Featurefoto: Militære lejre i Afrika
Da kristendommen har været med menneskeheden i et stykke tid, er det faktisk muligt næsten overalt i verden at kunne deltage i sådan en gudstjeneste – måske ikke ligefrem en af dit eget trossamfund, men bestemt en kristen gudstjeneste.
Arbejder du som soldat i udlandet, kan du som udgangspunkt gå ud fra, at du også bliver ledsaget af ministre eller præster. En fordel, der ikke skal undervurderes, som desværre først bliver tydelig for mange på stedet — og er du hjemmefra i månedsvis, kan det også føre til en helt ny vurdering af din egen tro.
Desværre var jeg for et par år siden ikke i stand til at få mit personale og jeg til at have adgang til mindst én præst, da vi var ude i Afrika syd for Sahara. Indrømmet, vi savnede det ikke så meget, i hvert fald i de første par uger - udfordringerne var bare for mange.
Men da vi havde etableret os lokalt og udover en masse landskab kun var mere areal til rådighed, var vi meget glade for, at vi fandt en kirke i "kvarteret", som kunne give os en vis variation i hvert fald om søndagen.
Og da jeg et par uger senere og en god dags rejse væk fra de fleste af mine ansatte havde fundet så godt rundt, at jeg troede, jeg kunne grave ud en eller to søndag morgen, så jeg kiggede også efter et sted i nærheden af min bolig en kirke.
Jeg fandt endda disse meget tæt på og valfartede dertil meget tidligt om søndagen, fordi jeg ikke alene blev vækket af højttalerne fra en moské i nabolaget, men også et meget stort og frem for alt meget højlydt fuglepar, som boede lige foran mit vindue og selv altid brokkede sig længe over bedelederen, så at sove i var ikke en mulighed. I løbet af ugen kunne man komme på arbejde med det samme, og om søndagen kunne man gå direkte i kirke.
Fordelen ved denne kirke var, at i det mindste søndagsgudstjenesterne altid foregik på skift, og kirken var altid fyldt til sidste sæde. Tiderne var mindre gode, da de tjente menigheden mere som en grov guide.
På baggrund af optogsopstillingen foran kirken kunne jeg se, hvor lang tid der var til næste gudstjeneste og så beslutte, om jeg ville gå til den nuværende gudstjeneste eller vente på den næste.
Jeg tilbragte de første gudstjenester, som altid varede godt to timer, bagerst i kirken for ikke at tiltrække opmærksomhed som den eneste hvide person, men jeg mistede gradvist min generthed og formåede til sidst for hyggens skyld at få en plads midt i menigheden. Det førte i øvrigt engang til, at en lille pige, der sad bag mig, skubbede ærmet på min jakke tilbage under prædikenen for at se, om min arm også var hvid. Da jeg vendte mig om og så pigen i øjnene, brød hun ind i et skriganfald, og den ellers meget larmende kirke blev pludselig stille som en mus. Moderen beroligede det, og prædikenen fortsatte. Kort efter skubbede den lille pige mit bukseben op, og jeg turde ikke se mig tilbage.
Med undtagelse af morgengudstjenesten fulgte hver gudstjeneste den samme rækkefølge. Pladsen foran kirken var fyldt, og folk snakkede. Inden præsterne, bandet, andre frivillige og menigheden højtideligt forlod kirken, samledes det samme optog foran kirken, for så med samme højtidelighed at gå ind i kirken, efter at den første var gået. Nogle præster fulgte med mindst to gudstjenester, hvilket jeg bemærkede, da jeg gik for sent til gudstjenesten og så straks fulgte den næste.
Da gudstjenesterne hovedsageligt foregik på et eller flere afrikanske sprog, var det svært for mig at følge hele indholdet, hvilket var mindre tragisk, da musikken og sangen altid dominerede. Og ellers var der som regel travlhed i menighedens rækker, hvilket nogle gange gav indtryk af, at præsten og de frivillige i front fejrede en anden gudstjeneste end resten af menigheden på de bagerste rækker.
Nogle gange skete det endda, at et medlem af menigheden pludselig styrtede frem skrigende, viftede med arme og ben og rystede med hele kroppen, og en af præsterne udførte en slags "eksorcisme", hvorved hele menigheden faldt i en slags ekstase.
Selv efter nogle måneder var de to timer lange gudstjenester altid overstået hurtigere end mangen en gudstjeneste her. Mine besøg gik heller ikke ubemærket hen, så det var kun et spørgsmål om tid efter gudstjenesten, at jeg fik en invitation til det efterfølgende bibelstudium, som forlængede mine søndagskirkebesøg til godt fire timer.
I begyndelsen var disse bibelstudier en helt speciel oplevelse, fordi deltagerne analyserede det ene kapitel efter det andet under vejledning af en præst og forsøgte at involvere mig i dette. Men det betød også, at jeg fik mere og mere at vide om samfundet og den religion, der er repræsenteret der. Da flere præster så i bibelstudiet insisterede på, at homoseksuelle skulle dræbes, fordi de var djævelen, var mine besøg i kirken i dette samfund fortid, og jeg foretrak at bruge fritiden til søndagsudflugter på landet.
Min erfaring med sogne er, at ikke to sogne er ens. Hver menighed er anderledes og unik, afspejler de enkelte kirkemedlemmer og udvikler sine egne traditioner, selvom de alle er baseret på ét skriftsted – vores bibel. Og så kan man betragte sig selv som heldig, hvis man som kristen finder netop den kirke, man føler sig godt tilpas og tryg i.
"De irreligiøse er mere religiøse, end de ved, og de religiøse mindre, end de tror."
Franz Grillparzer, Studier i filosofi og religion. Historiske og politiske studier (2011: 32, 1857.)
