Indlægsfoto: barn læser | © Pixabay
Klokken er halv syv og en hel dag er ved at være slut. Faktisk burde vi langsomt hvile os og bringe dagen til en behagelig afslutning. Men det er ikke muligt hos os, tværtimod: Senest omkring halv syv bliver vi lidt hektiske. Det skal stadig spises om aftenen, børnene skal børste tænder, vaske sig, tage pyjamas på og alt det hurtigt. For jo før vi er færdige, jo mere tid har vi til at læse højt. Vi er ivrige forældre, har lavet vores lektier og følger enhver pædagogisk diskussion med stor interesse. Derfor ved vi, hvor vigtig læsning er for vores børn. Det fremmer ikke kun vores kæres læse- og sprogfærdigheder. Nej, vi ved også, at der er tidsvinduer i den menneskelige hjerne, og når de først er lukket, jamen så "Godnat"!
Men seriøst, det kan alt sammen være sandt, men vil du have mig til at fortælle dig, hvorfor vi læser for vores børn? Simpelthen fordi vi nyder det! Vi nyder den hyggelige aften, når vi krøller sammen og fordyber os i bøgernes rige. De har fulgt os i mange år: den aldrig mætte larve, Findus og Petterson, den lille ravn og hvad de nu hedder. Vores repertoire ændrer sig over tid og efterhånden som vores børn bliver ældre. Og de historier, der gør aftentimerne så værdifulde for os, er fyldt med helte fra vores barndomsdage: at føle sig stærk som Pipi Langstrømpe igen, tage på eventyr med Jim Button eller blive lidt bange med det lille spøgelse. Denne oplevelse retfærdiggør aftentimens stress og jag. Jeg har allerede nævnt, at vi er ivrige forældre, og derfor lader vi altid læsningen blive afbrudt af den samtale, vi har sammen. På denne måde opmuntrer vi vores børns kommunikationsevner og nærer i al hemmelighed håbet om måske alligevel at opdrage en veltalende stjerneadvokat...
Men selvom der ikke kommer noget ud af disse karrierehåb, vil vi have vidunderlige minder. Det minder mig om, kender du rent faktisk hr. Nett? Han hedder Nett, men han er en meget gnaven, grum mand, der gør livet svært for børnene fra Bullerbü. Han er skomager af fag. Når jeg er nået frem til denne historie, mærker jeg en vis usikkerhed hos vores børn. Og så spørger jeg, om de ved, hvad en skomager er.
Efter en lang tavshed begynder vores datters ansigt at skinne, og helt klar over, at hun kan give det rigtige svar, siger hun: "Men han kører racerbil."
Måske skal vi alligevel revurdere vores prioriteter og ikke lade nogen muligheder lukke med vores børn, før vi har givet dem den viden, de har brug for...
Dette blogindlæg dukkede første gang op den 15.-16. november 2003 i avisens "Familiebånd"-spalte Trier folkeven, hvor skiftende forfattere kommenterede dagligdagens familieliv.
Ursula Schaffer er lærer på Realschule Plus Bleialf i Rheinland-Pfalz, bor i Bitburg og endnu mere, min yndlingssøster. Hun skrev blandt andet flere gloser til ovenstående klumme. Jeg kunne lide dem så meget, at jeg bad dem om at offentliggøre i det mindste nogle af dem på min weblog.
