Postfoto: Heilbronn 1945 | Optagelse af de amerikanske væbnede styrker | Scannet af Uwe Jacobi
Da de europæiske føderalister i 1973 genforenede sig i en enkelt forening efter omkring 17 års adskillelse på europæisk plan, blev de enige om tre føderale ideer og ni grundlæggende dokumenter.
sMEF/AEF-genforeningskongressen fra den 13. til den 15. april 1973 i Bruxelles, som mødtes under mottoet "De forenede europæiske føderalister kæmper for europæisk demokrati", besluttede, at de europæiske føderalister fra tankerne Immanuel Kants, Alexander Hamiltons og Pierre Joseph Proudhons og inkluderede de fælles grundlæggende dokumenter præsenteret i denne artikel i præamblen til de nye vedtægter.
Dass Immanuel Kant og Alexander Hamilton tilhører tænkerne er også ubestridt den dag i dag. Førstnævnte nedlægger 1795 med sit filosofiske udkast til evig fred grundlaget for alle føderalister. Alexander Hamilton, en af USA's grundlæggere og forfatter til 51 af de 85 artikler i Federalist Papers (1788), hvilket i det væsentlige lægger grundlaget for det moderne, repræsentative demokrati. Pierre Joseph Proudhon står på tredjepladsen, fordi han anses for at være idékilden til kommunalismen, som allerede af flertallet i 1947, både af verdensføderalister og af de europæiske føderalister, blev opfattet som det syn på føderalisme, der egentlig burde stræbes efter. Proudhon er stadig kendt i dag for sit udsagn "Ejendom er tyveri", som er taget fra hans værk "Qu'est ce que la propriété? Ou recherches sur le principe du droit et du gouvernement.« fra 1840.
De ni grundlæggende elementer i føderalisme, som de europæiske føderalister nævner, er Føderale Unions retningslinjer (1939), den Principper for et nyt Europa i Europa-Unionen Schweiz (februar 1940), at Manifest af Ventotene (juli 1941), den Genève-erklæringer fra de europæiske modstandsfolk (maj 1944), at Hertenstein program (september 1946), den Erklæring fra den første kongres i Montreux (august 1947), den politisk resolution fra den første kongres i EUROPA-UNION Tyskland (maj 1949), vedtaget af den anden kongres i Montreux (april 1964). Føderale charter, og det blev vedtaget på Nancy-kongressen i april 1972 historisk politisk redegørelse.
Personligt tilføjer jeg også følgende dokumenter, hvoraf de fleste blev oprettet senere, som vigtige. For det første politisk udtalelse fra UEF's samlingskongres selv, som blev indgivet den 15. april 1973, og på den anden side den tolv afhandlinger for Europa (14. april 1964), den Kiel-program for Europa (27. juni 1978), den Charter for europæisk identitet (28. oktober 1995) og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (1. december 2009).
Med de 14 dokumenter, der er listet her, kan du få et omfattende overblik ikke kun over europæisk føderalisme, men over føderalisme som helhed, da verdensføderalisterne kun adskiller sig fra de europæiske føderalister ved, at Verdensføderalister siden 1947 ønsker at opnå verdensunion via et verdensparlament (konstitutionalister) og de europæiske føderalister besluttede i 1947 først at skabe et frit Europa, derefter Europa som helhed som en føderal stat og plan for andre verdensregioner og en senere verdensunion. Lige fra starten var "europæerne" opdelt i konstitutionalister og institutionalister, hvor førstnævnte skabte den europæiske forbundsstat via et Europa-parlament, og sidstnævnte ønskede at opmuntre medlemslandene til at vokse sammen gennem fælles institutioner.
De ovenfor nævnte kommunalister opstod, i hvert fald efter min mening, fra strømningerne i Ordre Nouveau og accepten af det kristne subsidiaritetsprincip og tilbyder således stadig den eneste levedygtige føderale løsning for nuværende og fremtidige samfund. Jeg anbefaler det til alle, der ikke tror på det Michael Wolffsohn (2015) at læse.
De største modstandere af den kommunale idé, af alle samfund, der vokser op fra kommunen, på tværs af regionerne til en forbundsstat, er dem, der har fundet sig godt tilpas i de nuværende og for det meste forældede strukturer. Helt fra begyndelsen sætter disse sammen med nationalister og centralister bremser for enhver yderligere føderal udvikling og sikrer, at Europas Forenede Stater og også en fremtidig verdensunion - dvs. evig fred - er en drøm for mange, men kun en drøm er tilbage. .
Til sidst vil jeg gerne påpege, at den europæiske idé heller ikke er forenelig med paneuropæiske ideer, og derfor er europæiske føderalister utvivlsomt ikke "overstateuropæere" (Kemal Dervis, 2005).
"Oplysningstidens tidsalder, det vil sige den optimistiske tro på ubegrænsede fremskridt gennem fornuften, har næsten fejlet uden for videnskaben i Europa."
Eugene Kogon (1974: 23)
