Postfoto: Pixabay
Under hele min valgkamp var ét emne der fra begyndelsen og kørte som en rød tråd gennem næsten alle diskussioner – boligproblemet i Heilbronn og omegn.
Læser man de forskellige partiers valgprogrammer og lytter til deres tilsvarende udtalelser, krav og løfter, burde det ikke være så stort et spørgsmål i vores by i lang tid.
I de til tider meget heftige diskussioner med desperate mennesker, der leder efter bolig, boligudbydere, repræsentanter for kirker, hjælpeorganisationer og foreninger samt andre forkæmpere, må jeg drage den konklusion, at ingen af os her i Heilbronn er helt klar over problemet og derfor er det meget presserende, at der er behov for handling.
Det er åbenlyst for hver enkelt af os, at alle skal kunne leve! En person, der ikke har et tilstrækkeligt sted at trække sig tilbage, kommer til skade, og så snart det berører flere mennesker, repræsenterer det et konfliktpotentiale for hele borgerskabet.. For at sige det positivt: tilstrækkeligt boligareal pacificerer vores by og gør den endnu mere beboelig og elskelig.
Man skal dog ikke falde for fristelsen til at tackle dette problem centralt og administrativt – sådanne forsøg har altid fejlet bragende.
Det vil derfor være nødvendigt ikke blot at netværke alle direkte og indirekte involverede aktører med hinanden så hurtigt som muligt, at inddrage eksisterende løsninger som "Karlsruher-modellen" og at skabe og ajourføre en vurdering af tingenes tilstand mht. mulige løsninger, der er tilgængelige for alle.
Det skal så resultere i et politisk koordineret koncept for, hvordan vi ønsker at tackle dette problem på kort, mellemlang og lang sigt, med hvilke præferencer og prioriteringer. De resulterende mål skal da også konsekvent overvåges og om nødvendigt sanktioneres.
I den kommende valgkamp ønsker jeg ikke længere at skulle skændes om, hvorvidt og hvorfor der er mangel på boliger eller hvem der er skyld i hele miseren, men om hvordan vi bedst og hurtigst når vores fælles definerede mål.