europæiske grundprincipper

5
(1)

Postfoto: Heilbronn 1945 | Optagelse af de amerikanske væbnede styrker | Scannet af Uwe Jacobi

Da de europæiske føderalister blev genforenet efter omkring 17 års adskillelse, hvor de havde forsøgt at forene Europa enten som en "overnational bevægelse af europæiske føderalister" (sMEF) eller som "Aktion Europäischer Federalisten" (AEF) i en enkelt forening i 1973, de blev enige om tre grundlæggere af den føderale idé og ni grundlæggende dokumenter.

Mindre kendt er det faktum, at de også den dag ændrede navnet på organisationen på europæisk plan fra "European Union of Federalists" (UEF på fransk) til organisationens navn "Union of European Federalists" (stadig samme forkortelse, men nu gældende for alle sprog).

De "unge europæiske føderalister" (JEF på tysk) genforenede sig i øvrigt i 1972, og det er nok derfor, de beholder denne dato som datoen for deres egen stiftelse, som dog faktisk fandt sted den 28.th maj 1949 i Sankt Goar, Tyskland ("Juventus").

Genforeningskongressen fra 13. aprilth til 15th 1973 i Bruxelles, som mødtes under mottoet "The United European Federalists Fight for European Democracy", fastslog, at de europæiske føderalister er inspireret af Immanuel Kant, Alexander Hamilton , Pierre Joseph Proudhon, og allerede nævnt de fælles grundlæggende dokumenter, der præsenteres i denne artikel, i præamblen til de nye vedtægter.

Det faktum, at Immanuel Kant , Alexander Hamilton er ledere af føderalistisk tankegang, er stadig ubestridt i dag. I 1795 lagde førstnævnte grunden med sit filosofiske udkast til evig fred for alle føderalister. Alexander Hamilton, en af ​​grundlæggerne af USA og forfatter til 51 af i alt 85 artikler i Federalist Papers (1788), lagde i det væsentlige grundlaget for moderne, repræsentativt demokrati. Pierre Joseph Proudhon er opført som tredje, fordi han anses for at være kilden til ideen om kommunalisme (sandsynligvis bedre kendt som integral føderalisme), som allerede i 1947 af flertallet blev set som det syn på føderalisme, man egentlig burde stræbe efter. Proudhon er stadig almindelig kendt i dag for sin provokerende udtalelse "Ejendom er tyveri", som kommer fra hans værk "Qu'est ce que la propriété? Vores forskning i princippet om dine rettigheder og din regering." (1840).

De ni grundlag for føderalisme, der er navngivet af de europæiske føderalister er retningslinjerne fra "Federal Union" (1939); det "Vejledende principper for et nyt Europa” fra Europa-Unionen Schweiz (februar 1940); det "Ventotene Manifest” (juli 1941); det "Genève-erklæringer” af de europæiske modstandsfolk (maj 1944); det "Hertenstein program” (september 1946); det "Erklæring” fra den første UEF-kongres i Montreux (august 1947); det "Politisk resolution" af den første kongres i EUROPA-UNION Tyskland (maj 1949); det "Føderalt charter“ vedtaget af den anden UEF-kongres i Montreux (april 1964); og det historiske”Princippedeklaration” vedtaget på sMEFs kongres i Nancy i april 1972.

I mellemtiden er der gået flere år, og jeg personligt anser følgende dokumenter for at være bemærkelsesværdige og ligeledes vigtige: den "politiske erklæring" fra selve UEF's samlingskongres, som blev fastsat den 15. aprilth 1973; EUROPA UNION Tysklands "Tolv afhandlinger for Europa" (14. aprilth 1964); det "Kiel Program for Europe” fra EUROPA-UNION (27. junith 1978); det"Charter for europæisk identitet" (28. oktoberth 1995); og "Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder selv (1. decemberst 2009).

Med disse 14 dokumenter, der er anført her, har man et omfattende overblik ikke kun over europæisk føderalisme, men også over føderalisme som helhed. Denne skelnen sker, da verdensføderalisterne kun adskiller sig fra de europæiske føderalister ved, at verdensføderalisterne allerede i 1947 har ønsket at opnå en verdensunion gennem et verdensparlament (konstitutionalister), hvorimod de europæiske føderalister i 1947 besluttede først at skabe en fri Europa, dengang inklusive resten af ​​Europa, som så ville have fungeret som et plan for andre verdensregioner og en senere verdensunion. Du finder alle disse dokumenter online som bilag til bogen "Europa er for alle!"(2020)

Helt fra begyndelsen differentierede de europæiske føderalister sig i to dele: konstitutionalister og funktionalister. Førstnævnte ønskede at skabe den europæiske forbundsstat gennem et Europa-parlament – ​​det Altiero Spinelli tilgang — hvorimod sidstnævnte fremmede medlemslandenes vækst sammen gennem fælles institutioner – Jean Monnet nærme sig. Ovennævnte opdeling i to føderalistiske organisationer er sket siden Det Europæiske Økonomiske Fællesskab trådte i kraft og afspejler forskellen mellem disse politiske visioner: De italienske føderalister valgte den konstitutionelle handlingsmetode, mens de tyske og hollandske føderalister valgte funktionalismen.

Kommunalismen, der førte til den dybeste ændring i europæiske strukturer, opstod, i det mindste efter min mening, ud af strømningerne i Ordre Nouveau (Frankrig) og accepten af ​​det kristne subsidiaritetsprincip, og tilbyder derfor stadig i dag den eneste bæredygtige føderale løsning for nuværende og fremtidige samfund, som flertallet af de europæiske føderalister allerede var overbevist om i 1947.

Derfor bør konstitutionalister og funktionalister stadig betragte sig selv som kommunalister. For at støtte denne mening anbefaler jeg stærkt Michael Wolffsohn's bog "Mod verdensfred – et politisk udkast" (2015).

Den største udfordring for den kommunalistiske idé er kort fortalt følgende: De, der har gjort sig godt tilpas i de nuværende og for det meste forældede strukturer, er imod en føderal omstrukturering nedefra og op, startende fra kommunerne, på tværs af regionerne til en forbundsstat. Således har de fra begyndelsen sammen med nationalister og centralister sat en bremse på enhver yderligere føderal udvikling og været med til at sikre, at Europas Forenede Stater samt en fremtidig verdensunion - som er lig med evig fred. forbliver en drøm for mange.

Desuden vil jeg gerne understrege, at den europæiske idé absolut ikke er forenelig med den paneuropæiske idé, og således er europæiske føderalister utvivlsomt ikke "superstateuropæere", som stadig er nationalister (Kemal Dervis en slags omdøbt pan-europæerne som sådan i en tale i Stuttgart i 2005). Den institutionelle model, som "superstateuropæerne" fremmer, er efter min mening "europæisk nationalisme". Faktisk er den "europæiske nationalismes" særpræg udvidelsen af ​​modellen for den centraliserede og udelelige nationalstatsmodel til det europæiske niveau, med andre ord en europæisk nationalstat. Hvorimod de europæiske føderalister ikke kun er overbevist om verdensunionen, hvilket tydeligt fremgår af UEF's motto: "A United Europe in a United World", men også i en ren føderalistisk tilgang manifesteret i EU's motto: "United in Mangfoldighed”.

Andrew Duff hævder i sin bog "On Governing Europe - A Federal Experiment" (2018), at de europæiske føderalister er stærkest i de lande, som udviste en væsentlig modstand under Anden Verdenskrig. Derfor har den europæiske idé slet ikke noget grundlag i Det Forenede Kongerige; Forbundsunionens relikter fungerer som en undtagelse. Og det er derfor, briterne går ind for en europæisk konføderation. Hvorimod det tidligere Vichy-regime i Frankrig stadig er indflydelsesrigt, hvilket får UEF-ånden til at forsvinde og holder ideen om et "fædrelandenes Europa" som gunstig. Dette forklarer også, hvorfor UEF-ånden for det meste er synlig og aktiv i Italien.

Men hvorfor ikke i Tyskland? Dette er forårsaget af UEF's fødselsdefekt, som udmøntede sig ved, at UEF tvang UEF-medlemmerne i Tyskland i 1947 til at fusionere med ikke-føderalister og "superstateuropæere" for at blive en accepteret UEF-sektion med det rigtige navn EUROPA-UNION Tyskland, hvilket endelig skete den 20. novemberth 1947. UEF-repræsentanten for Tyskland, Ernst von Schenk, havde gentagne gange før signaleret, at kun én fælles tysk organisation kunne blive en UEF-sektion.

Nu om dage antager mange, at dette fik EUROPA-UNION til at blive den største UEF-sektion, men medlemstallene viser anderledes. I alle årene forblev disse tal de samme som før den tvangssammenlægning. Kun i EUROPA-UNION's organisationsbestyrelser forgifter "superstateuropæerne" langsomt men støt UEF-ånden i Tyskland, interessant nok støttet af nogle østrigske føderalister, hvor den paneuropæiske idé blev skabt i 1923.

Det er grunden til, at selv bestyrelsesmedlemmer i EUROPA-UNION forsøger at slette f.eks. "Twelve Theses for Europe" (1964), afvise et oprindeligt forudset medlemskab af EUROPA-UNION i World Federalist Movement (WFM), eller endda afvise nye UEF-beslutninger, såsom at fremme de transnationale lister.

Endnu værre, over hele Europa lukker "superstateuropæere" deres rækker i og uden for UEF og bruger ikke kun den europæiske bevægelses netværk til at promovere den europæiske superstat - nogle vil måske endda kalde det IV.-riget. Som "Menetekel" kan du tage "introniseringen" af den sidste formand for Europa-Kommissionen eller modviljen mod at involvere parlamenter og civilsamfundet i vitale beslutninger om Europas fremtid.

Mens på den anden side, UEF - og dette omkring 50 år efter dets genforening og omkring 75 år efter dets grundlæggelse - stadig består af konføderalister, "superstateuropæere", verdens- og europæiske føderalister og diskuterer interne procedurer. Mest almindeligt af alt er kun, at UEF's oprindelse ikke kendes af de fleste af dets medlemmer, og det er de stiftende dokumenter heller ikke.

Jeg er overbevist om, at denne viden ikke kun vil lette UEF's interne kommunikation, men også populariteten og accepten i vores europæiske samfund, hvor UEF bør blive den vigtigste aktør og mægler for balancen mellem interesser i de europæiske samfund, samtidig med at de insisterer stærkt på realisering af den europæiske idé. Den europæiske idé er den eneste måde at skabe Europas Forenede Stater – og varig verdensfred!


Jeg lavede dette indlæg den 2. januar 2021 for Føderalistisk debat skrevet, hvor det udkom i første nummer marts 2021.

Indlægget er baseret på et blogindlæg, som jeg offentliggjorde den 4. juni 2020 under titlen "Ni plus fem' offentliggjort på min weblog, og på hvilken Luis Levi, redaktør af Federalist Debate.


"At kende historien, engagere sig i den og overveje den er ikke anderledes end at se på sig selv i et smukt, poleret spejl eller på en anden, der står foran det. Historie er intet andet end at genkende i den livet, vandreture og handlinger for de mennesker, der levede længe før os. Mange mennesker tænker ikke længere, end det angår ham selv og hans liv, fortsætter som urimeligt kvæg, der også lever for sig selv. Men fortidens ting minder og opfordrer os alle til at se hen til de mennesker, der levede som vores forfædre for mange år siden, at observere deres handlinger og tage hensyn til deres gerninger. Ja, at kende historien er intet andet end at vide, hvordan verden fungerer.”  

Franciscus Lubecus, "Krønike og historier om den prisværdige by Göttingen" (1570 - 1595)

Hvor nyttigt var dette indlæg?

Klik på stjernerne for at bedømme opslaget!

Gennemsnitlig bedømmelse 5 / 5. Antal anmeldelser: 1

Ingen anmeldelser endnu.

Jeg er ked af, at indlægget ikke var nyttigt for dig!

Lad mig forbedre dette indlæg!

Hvordan kan jeg forbedre dette indlæg?

Sidevisninger: 4 | I dag: 1 | Tæller siden 22.10.2023. oktober XNUMX

Del: