Featurefoto: Fra Mons til Cambrai, britisk angreb 25. august 1914 | © Shutterstock
Digtbindet "Rhythm of the New Europe" fortryller mig stadig. Dette digtbind, som stadig i høj grad er fra Gerrit Engelke Indeholdende digte, han selv havde samlet, blev første gang udgivet i 1921, omkring tre år efter hans voldsomme død af Cambrai. Edward Thomas, som jeg skrev i et bidrag til et digt af Robert Frost (Vejen ikke taget) nævnt, faldt et år tidligere ved Arras; samt utallige andre uskyldige mennesker, mest mænd, som meningsløst blev slagtet for vores Europa.
Gerrit Engelkes digt"Efter en tung drøm“ Jeg havde allerede præsenteret her i denne weblog for et par dage siden, hvilket fik mig til at fortsætte med at bladre i hans digtbind. Engelkes rytme af det nye Europa vil ikke slippe mig og tvinger mig til at have mine egne mentale storme, som brændes yderligere ind i en ildstorm af den europæiske krig (!), der raser i øjeblikket. Ja, vores Europa som helhed er i krig igen, og resten af verden skal passe meget på, at vi europæere ikke sætter verden i brand for tredje gang.
Faktisk fandt det nye Europa med utallige slagtede, for det meste meget unge mennesker aldrig sin egen rytme. Når man ser tilbage, må man erkende, at håbet om et fredeligt, frit og demokratisk Europa allerede var begravet i skyttegravene under Første Verdenskrig. Det sidste oprør blandt unge mennesker, der drømte om en fælles fremtid for Europa i en europæisk forbundsstat som en plan for en bedre verden, blev bogstaveligt talt bombet under Anden Verdenskrig.
Som vi ser i dag, var den sidste europæiske indsats fra de selverklærede europæere, der overlevede krigens raseri - det vil sige os - intet andet end dårlig luft i maven. De virkelig sidste europæere vil nu sandsynligvis blive ofre for denne seneste europæiske krig. Og de, der overlever, vil nok kun kunne bøvse om Europa - før vores Europa endelig opfylder sin egen skæbne: “Bud det var i orden, alt var i orden, kampen var afsluttet. Europa havde vundet sejren over sig selv. Den elskede Big Brother."
Ja, vi europæere er alle i en ny europæisk krig, og denne gang er fronterne klare og krystalklare! På den ene side kæmper europæerne for frihed og demokrati, og på den anden side kæmper europæerne for trældom og undertrykkelse – og det på tværs af alle religioner, etniske grupper og sprogområder!
Og denne krig har ikke kun raset i Ukraine fra starten – kun drabet og slagtningen dér kan ikke længere overses efter år med at se den anden vej. Krigen føres nu allerede i vores parlamenter over hele Europa, på gaden, i hjemmene og sidst, men ikke mindst i alle medier. Og dets udfald er stadig fuldstændig usikkert, selvom jeg allerede har udtrykt min frygt her!
Ud over de to verdenskrige, vi allerede har udkæmpet - lad os lade den kolde krig ligge - som vi tyskere i høj grad er skyld i, er der nu denne tredje krig, og denne gang formåede vi tyskere endda at være repræsenteret på begge sider i denne krig. Vi vil nok gerne være på den vindende side denne gang! Og vi tyskere er åbenbart ligeglade med, hvem der vinder!
Vores Europa har aldrig haft sin egen rytme, og det har heller aldrig haft sin egen fremtid! Europas fremtid lå begravet på slagmarken, før den overhovedet kunne begynde.
Under alle omstændigheder kan vi opklare to myter om menneskeheden i denne europæiske krig, den om krigsskyld og den om frigørelse.
Som man siger: "Gamle mænd fører krig, unge mænd kæmper og dør."(Dette citat er ofte Winston Churchill tilskrives). I dag ved vi bedre og kan endda opleve det live på YouTube: slackers får krig, og uskyldige mennesker dør!
Og især i denne europæiske krig taler alle virkelig om frigørelse. Frigivne kvinder - jeg udelukker unge mødre og gravide (!) - står side om side med deres brødre, fædre, ægtemænd og sønner, især i denne krig. Vi kan også opleve, hvad frigjorte kvinder er her live og på YouTube. Og hvis der var nok frigjorte kvinder, så kunne vi give mænd den luksus at desertere og undslippe.
Og den næste krig vil igen blive forårsaget af shirkers, desertører og skrigende kvinder. De sidste europæere vil i lang tid have set margueritterne nedefra eller, som østeuropæerne udtrykte det så blomstrende, have taget sig af vidunderlige solsikker.
Men nu tilbage til 1918. Gerrit Engelke skrev sit sandsynligvis sidste digt den 20. juli 1918. Den 11. oktober 1918 blev han igen alvorligt såret og døde den 14. oktober 1918 på et britisk felthospital nær Cambrai.
Til den store krigs soldater
Til minde om August DeppeOp! fra grøfter, lerhuler, betonkældre, stenbrud!
Kom ud af mudder og gløder, kalkstøv og ådsler lugte!
Kom nu! Kammerater! For fra front til front, fra mark til mark
Kom verdens nye ferie til jer alle!
Stålhjelme af, kasketter, kepis! og væk våbnene!
Nok af det blodbadede fjendskab og morderiske ære!
Jeg tryller jer alle sammen ved jeres indfødte landsbyer og byer,
Tilsmudsning, luge, hadets frygtelige frø
Bed dig om din kærlighed til søster, til mor, til barn,
Hvilket alene får dit arrede hjerte til at synge.
Ved din kærlighed til din kone – jeg elsker også en kvinde!
Ved din kærlighed til din mor – også jeg blev båret i en livmoder!
Ved din kærlighed til børn - fordi jeg elsker de små!
Og husene er fulde af forbandelse, bøn, gråd!Har du ligget ved Ypres, den knuste? Jeg lå der også.
Med Mihiel, den forkrøblede? Jeg har været her.
Dixmuide, den oversvømmede? Jeg lå foran din pande
I helvedes kløfter i Verdun, som dig i røg og klirr,
Med dig i sneen før Dünaburg, frysende, mere og mere dystert,
Jeg lå overfor dig på den ligædende Somme.
Jeg lå over for dig overalt, men du vidste det ikke!
Fjende til fjende, mand til mand og krop til krop, varm og
tæt.Jeg var en soldat og en mand og en pligtudøver ligesom dig
Tørstig, søvnløs, syg - altid på march og post.
Hver time væltet, skreg på, dampet over af døden,
Trængsel hver time derhjemme, elskede, fødested
Ligesom dig og dig og alle jer. –
Riv på din nederdel! Bare brystets bule!
Jeg ser græsningen af femten, den skurvede skorpe,
Og der på panden syet slids fra stormen ved Tahüre -
Men hvis du ikke synes, jeg er hyklerisk, vil jeg betale dig det samme gebyr:
Jeg åbner min skjorte: her er det flerfarvede ar på min arm!
Kampens mærke! af hop og alarm,
Et godt minde længe efter krigen.
Hvor er vi stolte af vores sår! stolt af din
Men ikke mere stolt end jeg af mit.Du gav intet bedre blod og ingen rødere styrke,
Og det samme hakkede sand drak vores juice! –
Knust din brors forfærdelige revne fra granaten?
Døde din onkel, din fætter, din gudfar ikke?
Er den skæggede far ikke begravet i hulen?
Og din ven, din sjove ven fra skolen? –
Hermann og Fritz, mine fætre, sivede blod,
Og den hjælpsomme ven, den unge mand, den blonde og gode.
Og hjemme venter hans seng, og i det fattige værelse
Siden seksten, siden sytten den sørgelige mor stadig.
Hvor er hans kors og grav for os! –fransk du, fra Brest, Bordeaux, Garonne,
ukrainsk dig, kosak fra Ural, Dnestr og Don,
Østrigere, bulgarere, osmannere og serbere,
Alle jer i handlingens og dødens rasende hvirvel -
Din brite fra London, York, Manchester,
Soldat, kammerat, i sandhed medmenneske og bedste -
Amerikanere fra de folkerige frihedsstater:
Kassér: særlig interesse, national stolthed og dualitet!
Hvis du var en ærlig fjende, vil du blive en ærlig ven.
Her er min hånd, så de nu, hånd i hånd, binder sig i en cirkel
Og vores nye dag finder os virkelige og menneskelige.Verden er stor og smuk og smuk for jer alle!
kom her forbløffet! efter kamp og støn af blod:
Mens grønne hav flyder frit ind i horisonten,
Som morgen, aften gluten i ren klarhed,
Når bjerge rejser sig fra dalene,
Hvor skælver milliarder af væsener omkring os!
Åh, vores største lykke er: Livet! –Åh, den bror skulle virkelig kalde sig bror igen!
At øst og vest anerkender den samme værdi:
Den glæde vil igen blinke gennem folkene:
Og mand til mand til godhed varmer!Fra front til front og mark til mark,
Gerrit Engelke, 1918
Lad os synge den nye verdens højtid!
Fra alle bryster brølede en rysten:
Salmen om fred, forsoning, ophøjelse!
Og den havbrusende, dampende sang
Den henrivende, broderfavnende,
Den vilde og hellige medfølende
Højt til tusindfold kærlighed rundt omkring på alle jorder!
