Længe leve fransk-tysk venskab

Featurefoto: Fransk-tysk venskab | © Shutterstock

Jeg gjorde engang det vanvittige forsøg på at opsummere 400 års fransk-tysk historie på to sider. Selvom nogle ting bestemt skulle præsenteres i en meget forkortet form, håber jeg, at jeg har udarbejdet nogle væsentlige funktioner ganske ordentligt. Spørgsmål eller kommentarer er altid velkomne!

"En rigtig tysk mand kan ikke lide Franzen. Men han drikker gerne deres vine.” Sådan står der i Goethes Faust. Hvis vi ser tilbage i historien, var fransk-tyske forhold for det meste ikke præget af venskab. Fra det 17. århundrede blev Frankrig den stærkeste magt i Europa, og det fremstod som forløberen for en moderne nationalstat, én monark, ét sprog, én trosretning. Det Hellige Romerske Rige af den tyske nation var derimod hverken helligt eller romersk eller et imperium, men et kludetæppe af forskellige fyrstedømmer, der var i modstrid med hinanden og nogle gange kæmpede indædt. Derudover ejede de mest magtfulde dynastier, Habsburgerne og Hohenzollerne, betydelige områder uden for imperiet. Frankrig udvidede sig selv mod nord og vest under den spanske arvefølgekrig og fik allierede blandt de tyske fyrster, herunder ærkebiskoppen af ​​Köln og hertugen af ​​Bayern. I nogen tid efter var modsætningen mellem Frankrig og Østrig en af ​​de grundlæggende konstanter i europæisk magtpolitik. Senere, under Syvårskrigen, blev Frankrig først allieret med Preussen mod Østrig, så da en tilnærmelse mellem Preussen og Kongeriget Storbritannien stod for døren, så Frankrig en fare i det, skiftede side og dannede en defensiv alliance med Østrig.

Dækket blev fuldstændig omrokeret i 1789 med den franske revolution. Alle Europas fyrster anerkendte det revolutionære Frankrig som en eksistentiel trussel.Storbritannien, Østrig, Rusland, Portugal, Napoli, de pavelige stater og andre kæmpede mod Frankrig i forskellige koalitionskrige. Samtidig er der dog mennesker i alle disse lande, men især i Tyskland, som ser den franske revolution som en mulighed for at ændre de forældede territoriale og magtstrukturer i deres eget land, og som derfor sætter deres håb til revolutionære Frankrig. Med hensyn til territoriale strukturer skete der meget under de revolutionære krige, omkring 1.800 godser direkte under riget blev omkring tre dusin uafhængige stater, hvoraf nogle stadig var ret små. Uden for de habsburgske områder forblev Preussen, Bayern, Württemberg og Baden de største stater. Men håbet om, at Frankrig ville bringe revolutionens fakkel til Tyskland, blev hurtigt knust. I 1804 lod Napoleon sig krone til kejser. Forhåbninger fra Frankrig om, at demokratiet ville brede sig, er således opfyldt. (Beethoven, der havde planlagt at dedikere sin 3. symfoni til Napoleon, afholder sig fra at gøre det, han kalder det nu Eroica). Således befandt alle liberale og progressivt indstillede mennesker sig i 1814/15 ved deres fyrsters side for at slippe af med det imperialistiske franske fremmedstyre.

Europa er derefter kortvarigt domineret af den genoprettende Hellige Alliance. Men allerede i 1830 galede den galliske hane for anden gang (Heinrich Heine) og igen i 1848. Dette inspirerede også de liberale kræfter i Tyskland, som drømte om et mere demokratisk Tyskland. Men i modsætning til franskmændene var tyskerne aldrig villige til blot at jage deres monarker væk. Og fyrsterne var oprindeligt villige til at gå på kompromis, for det meste udnævnte liberale "martsministre", men til sidst afviste den preussiske konge den kejserlige værdighed, som blev tilbudt ham. Det betød, at tysk enhed og rigets forfatning var slået fejl. I de to årtier, der fulgte, blev Preussen stadig stærkere i Lilletyskland (uden Østrig), hvor Bismarck blev premierminister. Han var overbevist om, at imperialistisk enhed kun kunne opnås gennem en sejrrig krig mod Frankrig, som han følgelig fremprovokerede (Emser Depesche). Preussen og dets allierede vandt krigen og grundlagde det tyske imperium i 1871. Ved den lejlighed tvang de en ydmygende fred over Frankrig, Frankrig måtte afstå Alsace og Lorraine til Tyskland og betale 5 milliarder francs i erstatning (f.eks. kaldte den tyske kronprins Friedrich dette krav grusomt). 43 år senere var Frankrig og Tyskland igen fjendtlige over for hinanden. Efter Første Verdenskrig, som endte på den tabende side for Tyskland, er det denne gang franskmændene, der håndhæver meget hårde betingelser for Tyskland i Versailles-freden. (Det er i øvrigt historisk klart forkert, at vilkårene i Versailles-traktaten bidrog væsentligt til Hitlers opståen, som først begyndte 10 år senere, da den relativt ustabile Weimar-republik blev rystet af den store depression).

Tyve år efter afslutningen af ​​Første Verdenskrig indledte Hitlers Tyskland Anden Verdenskrig og besejrede Frankrig i en blitzkrig – uden hensyntagen til Hollands og Belgiens neutralitet – i løbet af få dage. General de Gaulle, indtil da udenrigsminister i det franske forsvarsministerium, flygtede til London og grundlagde den franske eksilregering der et år senere. Paris blev befriet tre år senere, og da Tyskland kapitulerede betingelsesløst i maj 1, var Frankrig en af ​​de sejrrige magter. Tyskland var opdelt i besættelseszoner Efter at en kold krig begyndte mellem vestmagterne og Sovjetunionen i 2, blev Forbundsrepublikken Tyskland grundlagt to år senere i de tre vestlige zoner. Frankrig og Tyskland var pludselig en del af den samme globale politiske lejr.

Det var et lykketræf i historien, at fremsynede politikere havde nøgleposter i begge lande, i Frankrig Robert Schuman og Jean Monnet, i Tyskland Konrad Adenauer. Sådan opstod det europæiske kul- og stålfællesskab, normalt kaldet Montanunion. Herfra udviklede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) sig i 1957. I 1959 blev De Gaulle Frankrigs præsident sammen med Konrad Adenauer han udviklede et system med tysk-franske konsultationer. Det lykkedes også for de to politikere at forankre ideen om fransk-tysk venskab i folks hjerter i begge lande. Maastricht-traktaten i 1993 gjorde EF til Den Europæiske Union, som nu har 27 medlemslande.

Ligesom for 200 år siden det tyske småstatssystem havde overlevet, er dagens dagsorden at videreudvikle et forenet og stærkt EU, som bør være garant for et blomstrende og fredeligt sameksisterende Europa. Geopolitisk har vi ikke haft én bipolaritet i årtier, men tre verdensmagter, USA, Rusland og Kina. Fredelig sameksistens mellem nationer kan kun gavne, hvis Europa slutter sig til som en stærk kraft. Grundlaget for en sådan udvikling kan og skal være et stabilt fransk-tysk venskab.

 Vive l'amitié franco-allemande