Indlægsfoto: Blitz | © Billede af PIRO på Pixabay
Jeg havde min sørgeligste litterære oplevelse i K3. Jeg havde i lang tid selv forsøgt at kigge på det ildevarslende Kleist-arkiv Sembdner, selvom jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle stille op med Kleist. I modsætning til bybiblioteket var adgangen til arkivet for det meste lukket.
En dag lykkedes det mig dog at få adgang gennem en bagtrappe, og udover mange aflåste rum fandt jeg også et par støvede hylder med Käthchen-minder. Det spændende ved det er, at mine forældre købte et par af disse dukker selv, så jeg fandt noget, jeg allerede kendte der.
Kleist-arkivet Sembdner stammer i øvrigt fra en samler ved navn Helmut Sembdener, som på et tidspunkt ikke længere vidste, hvad han skulle stille op med alle Kruscht, solgte hurtigt værdigenstandene fra sin samling til interesserede og solgte resten i en kappe-og-dolk-kampagne af byen Heilbronn - hvorfor ingen kan sige i dag havde Sembnder helt sikkert fundet et fjols.
Allerede i 1991 blev vi i Heilbronn informeret om dette kup, og heldigvis blev en byansat i årevis frigivet for at tage sig af denne indsamling. Og det var nok denne herre Gunther Emig, som jeg så fandt der i et rum i arkivet.
På det tidspunkt havde han så travlt med sin forskning og andre aktiviteter, at han ikke var i stand til at befri mig fra min stadig igangværende syretest frustration og heller ikke give mig i det mindste noget Heinrich von Kleist at forene.
Tværtimod var dette besøg mere som et besøg i et begravelseshus og gav mig allerede dengang ideen om at genvinde i det mindste de faktiske skatte i arkivet og overføre dem til det tyske litteraturarkiv i Marbach; en idé, der i øvrigt også senere Gunther Emig ville have.
Den triste og nok største rest kan stadig sikkert dumpes på Vogelsangen og lokalerne kan bruges til et nyt formål, f.eks. B. for bybiblioteket.
Desværre besluttede kommunalbestyrelsen dog for nylig at fortsætte med at hædre dette "tyske kulturværdi" - uanset årsagen - i Heilbronn, i lighed med bymodellerne i Æreshallen, hvoraf den dyreste, der for nylig er købt til BUGA, nok er faret vild.
Jeg formoder, at Heilbronns kommunalbestyrelser aldrig behøvede at læse "Käthchen von Heilbronn", eller at deres forældre bevidst holdt disse dukker tilbage fra dem, hvilket kunne forklare denne Heilbronn Käthchenmania. Jeg går i hvert fald ud fra, at ingen af vores kommunalbestyrelsesmedlemmer hidtil har forvildet sig ind i Kleist-arkivet.
Tillæg 11.5.2023
Heilbronner Voice offentliggjorde et brev til redaktøren i dag Gunther Emig (11.5.2023: 21)
Lurvet
Fra 1992 til 2000 som direktør for stadsbiblioteket, fra 2000 til 2018 som direktør for Kleistarkivet Sembdner var det min opgave at købe fra de sparsomme rester af en privat samling, der tidligere var blevet solgt andre steder, trods min advarsel, på en vanvittigt oppustet pris fra byen var blevet gjort for at gøre noget. Jeg var meget heldig at kunne gøre dette takket være min personlige viden og færdigheder. Som internetpioner inden for humaniora fik jeg i 1996 lov til at lægge Kleistarkivet Sembdner på internettet med en særlig tilladelse. Internettilstedeværelsen sikrede ikke kun en pris i datidens computerverden, men også anerkendelse blandt tyske kolleger. Alt arbejde, både teknisk og indholdsmæssigt, er udført af mig gennem årene. Med Sembdner-købet i 1990 kunne man ikke have forudset, at kortene ville blive omlagt efter genforeningen i Kleist-sagen, men man kunne bestemt se, at den føderale regering, staten og byen Frankfurt (Oder) betalte syvcifrede beløb for det gjorde Kleist-museet i Frankfurt stærkt. Fokus er gradvist flyttet fra Heilbronn til Frankfurt. Det kunne have draget konsekvenser af dette. Hvad er tilbage? En smule glamour fra fortiden, som man stadig føler sig uberettiget til at kunne tage på hatten. Hvor lurvet.
Gunther Emig, Niederstetten
