Indlægsfoto: Borger | © Ints Vikmanis, Shutterstock
En borgerbevægelse bliver ikke sådan, fordi borgere flytter dertil, men udelukkende fordi borgerne, der er organiseret i den, tager imod udfordringer, altså flytter disse udfordringer og dermed ændrer samfundet som helhed.
En sådan borgerbevægelse er de europæiske føderalister, i det mindste plejede de at være det indtil slutningen af 1950'erne. Dens styrke blev tydeligst mærket i 1948, da europæisk-sindede borgere fra hele Europa og langt ude mødtes i Haag, hvilket i sidste ende tvang professionel politik til at ændre verden for altid.
Fra begyndelsen spekulerede historikere fra nyere historie på, om det ville lykkes føderalisterne at opnå den samme effektivitet i vores samfund, som liberalisme, patriotisme eller endda nationalisme og de forskellige pan-bevægelser tidligere havde opnået.
Ikke kun Kirian Klaus Patel I sin bog "Project Europe - A Critical History" drager han den konklusion, at selvom næsten alle europæere i 1945 ikke længere ønskede krig, viste flertallet også ringe interesse for en løsning på dette problem, nemlig gennem den europæiske idé, men kun og alene. , i deres positive effekter på dit eget, meget personlige velvære.
Så det var de europæiske føderalister, der, fuldt ud klar over, at de nu havde den rigtige løsning på de fleste sociale problemer, ihærdigt kæmpede for frihed, demokrati og føderalisme og opfordrede til Europas Forenede Stater. I de første år lykkedes det endda at vinde hundredtusindvis af medborgere for denne idé og at samle disse borgere på gader og pladser over hele Europa til proeuropæiske aktioner.
Optimisterne blandt føderalisterne så sig selv som den største europæiske borgerbevægelse, og de mente, at de fleste af deres medborgere stod bag dem, skabte ikke kun nye ideer som kommunalisme, venskabsbyer eller en styrkelse af regionerne, men også fakta fra professionelle. politik til flere og flere indrømmelser i retning af en europæisk forbundsstat og alment gældende menneskerettigheder såvel som europæiske borgerrettigheder.
Til at begynde med reagerede faglig politik på føderalisternes krav uden hvis eller men, men i løbet af de sidste par årtier, med denne bevægelse, der grundlagde Europa og vores demokratier, og deres ideer, var de i stand til at nå til en forståelse af, at disse ideer var af begge sider som grundlæggende blev anerkendt som gyldige, men de resulterende og nødvendige foranstaltninger og implementeringer blev yderligere differentieret, bureaukratiseret og bragt ind i endeløse sløjfer af demokratiske og administrative processer.
På den måde kunne fagpolitikken igen fratage borgerne initiativretten og genvandt også sin selvstændighed. Dette spil blev startet af nogle borgere - Altiero Spinelli nævnes her som et eksempel - og civilsamfundet har den dag i dag forgæves forsøgt at genvinde initiativet.
Elskere af administrative processer og institutioner blandt de europæiske føderalister så dog anderledes på tingene og udbredte den særlige måde at deltage på, nemlig at have en konstant indflydelse på faglig politik som forening og dermed at nå fælles mål i en slags partnerskab. Dette system er gennem årtier blevet yderligere udbygget, forfinet og dermed institutionaliseret gennem kooptioner, folketingsgrupper eller skiftet fra forening til folketingsarbejde og tilbage igen, for blot at nævne nogle få eksempler.
Men selv i denne model bevarer fagpolitikken stadig initiativet, da den altid er bedre administrativt stillet, end borgerne nogensinde kan være dem selv. En yderligere komplikation er, at i modsætning til de europæiske føderalister bringer faglig politik ikke sine ideer og mål på linje med selve den europæiske idé, men udelukkende med den nuværende og formodede flertalsopfattelse; I dette partnerskab betød det, at de europæiske føderalister – integreret i systemet – mistede deres iboende magt i befolkningen og dermed også på politik, og professionspolitik fik derfor indflydelse på de europæiske føderalister frem for omvendt.
Dette forklarer også, hvorfor nogle mål ikke er nået den dag i dag, og hvis disse stadig bliver sagsøgt af i det mindste dele af borgerne efter 70 år, bliver de igen skrinlagt med den kortfattede kommentar, at "Rom blev ikke bygget på en dag enten”. vil.
Realisterne i borgerbevægelsen noterer gerne, at flertallets mening, hvis ikke overbevisningen fra 1945 om, at der ikke har været krig siden da - i hvert fald i vores land - er blevet opfyldt, og at de europæiske føderalister har ikke ændret mening den dag i dag, hverken enige - eller ikke længere - om slutresultatet af, hvordan Europas Forenede Stater i sidste ende skal se ud.
Optimisterne i den faglige politik derimod noterede sig, at de europæiske føderalister gerne kunne præsentere faglig politik for flere gennemarbejdede alternativer, der også har funktionsgarantier, som så skulle stemmes om af parlamentarikerne.
I sidste ende ville dette tilføje endnu en løkke i tilblivelsen af et forenet Europa, en som meget vel kunne give årtiers debat og yderligere udvande både ansvar og ansvarlighed.
En yderligere komplikation i dag er, at der i modsætning til krig eller dens fravær er problemer og udfordringer, som ikke kan løses med endeløse sløjfer af institutionelt og parlamentarisk arbejde, og som heller ikke løser sig selv, såsom miljø & klimaforandringer eller knaphed på ressourcer og befolkningsvækst, for ikke at nævne aktuelle pandemier.
Derfor er det nu på tide, at vi europæiske føderalister insisterer på vores idé og vores koncepter, fremmer både Europas Forenede Stater og en føderal forfatning for Europa over for vores medborgere og sagsøger igen i professionel politik. Og så snart vi igen opnår effektiv magt med vores fungerende ideer, vil fagpolitikken også agere og tilbyde os borgere hensigtsmæssigt gennemarbejdede forslag og modeller, om ikke andet for selv at kunne genvinde initiativet.
Denne gang kan vi dog kun slippe vores folks repræsentanter fra krogen i særdeleshed og faglig politik generelt, hvis begge definitivt har leveret!
Vi vil have Europas Forenede Stater! Og vores motto forbliver det samme: Et forenet Europa i en forenet verden.
"Fra et vist tidspunkt er der ingen vej tilbage. Det punkt er opnåeligt."
Franz Kafka, Opbygning af den kinesiske mur, refleksioner over synd, lidelse, håb og den sande vej (1931, 5)
