Postfoto: Airbus A400M | © Pixabay
Als Superstaateuropäer bezeichnet man jene Nationalisten, welche letztendlich erkannt haben, dass es keinen Staat in Westeurasien gibt, der in der Lage ist, selbstständig zu bleiben und dabei auch zu prosperieren. Deshalb fordern sie den Zusammenschluss von „europäischen“ Staaten zu einem „Europa“, wobei sie gerne unterschlagen, was für eine Art von Europa sie dabei selber wollen, und darüber hinaus selbst die unterschiedlichsten und teilweise sehr krude Vorstellungen haben.
Under alle omstændigheder er superstateuropæere præcis det modsatte af os europæiske føderalister, som startede i 1946 med Hertenstein program har vist, hvordan et Europa skal se ud, og dette til gavn for hele verden.
Mennesker, der ikke er dybt involveret, kan let genkende superstateuropæere på deres tre mest populære og også mantra-lignende udtalelser:
Erstens, das „neue Europa“ muss sich gegen den Rest der Welt behaupten können. Je nach nationalistischer Vorliebe des jeweiligen Superstaateuropäers richtet sich dies dann gegen „die Amerikaner“, „die Russen“, „die Chinesen“, „die Afrikaner“, „die Inder“ oder ganz plakativ gegen „alle Faulen, Dummen und Unnützen auf dieser Welt, welche selbst keine west-christlichen weißen Abendländer sind“.
For det andet skal det "nye Europa" først og fremmest skabes af militæret, hvorved dette militær klart skal underbygge Europas krav om at være en verdensmagt og repræsentere Europas interesser i hele verden. De mest populære buzzwords for superstateuropæerne er: "atomparaply", "satellitter", "hangarskib", "rumhavn", "superfly", "atomvåben og ubåde".
For det tredje skal det "nye Europa" være i stand til at gøre alt på egen hånd og bedre end alle andre og derved udelukke og adskille sig fra de andre så vidt muligt. Superstateuropæere taler derfor gerne om "Europa som kontinent", en "europæisk identitet", "europæisk internet", "europæisk sky", "grænsesikkerhed" og "told og økonomisk kontrol".
I sidste ende er superstateuropæere dog kun de traditionelle tilhængere af Grande Nation, pan-tyskere, stortyskere, nye antikke grækere, nye romere eller conquistadorer. Kun denne gang med erkendelsen af, at alle ikke længere kan nå noget på egen hånd.
Das Traurige an dieser eigentlich an sich guten Erkenntnis aber ist, dass wir Europäer, wenn wir als Referenz die Europäische Union nehmen, kaum noch 5 % der Weltbevölkerung stellen, kaum noch über eigene Rohstoffe verfügen und unseren „Kontinent“ zumindest aus Sicht der Umwelt, heruntergewirtschaftet haben, denn sauberes Wasser, saubere Böden oder saubere Luft sind inzwischen nur noch Definitionssache, alle Urwälder längst abgeholzt und die Artenvielfalt Aufgabe der zoologischen Gärten.
Und deshalb wird ein Superstaat Europa auch nur die gleichen Ergebnisse erzielen können wie die Nationalstaaten zuvor auch. Und dies führt bekanntlich und unvermeidlich zu Krieg, Mord und Totschlag.
"Historien er ofte formet af små grupper af fremadskuende innovatører snarere end af de bagudskuende masser."
Yuval Noah Harari, Homo Deus: A Brief History of Tomorrow (2016: 315)