lokalråd

Featurefoto: Foredragsholder i et udvalg | © Shutterstock

Kommunalbestyrelserne, der i øvrigt udviklede sig fra middelalderens byråd, kan betragtes som de laveste politiske organer, fordi de er placeret på kommunalt niveau. I modsætning til de tidligere byråd vælges nutidens kommunalbestyrelser af hele befolkningen og ikke kun af byeliterne og kan derfor også betragtes som folkets repræsentanter direkte på stedet. Et mere nutidigt udtryk, fordi det er mere forståeligt for flertallet af befolkningen, ville være lokal- eller byparlamentet.

Som i alle andre parlamenter er der kun få krav for at stille op til en kommunalbestyrelse. Du skal have nået minimumsalderen, og du skal have haft din primære bopæl og hovedfokus i kommunen i en vis periode; i Tyskland er det tre måneder. Får man alligevel en plads på et partis eller vælgergruppes liste, så er det kun vælgeren, der bestemmer, om man bliver valgt ind i kommunalbestyrelsen — selvfølgelig har det ved valgene anvendte optællingssystem også en ikke ubetydelig indflydelse; I denne henseende blev beregningsmetoden for fordeling af pladser i kommunale organer i Baden-Württemberg tilpasset af d'Hondt til maksimalantalmetoden Sainte-Laguë/Schepers. 

Men når først du er i rådet, kan du gøre, hvad du vil. Men hvis du vil beholde din plads på listen til det kommende valg, så er du underlagt fraktionspres og skal stemme, som dit eget parti gerne vil have det. Undtagelsen her er de frie vælgere, som gør forskellen her.

Der er én ting, du absolut ikke bør gøre, nemlig at skifte bopæl og dit hovedfokus for livet i løbet af din valgperiode, for det fjerner også det eneste krav til en kommunalbestyrelseshverv. Og så er det faktisk almindeligt, at den valgperiode, man blev valgt til, slutter. Det sker nogle gange, at nogle kommunalbestyrelsesmedlemmer trods deres høje alder stiller op til genvalg kun for at konstatere, at de ikke kan holde deres løfte til vælgerne. Så overtager en efterfølger dette mandat.

I sjældne tilfælde sker det, at en kommunalbestyrelse må opgive sit mandat på grund af dødsfald, alvorlig sygdom eller et fag- eller familieskifte.

Og så må borgeren leve med det, han har valgt. Og det er som regel sådan, at han altid vælger de samme rådmænd - uanset hvad de laver eller ikke gør - så længe de får en plads på listen fra partierne.

Og så er det blevet almindelig praksis, at vores kommunalbestyrelser kan gøre, hvad de vil. Og da der ikke er nogen kvalitative krav - udover at være valgt - til dette embede, sker der normalt ikke meget produktivt mere, hvilket helt sikkert betyder årtiers venten på bestemte projekter, som f.eks. B. Saarlandstraße eller renlighed, ro og orden i byen.

Det kan dog altid blive meget værre, som vi i øjeblikket er vidne til i eksemplet med en by i vores nabolag. Kommunalbestyrelserne der smider ikke bare skattepengene ud af vinduet med fulde hænder, men smider dem allerede ud af vinduet med vaskebaljer og tør endda kræve yderligere midler fra staten. I denne lille by er vælgerens demokratiske korrektiv for længst slået fejl, og så må man håbe, at vores land snart trækker i nødbremsen, for bydelens korrektiv virkede åbenbart heller ikke.

Så vi vælgere burde faktisk erkende, at det først og fremmest er op til os, nemlig ved at se meget nøje på, hvem vi stemmer på. Blot at vælge urbane "berømtheder" uden at overveje, om de i det mindste kan læse, skrive og lave grundlæggende matematik, sætter vores samfund i meget vanskeligt farvand. Og hvis partierne så bliver enige om en borgmester, der ikke har noget at vise udover en partibog, så bliver det mere end livsfarligt for fællesskaberne som helhed. Fordi den "professionelle" borgmester ikke kun leder den "æres" kommunalbestyrelse, men også den kommunale administration — trods alt har vi her i Heilbronn langt over 3 ansatte.

Men vi kan regulere alt dette igen, nemlig ved at stemme derefter og være opmærksomme på de kandidater, som partierne og vælgergrupperne går med til næste valg. Lad mig give dig et tip: De vælger heller ikke deres læge baseret på farven på deres hår eller hvor ofte de ser dem i deres yndlingskost. Og bestemt ikke fordi den står øverst på en liste, der er opstillet af partier.

Hvad det dog er meget svært for os borgere at ændre på, er en systemfejl, og som Heilbronner må jeg blive mere end overrasket!

Som karriereofficer var jeg næppe i stand til at udøve min passive stemmeret, hvis overhovedet, da vores relevante love og regler (f.eks. hovedbolig i mindst tre måneder) ikke længere er egnede til flere og flere menneskers livssituation. . Og så var det ikke muligt for mig at stille op til kommunalbestyrelsen i 2014, fordi jeg først kunne flytte min hovedbolig tilbage til Heilbronn i slutningen af ​​2014.

Og så jeg var mere end forbløffet i 2019, da mindst ét ​​Heilbronn-parti nominerede mindst én kandidat, der havde flyttet sin hovedbolig og centrum for livet til en anden by for længe siden - i det mindste havde hun informeret mig om dette skriftligt, da hun forlod foreningen. Begrundelsen for partiet bag er for mig forståelig, de vil gerne give denne kandidat pladsen på listen, så hun allerede er kendt ved senere valg, når hun så bor i Heilbronn igen - hvis hun så bor i Heilbronn igen! Men det hele er ulovligt og illegitimt! Derudover burde alle mennesker i Heilbronn - inklusive mig i de sidste årtier - have fået denne mulighed. Jeg beskylder i hvert fald dette parti for at have en mærkelig forståelse af demokrati.

Du kan forestille dig, at jeg blev noget chokeret, da valgkommissionen godkendte alle partilister som helt fine — fordi de matcher kandidaterne og deres bopæl, eller det er i hvert fald deres job. Og det hjalp ikke, at de grådige kampagnefolk fortalte mig, at Heilbronn altid havde gjort det på den måde. Af min egen erfaring kan jeg nu tilføje, også kun for de "bedre" folk fra Heilbronn - og jeg hører åbenbart ikke til dem.

Efter valget i 2019 fik jeg meget hurtigt at vide, at netop denne kandidat ikke var blevet valgt, og at alt var godt igen.

Men det, der ikke kan være rigtigt, er, hvis de kommunalbestyrelser, der blev valgt i 2019, klart afgør deres livsfokus uden for Heilbronn. Personligt fandt jeg det lidt grænseoverskridende, når parlamentsmedlemmer, der har boet i Berlin i årevis, fortsat beholder deres kommunalbestyrelsesmandat - hvilket i øvrigt forklarer deres beslutninger i Berlin imod Heilbronner-interesser, såsom en fungerende frankisk jernbane og udvidelse af sluser.

Denne grænse bør dog klart overskrides, når et kommunalbestyrelsesmedlem i Heilbronn studerer i Sydamerika i godt et år eller passer en virksomhed i USA, hvor deres egen familie stadig bor der! Og det er kun de få tilfælde, der kommer mig i ørene som borger i Heilbronn. Det ville være meget interessant, hvis de ansvarlige partier eller vælgergrupper officielt blev spurgt, om deres kommunalbestyrelser overhovedet har mulighed for at varetage vores Heilbronn-interesser!

Og så tog jeg måske endda fejl, da jeg anklagede enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmer for personlig svigt, for hvis de slet ikke ved, hvad der foregår i Heilbronn, så kan de næsten ikke stå for vores interesser. Men så må man give de ansvarlige partier og valggrupper skylden for det! Og vi må alle spørge os selv, hvad det er for en demokratiforståelse, der er i disse partier – bare det at tage sig af partimedlemmerne, så de får et så behageligt liv som muligt, er lidt for lidt.

---

"Hvad er det, vi alle søger ved et valg? For at besvare dets virkelige formål skal du først besidde midlerne til at kende din mands egnethed; og så skal du beholde noget greb om ham ved personlig forpligtelse eller afhængighed."

Edmund Burke, Refleksioner over revolutionen i Frankrig (2017[1790])