Postfoto: Flygtningebåd i Middelhavet | © Pixabay
I nogle få uger er den mere end tragiske situation for de flygtninge, der forsøger at komme til EU via Middelhavet, blevet rapporteret bredt i medierne, og vores europæiske samfund er også begyndt at tage fat på dette spørgsmål. Ud over "forsvarsreaktioner" fra mange dele af befolkningen er der gentagne demonstrationer af solidaritet med flygtningene og individuelle forsøg på at hjælpe.
Derudover forsøger mange etablerede "hjælpeorganisationer" såvel som politikere, der anerkender deres chance for at styrke deres egen position med dette emne, at tjene penge på de druknendes ryg. Flygtningene bliver fanget mellem de mest forskelligartede interesser og må nu håbe på at være blandt de heldige få, der kan slippe ud af denne katastrofale situation i live.
I modsætning til hvad folk tror, er middelhavsdramaet hverken nyt, og det kommer heller ikke som en overraskelse for alle ansvarlige og interesserede. Jeg er fast overbevist om, at vores ansvarlige politikere bevidst har skabt denne situation i årtier, og dette efter mottoet: "Når vognen har ramt muren, er hurtige og billige løsninger tilstrækkelige til at hjælpe vores egen befolkning i lyset af katastrofen. at kunne vride nogle få indrømmelser”.
I lyset af "tidspresset" og "tragedien" er de ansvarlige ikke længere forpligtet til at tilbyde gennemtænkte, bæredygtige og langsigtede løsninger. I sidste ende gør dette det til en win-win situation for politikere og deres vælgere. Derfor vil vi også se en masse "kosmetik" i de kommende uger og måneder, men kun indtil andre katastrofer kaster en trylleformular over befolkningen i Den Europæiske Union.
Allerede i 1950'erne sigtede visionære politikere i og uden for Europa mod "Europas Forenede Stater" for at opnå en bedre fremtid for så mange mennesker som muligt. De tænkte allerede et skridt frem. For afslutningen på verdenskrigen betød også, at de tidligere europæiske kolonier i Afrika nu stod for sig selv, ikke blot skulle kæmpe med europæiske arv, men også skulle møde global konkurrence.
I lyset af denne truende vanskelige situation og bevidst om Europas ansvar vil politikere som f.eks Robert Schuman et "Eurafrica[1]": Ud over foreningen af Europa bør de afrikanske nationer også mødes, og begge samfund bør drage fordel af den andens fordele i tæt samarbejde med hinanden. Dette ville i det mindste have stærkt begrænset migrationsbevægelser, men de ville helt sikkert have gjort det muligt at koordinere dem.
Med nationalisternes genoplivning blev samlingsprocessen i Europa bremset, og på den anden side blev Afrika ved med at være Europas baghave og en billig leverandør af råvarer til hele verden. Dette styrkede migrationspresset på Europa, og nogle nationer (f.eks. Frankrig) begyndte allerede at planlægge større modtagelejre i deres land. Nationale udviklingsbistandsprogrammer blev også påbegyndt igen og igen, hvilket ganske vist havde en formildende effekt på de værste katastrofer, men uden nogensinde at bekæmpe årsagerne.
I løbet af den videre forening af Europa blev EU ikke kun befæstet, hvilket nu gør det næsten umuligt at flygte til EU på lovlig vis, men de europæisk sindede kræfter har også forsøgt igen og igen senest siden 1970'erne , for i det mindste at finde en holdbar løsning på migrationsbevægelserne.
Denne nye pragmatiske tilgang forudså dannelsen af en "Middelhavsunion". Denne idé var baseret på ældgamle erfaringer (Mare Nostrum) og det faktum, at man ikke kan kontrollere nogen vandmasse uden den modsatte kyst. Styrkelsen af alle Middelhavslande skal ikke blot fremme de respektive lande økonomisk, teknologisk og socialt, men også forhindre Middelhavet i at blive en grænse, der er svær at kontrollere. Det økonomiske opsving, der må forventes for hele Afrika, vil svække migrationsbevægelserne og også føre til, at immigrationsbølgerne vil kunne kontrolleres allerede i Saharas højde.
Senest siden det arabiske forår er det desværre blevet klart, at nationalisterne i Europa heller ikke vil støtte denne tilgang. Og senest nu skulle det stå klart for enhver, at vandringsbevægelserne ustoppeligt ville rulle mod Europa. Middelhavet er således forvandlet fra et feriemål for europæere til en dødsfælde for dem, der søger hjælp.
Derfor kan jeg personligt kun beskrive den løsning, der er populær i øjeblikket, som en skandaløs, at bruge et par krigsskibe til at fiske et par flygtninge ud af Middelhavet og gøre dette så effektivt som muligt med pressen.
Ikke desto mindre sammensatte jeg for et par dage siden de første tanker om den nyligt kaldte operation "Mare Europeaum" som et muligt diskussionsgrundlag, og jeg håber, at vores politikere vil være i stand til at stille de nødvendige midler og ressourcer til rådighed i milliardklassen, så vores europæiske værdier slutter sig ikke til de afrikanske flygtninge i Middelhavet tabt.
------------------------
[1] Robert Schuman: "For Europa" (2. udgave 2010: 104)
"Créer le navire ce n'est point tisser les toiles, forger les clous, lire les astres, mais bien donner le goût de la mer qui est un, et à la lumière duquel il n'est plus rien qui soit contradictoire mais communauté dans jeg elsker."
Antoine de Saint-Exupéry, Citadel (1948, LXXV)
