Indlægsfoto: eksempelbillede | © Gerd Altmann på Pixabay
Dette er et velkendt princip, hvis overholdelse helt sikkert ville have sparet mig for meget arbejde og endnu flere nerver i de sidste par årtier, men jeg har aldrig rigtig været tilgængelig for så profane råd.
Og så var det egentlig ikke overraskende, at jeg blev konfronteret med en idé, der var ny for mig, efter at jeg for nylig havde fået min weblog på et rigtig godt grundlag, og den kørte næsten af sig selv uden problemer, nemlig et ret decentralt web system. Denne idé kaldes IndieWeb og har en ganske interessant tilhængerskare. Og så skete det, at jeg besluttede - allerede før jeg rigtig havde beskæftiget mig med det grundlæggende selv - at redesigne denne weblog i overensstemmelse hermed og med det samme.
Resultatet er, at ikke kun bloglæserne ikke længere kan finde noget nyt eller endda velkendt, men at jeg nu hele tiden bliver konfronteret med, hvad der virker, og hvad der slet ikke virker.
Det var heller ikke særlig overraskende for mig Detlef Stern også flirtet med denne idé og i overensstemmelse hermed allerede eget blogindlæg i 2016 skrev om det - hvis bare jeg havde læst det først!
Jeg kunne nu – takket være dagens teknologi – bare trykke på nulstillingsknappen og gendanne det sidste og perfekt fungerende system, men det ville bare ikke være mig.
Jeg kunne også godt begynde at arbejde med backups, men det synes jeg stadig er fuldstændig overdrevet, og Detlef har bestemt ventet i flere år på, at hele mit “selvlavede” system skulle sprænge i ansigtet på mig. Og i mellemtiden har han brugt ventetiden på at fortælle om sit note butik at tilbyde et system, der i sin enkelthed og frem for alt overskuelighed passer særligt godt til hobbyfolk som mig.
Interessant nok var jeg i stand til at læse i andre blogs, at disse ideer (HTML, IndieWeb og enkelhed) også havde bevæget andre mennesker før, og nogle af dem, efter deres egne forsøg, vendte tilbage til Word Press med deres weblogs, fordi det stadig er en af de nemmeste systemer at bruge.
Jeg kom selv oprindeligt fra et helt andet Web 2.0-hjørne og gik også i stå med Word Press på grund af dets enkelhed; I mellemtiden kan alle de tidligere systemer, jeg brugte, være migreret til digitalt nirvana, og Detlef vil bestemt gerne påpege, at jeg kunne have gemt deres indhold med en fungerende backup ind i denne nye æra - kunne have, kunne have, cykelkæde .
I hvert fald venter der meget spændende uger på mig og ikke på grund af den aktuelle udvikling i vores verden eller endda bare omkring mig, men simpelthen på grund af, om det nogensinde vil lykkes mig at implementere IndieWeb-konceptet med denne weblog. Men uanset hvad resultatet er, ved slutningen af hele kampagnen præcis, hvad dette IndieWeb handler om.
Udover princippet "skift aldrig et kørende system", er der også forsøgsopstillingen "trial and error" og dette i betydningen heuristik.
Og da vi allerede er ved emnet principper og beslutninger, vil jeg denne gang begrænse mig til kun én god beslutning for det nye år, nemlig at få denne weblog op at køre igen på en sådan måde, at dens vedligeholdelse og montering er lige så let. som muligt for mig og mig, så falder jeg ikke længere under for fristelsen til at foretage yderligere fundamentale ændringer i den. For også jeg er så småt ved at nå den alder, hvor princippet "skift aldrig et løbesystem" bliver ganske forståeligt.
Til sidst er der kun tilbage for mig at ønske alle mine læsere et godt nytår. Vær i god behold og sætter pris på mine blogindlæg!
"C'était l'explosion du nouvel an: Chaos de boue et de neige, traversé de mille carrosses, étincelant de joujoux et de bonbons, grouillant de cupidités et de désespoirs, délire officiel d'une grande ville fait pour troubler le cerveau du solitaire le plus fort.
Charles Baudelaire, Le Spleen de Paris, Un plaisant (2021 [1869]: 10)
Au milieu de ce tohu-bohu et de ce vacarme, un a trottait vivement, harcelé par un malotru armé d'un fouet.
Comme l'âne allait tourner l'angle d'un sidewalk, un beau monsieur ganté, verni, cruellement cravaté et emprisonné dans des habits tout neufs, s'inclina cérémonieusement devant l'humble bête, et lui dit, en ôtant son chapeau: “je vous la souhaite bonne et heureuse !” puis se retourna vers je ne sais quels camarades avec un air de fatuité, comme pour les prier d'ajouter leur approbation à son consentement.
L'âne ne vit pas ce beau plaisant, et continua de courir avec zele où l'appelait son devoir. Pour moi, je fus pris subitement d'une incommensurable rage contre ce magnifique imbécile, qui me parut concentrer en lui tout l'esprit de la France."
