland så uattraktivt, at ingen har lyst til at komme mere, hvilket betyder, at vi så alle "gør det over" os selv, hvor som helst. Og til sidst ville der komme andre mennesker, som ville gribe chancen og realisere deres egne drømme i vores tidligere hjem.

Derfor er vi alle nødt til at indse, at verden vil bevæge sig videre, med eller uden os, og folk vil flytte til områder, der virker mere attraktive for dem.

Derfor er vi nødt til at huske, at vi mellem 1944 og 1947 lagde grundlaget for, hvordan vi kan og skal håndtere disse omstændigheder, for i sidste ende at skabe en verden for os selv, der stadig er værd at leve i, og som vi en dag ikke bliver i vil føre den skæbne, som vi andre mennesker z. B. i Amerika og Australien.

Derfor skal vi også huske de traktater, som vi har spillet en stor rolle i at diktere til verden, og som ikke kun har til formål at sikre overlevelse for alle, men også velstand for i hvert fald de fleste af os; herunder verdenserklæringen om menneskerettigheder (1948) og europæiske grundlæggende rettigheder for mindre end 10 % af verdens befolkning (2009).

Med NATO-traktaten (1949) var vi europæere i stand til at redde os selv fra Sovjets fjendtlige magtovertagelse, som ville have gjort os alle til blotte arbejdsslaver, og som yderligere sikrer, at vi europæere ikke er domineret af de nuværende og fremtidige verdensmagter.

Med Rom-traktaten (1957) blev vi europæere enige om, at vi på den ene side europæisk integration at sikre vores folks overlevelse i ordets egentlige forstand gennem samarbejde og effektivitetsgevinster, og på den anden side ved at yde ansvarlig støtte til Afrika - og også andre dele af verden - ved at styrke dem på jorden og i sidste ende forhindre dem i at migrere ukontrolleret til Europa.

Med underskrivelsen af ​​traktaterne blev alle underskrivere enige om, at Europa vil lykkes med at komme sig over de nationalistiske katastrofer og vil fortsætte med at bevare sin plads i verden, men denne gang som en ligeværdig partner. Derudover var underskriverne sikre på, at vi kan sikre ethvert folk en plads i en fælles verden, og at den fremtidige europæiske forbundsstat også vil være i stand til at kontrollere og koordinere større migrationsbevægelser.

Desværre har nationalisterne, modsat alle forventninger i Europa, igen hævdet sig efter de første succeser med europæisk integration og sikret, at den europæiske samling ikke blot bremses og allerede revideres, men også at støtten til udviklingen af ​​andre regioner bl.a. verden er reduceret til det absolut nødvendige er blevet reduceret.

Som følge heraf er "migrationspresset" på Europa stigende, og Europas muligheder for at reagere på dette i fællesskab er ikke skabt. Dette fører tilbage til den nuværende situation og vil senest om få år ikke længere være under vores kontrol. Så er vi europæere i det mindste en del af problemet, og andre vil kontrollere vores formuer i fremtiden. Det er tvivlsomt, om de så vil give os det, vi altid har nægtet dem.

Det er forkert at holde fast i myten om "Europas ø" og dens indbyggeres overlegenhed.

Det katastrofale for os alle er, at politikere overdriver denne myte til en enkelt løgn og lover befolkningen, at de gennem grænselukninger, skydeordrer og deportationer vil være i stand til at bevare deres elskede lande, lande der for længst er ophørt med at eksistere. og som kun er på dryp af EU og Verdensbanken hængende i live.

Det er korrekt, at vi imødegår situationen, som nu bliver stadig mere akut, ved at begynde at overholde traktater og aftaler og endelig skabe den europæiske forbundsstat, selv om vi foreløbig må undvære enkelte lande.

Og fordi verden i mellemtiden har bevæget sig videre i godt 70 år, og nationalisterne dermed yderligere har øget skaderne på vores europæiske folk, må vi adlyde den "nødsituation", der nu opstår, som vi gjorde tilbage i 1945, tage initiativet igen og gå ganske logisk og konsekvent videre Sæt mål:

  • Marokko skal have et signal om at være med
  • Tyrkiet skal sikres tiltrædelse på meget specifikke betingelser,
  • Magreb og også Mellemøsten skal have mulighed for tiltrædelse.

På den måde pacificerer vi disse regioner, sikrer vores nuværende modsatte kyster i syd, mindsker migrationspresset og kan bedre kontrollere den nødvendige migration til Europa igen.

På den måde skaber vi også forudsætningerne for at få Europa tilbage til en størrelse, der med omkring 10 % af verdens befolkning så også vil have et langsigtet perspektiv som en selvstændig enhed med egne værdier og ideer. Ellers vil vores Europa opløses i generel velvilje, og fremtidige europæere vil se tilbage på os, som vi ser tilbage på de gamle grækere i dag.


(1) Denne erklæring er fra Madame de Pompadour, der sagde følgende efter slaget ved Roßbach:

"Apres nous le deluge."

Madame de Pompadour (5. november 1757)

"Tout est dit, et l'on vient trop tard depuis plus de sept mille ans qu'il ya des hommes qui pensent."

Jean de La Bruyere, Des Ouvrages de l'Esprit

Hvor nyttigt var dette indlæg?

Klik på stjernerne for at bedømme opslaget!

Gennemsnitlig bedømmelse 5 / 5. Antal anmeldelser: 2

Ingen anmeldelser endnu.

Jeg er ked af, at indlægget ikke var nyttigt for dig!

Lad mig forbedre dette indlæg!

Hvordan kan jeg forbedre dette indlæg?

Sidevisninger: 8 | I dag: 1 | Tæller siden 22.10.2023. oktober XNUMX

Del: