Indlægsfoto: Pige med europæisk flag | © Shutterstock
Det er den første Europa-dag i 31 år, at min bedre halvdel og jeg ikke har været med til at organisere Mødested Europa har travlt; derfor var det meget usædvanligt at stå op i morges, og vi kunne begge mærke en vis tomhed. Selvom vi er bundet til et par videokonferencer i dag, er denne mangel på en fejring af international forståelse en kilde til eftertanke.
Derfor skriver jeg også i dag mellem konferencerne, som alle beskæftiger sig meget forskelligt med emnet "Europadagen", om Europadagene i nutidens to Europa, nemlig Europarådet og Den Europæiske Union. For ikke at overbelaste det hele udelader jeg NATO (4. april) og FN (24. oktober).
Faste læsere af min blog vil opdage, at jeg har set på emnet "Europa-dagen" fra en lang række perspektiver i de sidste 15 år; det første tilsvarende bidrag bør formentlig være fra År 2006 komme.
Den første rigtige Europadag, fordi den også blev opfattet af hele Europas borgere, var den 5. maj, som refererede til grundlæggelsen af Europarådet i Strasbourg den 5. maj 1949. Oprindeligt blev Europadagen dog sat til den anden onsdag i marts af den europæiske samfundsorganisation og var aldrig særlig populær.
Med den franske udenrigsminister Robert Schuman Ud over talen den 9. maj 1950, som indledte dagens Europæiske Union, blev der tilføjet endnu en dag, der også og med fuld begrundelse kunne fejres som Europadag.
I 1965 blev repræsentanterne for Europarådet og de daværende Europæiske Fællesskaber, som blev til med "fusionsaftalen" i 1965, den 5. maj enige om at være de to Europas fælles Europadag. Begrundelsen dengang var meget enkel, da den gav forrang til Europadagen for det større Europa.
I mere end 20 år begyndte den 5. maj som Europadag i hele Europa, men så vidt jeg ved opnåede den aldrig status som en helligdag.
Som forbundspræsident i 1985 Richard von Weizsacker officielt anerkendt den 8. maj 1945, ikke kun som dagen for overgivelse og nederlag for Tyskland, men også som dagen for Tysklands befrielse fra det nazistiske styre, skete der en anden grundlæggende ændring i Europa, som resulterede i den første Schengen-aftale, som for det meste fik europæerne til at ønske. at ændre Rom-traktaterne og også sætte 9. maj som den nye Europadag, som så officielt blev fejret som sådan for første gang i 1986.
For mig hører begyndelsen af perestrojka også til Mikhail Gorbatjov 1986, fordi 40 år efter krigens afslutning i Europa havde Europa som helhed nået en helt ny kvalitet med Weizsäckers tale og begyndte at ryste de sidste tilbageværende totalitære tanker af sig.
Med tanke på, at mange europæere i går og i dag, den 9. maj 2020, fejrer afslutningen på krigen og tabet af mennesker i Europa, minder jeg os alle om, at selvom Anden Verdenskrig sluttede i Europa den 8. maj, Hiroshima den august. 6, 1945 og Nagasaki den 9. august 1945 nåede en helt ny kvalitet og fik først langsomt en ende med Japans overgivelse den 2. september 1945 på verdensplan med i alt over 55 millioner dødsfald; og alligevel var der yderligere udvisninger, genbosættelse, mord og manddrab selv efter det. Alene i Europa blev blandt andre tyskere, polakker, kosakker og jøder ramt.
Men én ting er sikkert, man kan ikke fejre den 9. maj som Europadag uden den 8. maj, afslutningen på nazistisk terror i Europa. Ikke kun havde det Konrad Adenauer, Jean Monnet og Robert Schuman anerkendt, men også Richard von Weizsacker8. maj 1985 en banebrydende tale for Europa blev også ved med at komme ud Mikhail Gorbatjov drage de rigtige konklusioner.
Det er også interessant, at selv den 9. maj ikke er en helligdag i Europa, og hvis man ser på den seneste udvikling i EU, vil den sandsynligvis ikke være det i den nærmeste fremtid.
De to Europa-dage repræsenterer to forskellige modeller af Europa den dag i dag, og selverkendte europæeres forsøg på at kombinere disse to dage i én Europauge, som i øvrigt ville være en meget europæisk løsning, har kun været succesfulde nogle steder i Europa , som i Heilbronn den dag i dag , hvor man i årevis har forsøgt at koble det europæiske mødested med andre aktiviteter, som f.eks. B. en Borgmesterens reception for folk fra Heilbronn med immigrationshistorie, informationsstande, konkurrencer, Europa-stævner eller et stævne for Europa! på Kiliansplatz og fyldte dermed Europaugen med liv for alle unionsborgere.
I dag, på denne særlige Europadag, bør vi alle tænke over, hvilken slags Europa vi egentlig ønsker; og der er ingen tvivl om, at det vil fungere uden et fælles Europa.
Spørgsmålet kan formuleres meget enkelt som følger. Ønsker vi et Europa af 5. maj, det vil sige et løst forbund af stater, der kun bliver enige om minimale løsninger, hvis overhovedet, og så først implementerer dem i nationale foranstaltninger, når vejret er godt og derefter suspenderer dem igen ved første lejlighed?
Eller ønsker vi et Europa 9. maj, der er bevidst om sit ansvar (8. maj), altså en europæisk forbundsstat?
I lyset af de udfordringer, vi står over for i dag, såsom pandemier, global opvarmning, øget migration og aldringen af vores samfund, ser vi, at den hidtil opnåede "hybridløsning", som hverken er fisk eller kød, ikke virker og kan ikke fungere .
Og den evige påstand fra institutionalisterne blandt os europæere om, at den europæiske forbundsstat i sidste ende og ganske logisk kan nås med små skridt, kan altid siges efter mere end 70 år, hvor de fleste mennesker ikke længere kan huske, hvorfor de begyndte at gå i den første sted mindre overbevisende.
På den anden side bliver de ældgamle formaninger fra konstitutionalisterne blandt os europæere højere og højere og siger, at vi unionsborgere, med eller uden vores repræsentanter, skal genvinde initiativet og hjælpe demokratiet og Europa og dermed alle mennesker til at deres helt egne rettigheder, ellers vinder vi igen nationalisterne og i deres kølvand de totalitære op til racisterne.
Dagens 9. maj er derfor en invitation til ikke blot at fejre denne dag som en fælleseuropæisk helligdag, men også til at kræve, at vores folks repræsentanter nedsætter en europæisk konvention, hvor civilsamfundet er væsentligt involveret. Derudover må vi europæere igen – efter 1945 og 1985 – erkende vores eget ansvar og klart afvise alle antieuropæiske bestræbelser!
Jean Asselborn, den længst siddende EU-udenrigsminister, har helt ret, de indre europæiske grænser skal endelig falde i dag, den 9. maj 2020 - og jeg vil tilføje, dette også for altid!
De hårde Seehofere i denne verden ødelægger mere på få uger, end alle rationelle politikere kan bygge sammen i årtier!
Og hvad Konrad Adenauer så godt Richard von Weizsacker allerede har bygget op med stor indsats, kaster vores nuværende spillere i bagdelen igen.
"For ideen om menneskelighed, når den er renset for al sentimentalitet, har den meget alvorlige konsekvens, at mænd i en eller anden form må påtage sig ansvaret for alle forbrydelser begået af mænd, og at alle nationer deler ondskabens byrde begået af alle andre. Skam over at være menneske er det rent individuelle og stadig upolitiske udtryk for denne indsigt.”
Hannah Arendt, organiseret skyld og universelt ansvar (1948)
