Islay malt

Islay, en 620 kvadratkilometer stor ø i de indre Hebrider, har i øjeblikket ni aktive destillerier alene, hvor følgende er nogle af mine yndlingsmalte: Ardbeg (1815) bowmore (1779) Bruichladdich (1881) Bunnahabhain (1881), Caol Ila (1846), Lagavulin (1816) og laphroaig (1815). De resterende to Ardnahoe (2016) og Kilchoman (2005) nok kun fordi jeg ikke har nogen erfaring med dem.

Godt 15 andre destillerier, som siden er blevet lukket, er kendt på Islay og det siges, at op mod 23 destillerier var aktive på samme tid, da der blev drukket whisky. Port Ellen, som jeg engang elskede at drikke, skal starte i produktion igen i år, efter den lukkede i 1983. Det største problem med dette er, at stillbillederne (still) blev ødelagt på det tidspunkt, men de er nok de vigtigste som selve "sjælen" af en single malt. Så fremtidens Port Ellen bliver helt sikkert en god single malt, men bestemt en helt anden end den gamle Port Ellen.

Islay whisky beskrives som "særlig stærk" og opfattes også af mange som "stærk" - uanset om single malten har kraftig røg- eller tørvearoma. Islay nyder stadig godt af sine store tørveaflejringer, som ofte bruges i produktionen af ​​single malten. Tørvearomaen er et typisk træk ved mange Islay-malte og nok en af ​​grundene til, at jeg har nydt at drikke denne whisky i årevis.

I det første trin af whiskyproduktionen, maltningen, ovnes den resulterende grønne malt, hvilket betyder, at spiringen stoppes med varme. Dette gøres i ovne, hvor malten tørres med både varmluft og varm røg. I de tørvefyrede ovne indgyder røgen den grønne malt. Tørven afgiver smag til den friske malt via røgen. Fenolindholdet i røgen viser, hvor kraftigt malten blev røget under ovnen, lige fra helt uporvet til meget kraftigt tørvet brand, hvilket især er tydeligt i Islay Malt.

Efter maltningen kommer knusning, mæskning, gæring, brænding (destillation) og opbevaring. Godt 12 år senere vil en single malt kunne købes, hvis du ikke allerede har købt en fadandel.