tankespil

Udvalgt foto: Kvoteregler | © Selver Učanbarlić på Pixabay

For nylig har der været fornyede opfordringer til endelig at sikre lige rettigheder i vores parlamenter og drastisk at øge andelen af kvinder til 50 %. Begrundelsen for dette krav er, at omkring 50 % af vores samfund er kvinder.

Jeg er overbevist om, at man ikke kan opnå ændringer af nogen art med kvoter alene, men spille det hele igennem mentalt, fra græsrødderne i vores samfund til vores parlamenter og regeringer. Først og fremmest skal det dog bemærkes, at jeg generelt anser kvoter i demokratiske processer for at være absolut udemokratiske, da de fuldstændig forpurrer borgerens krævede frie beslutning.

Som udgangspunkt skal man tilhøre et parti eller en vælgergruppe for at have en reel chance for at blive valgt ind i et folketing. Det er derfor partier og valggruppers ansvar at opstille egnede kandidater.

For at gøre det hele helt gennemskueligt og plausibelt fra starten, er det kun logisk, at partierne og vælgergrupperne også har en kvindeandel på omkring 50 %. Uden disse 50 % må disse parter derfor ikke modtage godkendelse eller miste den igen, så snart de kommer under denne 50 %-grænse.

I partierne og vælgergrupperne skal alle arbejdsgrupper og andre møder desuden have 50 % kvindeandel for at kunne handle.

Et udvalg eller møde må naturligvis kun vælge eller stemme, hvis 50 % af alle fremmødte er kvinder.

Ansøgerlister, bestyrelser og præsidier er kun gyldige eller i stand til at arbejde og træffe beslutninger, hvis de også har en andel på 50 % af kvinder.

Så snart alle partier og vælgergrupper rent faktisk er blevet "citeret", hvorved det også er muligt for hver enkelt formand at blive fulgt af en formand og omvendt, og, hvis det er muligt, endda at arbejde med en "dobbeltledelse", parlamenter kan fyldes med kvoter uden hvis og men vilje.

Rationalet bag dette er, at der nu er nok mandlige og kvindelige kandidater til rådighed på alle sider til at give vælgerne det bedst mulige valg.

Alle kandidatlister udfyldes på skift mand og kvinde og den respektive efterfølgende liste til den kommende afstemning er naturligvis skiftevis kvindelig og mandlig.

For ikke at skulle fortælle vælgerne, at de skal stemme på 50 % kvinder eller for at ugyldiggøre stemmesedler, der ikke har 50 % kvinder, kan de velkendte overhængsmandater bruges til i sidste ende at sikre de 50 %.

Selvfølgelig skulle det parlamentariske arbejde så struktureres på samme måde som partiarbejdet, og regeringerne skulle også bestå af halvdelen af dem.

Selv efter dette korte og hurtige tankeeksperiment mener jeg stadig ikke, at man skal gribe ind i sociale processer på denne måde, men jeg er nu endnu stærkere af den opfattelse, at det alene er absolut udemokratisk og også fuldstændig useriøst at fastsætte en kvote for parlamenterne.