Postfoto: Pixabay
Det har nok aldrig været så svært som denne gang før. Selvom nogle partier i sidste øjeblik forsøger at forklare deres relevans for borgeren, har intet parti, hverken i oppositionen eller endda i regeringen, opnået nogen fordele i den sidste valgperiode.
Det er derfor ikke længere muligt at træffe en beslutning ud fra præstationskriterier, og derfor er der kun partiernes løfter til det fremtidige regeringsarbejde tilbage, hvorved der udover disse løfter næppe er noget genkendeligt begreb fra partierne, der kan taget alvorligt eller ligefrem acceptabelt og implementeret.
Og vi ved af erfaring, at intet parti nogensinde har tænkt sig at gennemføre sine løfter, for hvis disse ikke bliver indkasseret under de nødvendige koalitionsforhandlinger, vil de senest blive afsløret som hule udtalelser i dagligdagen og "på grund af virkeligheden", som ubrugelige igen i skuffen, så de kan genbruges til den kommende valgkamp.
Så det sidste håb forbliver alene med kandidaterne på stedet, som du forhåbentlig kender og også med rimelighed kan vurdere.
Og der ser det i hvert fald ud"i min valgkreds’ (267) ret sølle:
Der har vi Alexander Trom, en advokat, der har været medlem af delstatens parlament i årevis og efter ikke at være blevet valgt der, har været medlem af Forbundsdagen siden sidste valg (2017). Dens placeringsfordel er, at CDU har vundet det direkte mandat i valgkredsen uden afbrydelse siden 1976.
Så har vi Josip Juratovic, en fagforeningsmand, der har været medlem af den tyske forbundsdag siden 2005, men i stigende grad mister opbakningen fra sit eget parti (SPD). Så det er tilbage at se, om "momentum" af Olaf Scholz nok til at sætte ham i stand til at genindtræde i Forbundsdagen.
Også Michael George Link, en oversætter, har været i den tyske forbundsdag for FDP siden 2005, med "en pause". Som tidligere statsminister i Forbundsudenrigsministeriet fik han allerede regeringserfaring der og brugte sin frihed som parlamentsmedlem til at få international erfaring med Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa. Man kan gå ud fra, at han igen denne gang rykker ind i Forbundsdagen.
Men det bliver virkelig skræmmende med kandidaterne fra to partier, der hver indtager hver sin ende af partispektret; en kandidat har været i den tyske forbundsdag siden 2017, og man kan kun håbe, at dette var en enkeltstående begivenhed.
Det hele toppes af, at et regeringsparti på statsniveau, hvilket formentlig skyldes "klar mangel på faglærte", sender en elev i kapløbet og dermed signalerer, at der set fra partiets side slet ingen kvalifikationer eller kl. Der kræves i det mindste en smule erfaring for at fungere som folkets repræsentant, for at vi kan træffe vitale beslutninger.
Så vi borgere, hvis man ser godt efter, har næppe et rigtigt valg. Men jeg ved i hvert fald, hvem jeg vil stemme på som direkte kandidat.
Og måske vil det lykkes en af de tre virkelig seriøse kandidater at overtale mig til at stemme på sit eget parti i de sidste par meter af valgkampen. I betragtning af den nuværende tilstand af disse partier, en rigtig herkulisk opgave.
Derfor har jeg ikke tænkt mig at brevstemme denne gang, for at give partierne og kandidaterne længst muligt chance for at score og overbevise – trods alt er vores lands skæbne på spil.
"Uanset etiketten på partierne, eller krigsråb fra demagogerne, der leder dem, er det praktiske valg mellem plutokratiet på den ene side og en rabalder af absurde impossibilister på den anden."
Henry Louis Mencken, Noter om demokrati (2013 [1926]: 153)
