By Heinrich KümmerleGeneral2 kommentarerOpdateret:

poesi

4.9
(9)

Udvalgt foto: kvinde læser | © Jill Wellington på Pixabay

Selvom nogle læsere mener, at jeg ikke skal udgive flere digte på bloggen, så er det digte, der går som en rød tråd gennem denne weblog.

Faktisk har jeg de fleste af disse digte med mig en separat dag som dog kun bruges af meget få - mest andre nørder. Og så vil jeg bare skrive min egen artikel, som vil tjene som en oversigt over de digte, jeg nævnte eller publicerede her. De af mine læsere, der ikke kan lide digte eller endda er uenige i mit valg, er velkomne til blot at "springe over" dette indlæg.

Alle andre finder måske en eller to nye ideer. Og hvis du nu undrer dig over hvorfor, så svarer jeg på det, for om et par dage, nærmere bestemt den 23. november, Paul Celan Det er hans fødselsdag, og jeg har allerede påpeget hans "Dødsfuga" i bloggen i 2021 - tragisk nok er dette digt mere relevant i dag end nogensinde før! Paul Celan havde nok erkendt for meget lang tid siden, at det var fuldstændig meningsløst at forsøge at gøre os europæere til bedre mennesker og valgte som følge heraf selvmord den 20. april 1970.

Hvad siger vi så smukt? - det bedste går altid først!

Optælling

Det er nok de fleste af de digte, der er listet her i webloggen. Hvis du støder på en anden, så lad mig det vide.

"At fejle er menneskeligt," sagde musen og spiste katten.

Heinrich Kümmerle, 1970'erne

Hvor nyttigt var dette indlæg?

Klik på stjernerne for at bedømme opslaget!

Gennemsnitlig bedømmelse 4.9 / 5. Antal anmeldelser: 9

Ingen anmeldelser endnu. Du kan også kommentere dette opslag nedenfor.

Jeg er ked af, at indlægget ikke var nyttigt for dig!

Lad mig forbedre dette indlæg!

Hvordan kan jeg forbedre dette indlæg?

Sidevisninger: 86 | I dag: 1 | Tæller siden 22.10.2023. oktober XNUMX

Del:

Relaterede historier

Konzert

Ugens musikvideo

Konzert

One-hit wonder

kaffenydelse

tid til et digt

Konzert

Ugens musikvideo

filer

Autoritetsvanvid

kaffenydelse

tid til et digt

  • Kære hr. Kummerle,

    De oplyste, at nogle læsere har udtrykt forbehold over for digte på Kümmerles weblog. Lad ikke dette genere dig. Et digt i ny og næ burde ikke genere eller endda skade nogen.

    Listen over digte, der er udgivet indtil videre, viser en farverig og international blanding. Tusind tak for det.

    Jeg har på din liste bl.a Heinrich Heines "Night Thoughts" klikkede:

    Jeg tænker på Tyskland om natten,
    Så mistede jeg søvnen.
    Jeg kan ikke lukke øjnene længere
    Og mine varme tårer flyder.

    Denne begyndelse citeres ofte, men nogle eller nogle kan ikke navngive forfatteren. Heinrich Heine — født i Düsseldorf i 1797; døde i Paris i 1856 og blev begravet der på Montmartre-kirkegården. Han fortvivler undertiden nærmest over sit fædreland Tyskland. Versene i begyndelsen af ​​det første digt i "Tyskland — et vintereventyr" (1844) vidner også om dette:

    Det var i den triste november måned,
    Dagene blev kedeligere,
    Vinden rev bladene fra træerne,
    Så rejste jeg over til Tyskland.

    Og da jeg kom til grænsen,
    Så mærker jeg et kraftigere bank
    I mit bryst tror jeg det
    Øjnene begyndte at dryppe.

    Et stykke fra Heines tragedie “Almansor” (1823) passer godt på disse triste novemberdage. "Almansor" foregår i Andalusien omkring 1500, hvor inkvisitionen efter Reconquista optrådte som religiøst politi og brændte bøgerne af "folk af anden tro". Næsten forud for de mørke tider i Tyskland skrev Heine: "Det var bare en optakt, hvor man brænder bøger, man brænder også folk til sidst."

    men Heinrich Heine var også en romantiker, der skrev for sjælen. "Song of the Lore-Ley" er bestemt et af de smukkeste eksempler på dette. Nazisterne udstødte og forbød Heine, fordi han kom fra en jødisk familie. Men de var ikke i stand til at forvise "Lore-Ley" fra repertoiret af mandekor og sangborde i Tyskland. Derfor stod der i musikteksterne efter 1933 "Ukendt forfatter."

    Et andet romantisk digt - det rører også sjælen - er inkluderet i "Rejsebilleder" og deri i "Harzreise" (1824):

    Hytten står på bjerget,
    Hvor bor den gamle minearbejder;
    Der rasler det grønne grantræ
    Og den gyldne måne skinner.

    Dette digt minder mig meget om min faderlige ven og senere chef Erwin Fox (Kultur- og socialborgmester i Heilbronn fra 1964 – 1979), som jeg mødte for første gang som en lille dreng på 9 år. År senere introducerede Fuchs os for Heines liv og arbejde i ungdomsgruppen i ÖTV-forbundet (i dag: United Services Union Ver.di). Jeg har én Erwin Fox- Skrev en biografi. Hun er som Online publikation nr. 37 på Heilbronn City Archives hjemmeside blevet offentliggjort.

    svar