Post foto: journalist | © Neven Divkovic på Pixabay
Der har altid været dårlige og gode journalister. Jeg havde min første oplevelse med journalister, mens jeg læste Heilbronner Voice. Jeg lærte kvalitetsjournalistik at kende, fordi en vens far havde abonneret på Der Spiegel, og jeg var i stand til at læse den jævnligt. Indtil langt op i 1990'erne var Der Spiegel en del af min faste læsning.
Senere, da jeg blev politisk engageret i en ungdomsorganisation, lærte jeg andre lokalaviser at kende og måtte acceptere, at vores lokalaviser alle var mindre interesserede i politisk indhold end i konkurrencens mange flodbådsfester og andre politiske festivaler kl. tiden. Og selv i dag, årtier senere, får jeg trykt de artikler der, der fokuserer på at spise og drikke - politisk indhold er stadig kun af interesse, hvis det kan forenes med den opfattede lokale konsensus.
I begyndelsen af mit professionelle liv fik vi valget mellem at abonnere på Frankfurter Allgemeine Zeitung, Süddeutsche Zeitung og nok mere for nordlyset, Welt. På det tidspunkt besluttede jeg mig for FAZ og forblev loyal over for denne avis, næsten indtil jeg gik på pension, selvom jeg blev mere og mere venlig med Süddeutsche Zeitung; og hvis de ikke konstant havde truet deres regionsafdeling, måske endda tænkt på en ændring.
På grund af mit job lærte jeg så også aviser fra andre lande kender og værdsætter, så jeg har altid abonneret på nogle få af dem, og jeg er glad for, at de hjælper mig med at tænke ud af boksen.
Jeg sætter stadig pris på velresearchede avisartikler og tror på, at aviser vokser og trives med deres egen konkurrence, men uden konkurrence vegeterer de bare og muterer til blotte decals af sig selv og deres fordums herlighed.
Igen blev jeg af faglige årsager konfronteret med, at man kan være i journalisternes interesse og ikke bare hele tiden skal bede dem om at berette om sine egne frivillige aktiviteter. Men jeg indså hurtigt, at det ikke nødvendigvis er en fordel, hvis man får journalisternes interesse. Og så blev det "nødvendigt for at overleve", at jeg beskæftigede mig mere med journalister, end jeg normalt ville have ønsket og også skulle gennemføre passende kurser og uddannelser.
Jeg havde min første tilsvarende oplevelse som delingschef, nemlig da jeg fik ordre til at underholde en journalist med et kamerahold dagen lang med den infanterideling, jeg førte. Da det bare var endnu en kampdag i skoven, og soldaterne i mellemtiden havde fået styr på deres opgaver i søvne, var det faktisk en sikker succes - det syntes ikke kun mine overordnede, men det gjorde jeg også. Men for at være på den sikre side informerede jeg på forhånd mine kammerater om vigtigheden af dette besøg og lovede dem et par kasser øl.
Så denne journalist fulgte os næsten hele dagen, førte diskussioner og fik gentaget visse øvelser for kameraet. Hendes ansigt blev længere og længere, hvilket jeg tilskrev den friske luft, kulden der langsomt kom snigende og manglen på særlig forplejning til vores pressekammerater.
Men så skete der noget, som ikke burde være sket, en soldat, ikke just den mest geniale under solen, kørte fast i interviewet og resultatet blev en halv sætning, der kunne have været misforstået uden sammenhæng. Og dermed var pressebesøget pludselig forbi, og journalisten forlod os med sit følge.
Et par dage senere fik jeg modhager af mine overordnede, og pressemeddelelsen blev vist mig. Dette bestod kun af en udtalelse fra den pågældende journalist, som så til sidst blev underbygget med netop denne halve sætning - dermed havde jeg stiftet mit første bekendtskab med filtjournalistik. Og hvis du allerede har gjort noget i Bundeswehr, kan du altid gøre det igen.
Og så en dag blev jeg glad, da jeg fik lov til at passe to Spiegel-journalister, som var kommet til os specielt for at høre mine overordnede citere. Meget elskværdige herrer, som overraskende vidste meget, mere end de senere skrev i deres artikel, som også var meget retfærdig - et højdepunkt i professionel journalistik. Jeg var mindre glad for det samtidige besøg af en journalist, der skulle forske i det samme emne, for på det tidspunkt DAS Emnet var i det hele taget, men så snart jeg ankom kastede jeg mig over min eneste kvindelige soldat, en meget attraktiv fransk kvinde, som dog havde gjort sig fortjent til respekt hos alle sine kammerater gennem godt personalearbejde og imponerende robusthed, og spurgte hende ærligt. hvad hun syntes om den seksuelle chikane i hæren? Hun svarede kun: ”Hvorfor, brokkede en af mine kammerater sig over mig?” og lod journalisten stå. Da jeg allerede vidste, at jeg ikke havde en chance mod opfattet journalistik, ignorerede jeg også denne dame og var helt sikker på, at hun ville skrive forbi sit emne. I hvert fald var der ingen af mine overordnede, der senere gned deres artikel i mit ansigt.
Jeg kunne lidt senere lære lavpunktet i journalistisk arbejde at kende på et velkendt hotel på Sniper Alley, hvor politik, presse, hjælpeorganisationer og organiseret kriminalitet havde fundet sammen, åbenbart fordi det var det eneste sted, der var værd at bo i nær eller fjern nærhed. Jeg var der, fordi der blev handlet information der som i en basar, og god information er ikke kun vigtig for journalister. I hvert fald kunne jeg opleve journalistikkens sidste dinosaurer dér, som var myldret af yngre journalister som popstjerner, og som, gravide med whisky og i røgen af cigarer eller cigaretter, gladeligt delte deres visdom med kvinder. Dengang startede man ganske åbenlyst karrierer, hvorved filtjournalistikken nok også var velegnet til masserne.
Jeg havde bearbejdet disse oplevelser for år tilbage i to-tre blogindlæg, men slettede dem senere igen – sikkert på grund af høj alder. Erfaringer, som jeg havde under en af mine sidste opgaver, hjalp også, hvor jeg for første gang kunne lære freelancejournalister at kende, som skrev teknisk velfunderede og velresearchede artikler, som de senere skulle sælge til en lang række medier. Disse journalister levede deres erhverv og nok mest på grænsen til prekariatet - de ville helt sikkert være nået meget længere med følelsesjournalistik.
Men så blev jeg forsonet med journalistikken igen af en nu lidt grånende og kendt journalist, som jeg gav et tv-interview, mens jeg var høj på malariastoffer, og han tog mig også helt galt. Så vidt jeg ved, blev dette interview aldrig sendt, men han udsendte det senere glad til mine kollegers morskab - et vidnesbyrd om, at en god portion humor er en del af god journalistik.
Og hvor er vi i dag? De eksisterer bestemt stadig, de gode journalister, der fortsætter med at indsamle information gennem hårdt arbejde og teknisk dygtige og forberede dem til deres læsere. Og senere, når de har dannet deres eget billede gennem erfaring og viden, kan de betage deres læsere eller lyttere med meningsindlæg, endnu bedre, de kan understøtte deres meninger med passende og velbegrundede argumenter.
Men desværre, og det var blandt andet årsagen til, at jeg opsagde mit FAZ-abonnement, er gode journalister mindre og mindre i stand til at sige deres mening. Og hvis stavefejlene også stiger, og kendskabet til grundlæggende regneoperationer falder tilsvarende, så er det virkelig næppe værd at læse en landsdækkende avis. "Man læser det lokale dagblad på grund af nekrologerne," sagde i hvert fald min bedstemor, der døde alt for tidligt.
Især ikke når de meget roste meningsdannere altid forkynder en fast mening, men meget ofte hverken har den nødvendige viden eller erfaring og nogle gange ikke engang hjerne nok til overhovedet at kunne have en velbegrundet mening.
Det starter, når jeg læser meninger om frivillighed fra journalister, der aldrig selv har lavet nok frivilligt arbejde, og for mig er det hele kronet af gloser om ting, jeg ved, at den pågældende journalist hverken kan have den nødvendige viden eller den nødvendige erfaring.
Man kan godt have en mening, men den bør være baseret på fundamentals, og jo mere solide disse fundamentals er, jo mere værdifuld er den repræsenterede mening sandsynligvis - om denne mening er god eller dårlig er stadig op til læserens overvejelse. Det afhænger også af læseren, om han deler det eller ej.
Og så er jeg overbevist om, at god journalistik består i at indsamle information og præsentere den på en måde, der er forståelig for læseren eller lytteren. Dette inkluderer også at kontrollere sandheden af de oplysninger, der er modtaget på forhånd, og at dække hele spektret, især i tilfælde af kontroversielle emner.
Hvis alt dette er for kedeligt for journalister, og hvis du tror, du skal gøre verden glad med din egen mening alene, bør du afholde dig fra journalistik og hellere skrive en weblog.
