Opslagsfoto: Middelhavet | © 8926 på Pixabay
struktur
Udgangspunktet for disse tanker er, at vi alle ønsker og vil opnå en føderal forening af Europa. I mine tanker bruger jeg de politiske strukturer i Forbundsrepublikken Tyskland til en bedre forståelse, uden at jeg nødvendigvis ønsker at overføre dem til hele vores fremtidige Europas nationale territorium.
Grundlaget for enhver social sameksistens er fællesskabet, som igen består af enkeltpersoner, partnerskaber, familier og foreninger. På dette niveau samles samfundets politiske vilje for første gang og får sit selvstændige udtryk ved valg af kommunalbestyrelse. For at gennemføre sin politiske vilje er han placeret under en administration, der ledes ansvarligt af en borgmester. Dels kan større kommuner opdeles i egne bydele, og på den anden side kan de også få frihed til at danne en bydel uden at undergrave eller ligefrem sætte spørgsmålstegn ved inddelingsprincippet.
Flere kommuner er samlet i en bydel, som koordinerer tværkommunale opgaver og funktioner eller påtager sig opgaver, som ville være svære eller umulige for en enkelt kommune at varetage (subsidiaritet). Dette niveau har også et distriktsråd, som igen opsummerer de involverede kommuners politiske vilje, og en distriktsadministrator, som er ansvarlig for implementeringen af det nødvendige administrative apparat.
Flere distrikter kombineres til føderale stater og modtager et yderligere niveau af politisk beslutningstagning med delstatsparlamentet. Med delstatsregeringen og dens ministerier har dette niveau også sit eget administrative apparat, som arbejder i distrikternes og bydistrikternes interesser og om nødvendigt også handler på subsidiært grundlag.
Flere forbundsstater samles i en forbundsstat, som igen opsummerer dette niveaus politiske vilje og implementerer den gennem et tilsvarende regerings- og administrativt apparat. Traditionelt kan der allerede være mere end ét parlament på dette beslutningsniveau for bedre at kunne yde den stigende kompleksitet af afvejning af interesser mellem hinanden og de subsidiære forpligtelser og sikre strukturerne mere indflydelse på forhånd. .
Flere af disse forbundsstater findes i sidste ende i "Federal State of Europe", som alene af klarhedsgrunde fortsat bør kaldes Den Europæiske Union eller endda Europas Forenede Stater. Udtrykket "europæisk føderation" ville være upassende her, da dette fejlagtigt ville referere til en sammenslutning af stater.
fordeling af opgaver
På grund af det føderale princip og nærhedsprincippet forbliver opgaver og ansvar tildelt det niveau, der er så tæt på borgeren som muligt; bortset fra statens monopol på magtanvendelse og en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Dette skal nødvendigvis og udelukkende findes på europæisk plan. Og tager man begrebet udenrigs- og sikkerhedspolitik lidt bredere, så er de enkelte stater brat frigjort fra udenrigs-, forsvars- og udviklingspolitikkens forpligtelser. Dette alene kan være en økonomisk befrielse for individuelle stater.
Forbundet med en fælles valuta, euroen, vil finanspolitikken også hovedsagelig være i hænderne på det europæiske niveau. Og Europas handelspolitik kunne også styres bedre på dette niveau. For slet ikke at tale om rets- og miljøpolitik.
Ikke kun på grund af det daværende formelle unionsborgerskab, men også på grund af solidariteten indbyrdes og det faktum, at vi unionsborgere alle sammen er den europæiske suveræne, skal der følgelig være en bindende minimumsbeskyttelsesstandard for alle unionsborgere på det sociale område. politik. Det betyder, at socialpolitikken også i vid udstrækning skal være det europæiske niveaus ansvar.
Det må dog ikke føre til et "overførselsforbund" eller en generel "statsøkonomisk udligning"! For det ville ikke kun ødelægge forbundsstaten Europa lige fra starten, men også uundgåeligt demokrati, frihed og fred!
Men tværtimod! Den føderale model skal administreres og redegøres for i al dens kompleksitet og fleksibilitet. Vores miljø, økonomi og samfund er i konstant forandring, og det skal imødegås strukturelt løbende. Ikke kun vores nationalstater, men også vores sociale og strukturelle politikker er mere, end de var fra i forgårs - og dette alt for længe!
Jeg vil gerne bruge følgende eksempel til at illustrere fordelen ved strukturel fleksibilitet for fremtiden for vores forbundsstat Europa.
Strukturel fleksibilitet
Lad os tage samfund A1 i distrikt B1. Infrastrukturmæssigt er dette meget godt forbundet med by C og nyder også godt af B1-infrastrukturen. Ikke alene vokser befolkningen støt, men økonomien trives også. Der er gode indkøbs- og kulturmuligheder for borgerne. B1 sikrer eleverne adgang til gymnasier og C til en universitetsuddannelse. Kommunalbestyrelsen godkendte for nylig opførelsen af en svømmehal, som også kommer nabosamfundene til gode.
Kommune B2 i distrikt C2 måtte lukke den sidste børnehave, og der har ikke været bager længe. En moderne internetforbindelse og renovering af landevejen overstiger også budgettet for C2. Og det fælles spildevandsanlæg med B3 er urentabelt. Dem, der kan forlade B2. Situationen er den samme med B3.
Verden har udviklet sig til skade for B2, lokalråd og distriktsråd kan ikke opnå nogen forandring med de bedste intentioner. Stat, føderale regering og Europa ville se overførselsbehov for B2 i årtier. Spørgsmålet: Lev fortiden eller form fremtiden?!
En undersøgelse viser, at en kombination af B2, B3 og B5 ikke giver afgørende fordele.
Beslutningen træffes som følger: Sammenlægning af distrikterne C2 og B1, hvorved kommunerne B2, B3 og B5 opgives og renatureres i fremtiden. Deres borgere finder et nyt hjem i de omkringliggende samfund som A1 og også C.
Denne strukturelle fleksibilitet skal blive en selvfølge op til distriktsniveau og må ikke stoppe ved forbundsstater eller endda forbundsstater.
Den oprindeligt påtænkte fusion af BeNeLux skulle endelig være gennemført efter 70 år, det vestlige Balkan som forbundsstat i EU burde være en mulighed og selv Forbundsrepublikken Tyskland har ikke brug for forbundsstater som f.eks. B. Berlin eller Saarlandet!
Vil vi leve fortiden eller forme vores fremtid?! En forbundsstat i Europa ville være en lovende løsning!
"Så længe nationer fører en separat eksistens, vil der være stridigheder, som kun kan bilægges med våben."
Helmuth von Moltke den ældre, Moltkes militære værker, krigslektioner (1911, bind 1: 3)
