Udvalgt foto: Scrabble Stones | © Alexas billeder på Pixabay
På grund af anledningen skriver jeg noget om ordets ret og især om det skrevne. Og jeg er allerede meget spændt på at se, hvordan fuldt kvalificerede advokater vil rette op på min tankegang. Jeg er gennem årtier ikke blot nået frem til, at enhver lov primært er et fortolkningsspørgsmål, men jeg kan også fremlægge gode beviser for, at den respektive lovfortolkning allerede er et politisk og ikke længere et rent juridisk anliggende i vores land.
Jeg starter med et eksempel fra et andet område. Hvis person A skyder en pistol mod en person og rammer dem, så overføres besiddelse af kuglen fra denne pistol også fra person A til person B. Det betyder, at kuglen i person B's krop nu tilhører person B og ikke længere person A.
Og så snart person A får fat i kuglen fra person B's krop, er det tyveri og, hvis jeg husker min studietid halvvejs rigtigt, endda væbnet røveri, hvis person A ikke har lagt deres våben først.
Men nu tilbage til de skrevne ords verden. Det er ganske analogt med mit eksempel ovenfor med ordene, så snart en person A adresserer ord til en person B, bliver disse ord deres ejendom efter modtagelse af person B. Det betyder, at person B er ejeren af disse ord og kan gøre, hvad de vil med dem uden hvis eller men, herunder at påpege, hvem disse ord oprindeligt kom fra, fordi det sandsynligvis falder ind under ophavsretsaspektet.
Dette gælder naturligvis også korrespondancehemmeligheden, hvorved det skal bemærkes, at person A er ejer af brevet og dets indhold, indtil person B har modtaget dette brev. Brevet og hele dets indhold bliver derefter person B's ejendom - på almindeligt engelsk kan denne person nu gøre, hvad de vil med det. Det samme gælder i øvrigt e-mails og indlæg.
Brevhemmeligheden har kun til formål at sikre, at ingen person C tager brevet og dets indhold i besiddelse. Det er ikke mere.
I tilfælde af at person A ønsker at rette ord til person B, som kun skal forblive kendt af person A og B, kan der på forhånd indgås en passende aftale. Her forpligter person A og person B indbyrdes, at uanset hvem der ejer ordene, så bliver de ikke videregivet til person C. Dette er nok kendt af de fleste under begreberne "officiel hemmelighed" eller "klassificerede oplysninger".
Og især når det drejer sig om officielle hemmeligheder og klassificerede oplysninger - om ikke andet for gennemsigtighedens skyld - skal der handles meget restriktive, hvorved der også skal være et reelt behov for "tilsløring". Fordi kommunikation er alt livs eliksir, og det er derfor helt afgørende, at information flyder så frit som muligt.
For at berolige alles sind, vil jeg gerne påpege, at dette kun er min meget personlige mening og selvfølgelig kan alle andre have en helt anden mening.
Advokater skal tage stilling til, om jeg har ret efter min mening, men desværre bestemmer de normalt efter det respektive politiske klima.
