forstå læsning

Indlægsfoto: Labyrint | © PublicDomainPictures på Pixabay 

Det er færdigt! Endelig. Jeg har denne tid Adornos Minima Moralia læst til den bitre ende. Og jeg blev også belønnet for det, fordi jeg i denne udgave har redaktøren tilføjet tekster, der Theodore W. Adorno havde fjernet fra sit manuskript, mens han stadig var i live. Men da han aldrig tog afstand fra indholdet deri, mener redaktøren, at han så kan tilføje det som en vedhæftet fil til sidst.

Jeg har længe været overbevist om, at en god bog skal læses mindst tre gange, og om muligt i forskellige livscyklusser. Og denne gang kunne jeg altså ikke kun læse bogen til ende, men også snuppe den ene eller anden visdom fra den, som jeg nok ikke forstod, da jeg var yngre. Derudover fik nogle passager endda mig til at smile, hvilket ville have rystet mig for godt 30 år siden og måske gjorde det. Jeg har allerede brugt nogle citater fra bogen til mine egne formål; tanken bag det var at lave lidt omtale for bogen.

Nu begynder den svære del af læsningen dog, for jeg har tilføjet kommentarer og sletninger til en række passager i bogen, hvoraf nogle jeg nu gerne vil sidde fast i for mig selv. Fordelen ved dette er, at jeg kan være mere selektiv, end da jeg var ung. At blive hængende vil hjælpe mig med at forstå denne bog lidt bedre og også gøre det lettere for mig at henvise til den igen, hvis det er nødvendigt. Men jeg er ret sikker på én ting, jeg vil ikke læse denne bog en tredje gang. Ikke desto mindre synes jeg, at denne bog burde kræves læsning og burde have erstattet mangen en skoleroman for længst – vanskeligheden er, at bogen måske er lidt overvældende for de fleste.

Men du kommer ikke meget længere, hvis du allerede har gjort tusinde gang Effi Briest belyst i alle facetter. Du kan også gå ind i noget nyere område. Adornos refleksioner over vores tid er særligt værdifulde i dag, især for alle dem, der ønsker at forstå demokratiets afslutning i en tid, hvor vores er mere end truet! — Men vi foretrækker at skændes om, hvorvidt man stadig må sige mor eller skrive ordet neger, hvilket ikke rigtig giver et godt billede af vores egen evne til demokrati.

Vi foretrækker at omskrive gamle børnebøger og dermed dokumentere, at vi ikke længere er i stand til at klassificere, hvad der er skrevet i tiden og konteksten, eller overhovedet at forstå, hvad forfatterne ville fortælle os eller overhovedet havde at sige. Endnu værre er det, at vi misbruger forfattere, som, selv om næppe nogen selv har læst dem, fortsætter med at udstråle autoritet til helt uerfarne mennesker af grunde, jeg ikke kan forstå. Moltke den ældre er et sådant tilfælde. Værre, når selv vores videnskabsmænd er sidelange Socrates citere.

For at forstå læsning ordentligt skal vi først forstå skrivning bedre. Theodore W. Adorno har i Minima Moralia en meget behagelig tilgang, nemlig: "Det er det, formens løse og uforpligtende karakter ønsker at udtrykke, ligesom forsagelsen af ​​en eksplicit teoretisk kontekst."

Et andet yderpunkt er nok digtene og eposerne, hvor forfatterne sidder i timevis, måske endda dage, over hvert komma, for så at fjerne det igen til sidst. Gerd M. Hofmann for nylig udtalt: "Da jeg gik i gymnasiet, da jeg skulle fortolke digte, spurgte jeg mig selv, hvorfor folk skrev sådanne tekster. Jeg har ikke fundet svaret før nu..."

Jeg tror, ​​at denne skriveform alene ved sin præcision er den bedst mulige måde for en forfatter at kunne sætte ord på sine tanker. Og selv her får hver læser nok spillerum til deres egen fortolkning - misforståelser kan aldrig helt elimineres.

Færre og færre mennesker er villige til at praktisere denne høje skrivekunst, især når den får episke træk, fordi det tager meget tid at gøre en sådan indsats.

Vi blev nok skånet for selv de fleste bøger. Jeg foretrækker også bare at skrive foran mig, og jeg er tilfreds, hvis mine detaljer svarer til 80 procent af, hvad der oprindeligt var tiltænkt; Jeg bruger ikke mere tid på at justere de resterende 20 procent.

Derfor sætter jeg stor pris på, når andre gør sig umage med at skabe egentlige skrivehøjdepunkter. En sådan er "Sangen om mig selv". Walt Whitman skrev. For bedre at forstå dette digt, er det tilrådeligt ikke blot at læse det én gang i sin helhed, men også at sammenligne digtet i dets første version fra 1855 med dets sidste version fra 1892. Begge slutter med følgende ord.

Undlader at hente mig i starten, bliv opmuntret,
Savner mig et sted, søg et andet,
Jeg stopper et sted og venter på dig.

Walt Whitman, Sang om mig selv

Nogle læsere vil nu spørge sig selv, hvad det har med minima moralia at gøre. Ikke mindre end dette med Magna Moralia af Aristoteles, i øvrigt en af ​​eleverne på Platon og sandsynligvis ved siden af Platon, der er studerende Socrates var en af ​​hovedkilderne til alt, hvad vi taler om i dag Socrates mener at vide.

Ligesom skrivning er det at forstå læsning en opgave, der normalt undervurderes. Især som læsementor i en folkeskole og på meseno samt underviser på et universitet er jeg overrasket over, hvor få studerende i dag stadig kender til vores sprog, selve "operativsystemet" i vores tænkning.

Jeg er mere overrasket over, hvad mange af nutidens læsere forstår ud fra det, jeg lige har læst. Og jeg taler ikke engang om de forskellige mulige fortolkninger. Hvis fri skrivning og fri læsning kun fører til uforståelse og misforståelser, kunne man tænke på, om selve skrivningen skulle formaliseres igen – det behøver ikke nødvendigvis at være rim. Men det er skrive- og taleforbud heller ikke. Man kunne bestemt blive enige om en ensartet grammatik og stavning.

Vi skal i hvert fald sørge for, at den kunstige intelligens i sidste ende ikke bare skriver, læser, forstår og tænker, og at vi bliver holdt i bur med de sidste primater ganske logisk.

»Uviddet sker gennem temaet probandum: man gør brug af dialektikken i stedet for at fortabe sig i den. Så vender den suverænt dialektiske tanke tilbage til det præ-dialektiske stadium: det fredfyldte udsagn om, at der er to sider af hver ting."

THEODOR W. ADORNO, MINIMA MORALIA (14. UDGAVE 2022 [1951]: 283)

---