Indlægsfoto: Den farverige republik Tyskland | © Peter H på Pixabay
I de sidste 70 år er navngivningen af vores "forenede Europa" ikke kun blevet udkæmpet i tysktalende lande. Siden dengang har der været to populære udtryk. På den ene side begrebet Den Europæiske Union, som blev vedtaget med Hertensteiner-programmet i september 1946, og på den anden side begrebet Europas Forenede Stater, som blev fremtrædende brugt af Winston Churchill men var allerede repræsenteret kl Altiereo Spinelli var i brug i 1941. Et andet udtryk, som også findes hos Spinelli, er næsten faldet i glemmebogen, nemlig det "europæiske forbund".
I løbet af de sidste par årtier er de to første valgperioder gentagne gange blevet fremsat af mange europæiske føderalister på en offentlig effektiv måde. I sidste ende fangede konceptet med Hertenstein-programmet dog hos alle involverede i Europa, og vi fik en europæisk union.
Begyndende med den "grundlæggende debat" blev der igen sat gang i en diskussion om navngivningen af vores "fremtidige Europa", og den har nået sit klimaks med en "førstesemester-løsning", nemlig konceptet om et "Forenet Europa".
De egentlige årsager til ønsket om en ny terminologi er mangfoldige og afslører også en eufemistisk tendens.
Hvis vi beslutter at omdøbe EU i en yderligere kontraktlig "revision", anbefaler jeg ikke at indføre nye vilkår, men at falde tilbage på vilkår, der har været veletablerede i årtier. Jeg er glad for at indrømme, at udtrykket "European Federation" har en særlig charme og også potentialet til at løse eksisterende duplikationer af vilkår, der påvirker vores egen forening.
Skulle vi vælge det europæiske forbund, så kunne vi også følge vores egen ungdomsorganisation, som skiftede navn fra Bund Europäischer Jugend til Unge Europæiske Føderalister tilbage i 1950'erne. Som europæiske føderalister (af Tyskland) kunne vi også skabe mere gennemsigtighed for de mindre interesserede medborgere og ville have overvundet det faktum, at to politiske partier har samme navn, til gavn for alle involverede.
"Og dette viser, hvor meget lettere det er at være kritisk end at være korrekt."
Benjamin Disraeli i sin tale i Underhuset (24. januar 1860)
