tidsændring

Indlægsfoto: eksempelbillede | © Pixabay

I dag kl. 3 var det den tid igen, og urene blev sat en time tilbage til status quo. Nu er vi tilbage i Tyskland i den tid, der faktisk er beregnet til vores tidszone. Det er overflødigt at sige, at vi mennesker inddelte verden i forskellige tidszoner for noget tid siden, og at hvert sted har sin egen lokale tid, som viser klokken 12.00 præcis, hvornår solen står i zenit ved middagstid; på nogle ure, såsom det i Strasbourg-katedralen, kan man se nærmere på det.

Den 1. april 1893 blev centraleuropæisk tid sat som standardtid for hele det tyske rige. Coordinated Universal Time (UTC) blev etableret i 1972, og vores tidszone, Centraleuropa, som er på linje med 15. længdegrad, har en time mere, altså UTC+1.

Hovedkriteriet for denne klassifikation er, at et land bruger den tidszone, hvori hoveddelen af ​​landet er beliggende. Sandsynligvis af politiske årsager blev den centraleuropæiske tidszone udvidet til Spanien, hvilket har en ikke ubetydelig indflydelse på den daglige rutine for lokalbefolkningen.

Koordineret verdenstid har store fordele for visse applikationer, projekter og virksomheder som telekommunikation, maritim og rumfart eller endda militære øvelser og operationer, men det har sine grænser for mennesker og dyr.

Ud over den politisk motiverede udvidelse af tidszoner for bedre at kunne forbinde stater med hinanden, blev der især i krise- og krigstider forsøgt at skabe økonomiske fordele ved at indføre sommertid.

Sandsynligvis på grund af oliekrisen i 1973 kom sommertiden kun tilbage i nogle europæiske lande, hvilket så også gjaldt for Tyskland fra 1980. Dette var så interessant for mig på det tidspunkt, at jeg og en ven ventede kl. 2 foran et offentligt ur i Heilbronn, indtil det, som annonceret på forhånd, automatisk ville skifte og flytte minutviseren til kl. 3 om morgenen hvert sekund.

Knap 40 år senere burde alle være klar over, at de ønskede fordele ved sommertid heller ikke denne gang kunne opnås. Men man kunne have lært af erfaringerne fra de tidligere forsøg, som altid kom til samme konklusion efter cirka fire år.

Så de, der fik lov til at overvære begyndelsen af ​​sommertiden, kan nu håbe på også at kunne overvære dens endelige afslutning; og hvem ved, måske vil fremtidige generationer lære af vores erfaringer i denne henseende.

Det virkelig interessante ved tidsændringen er dog, at vores nyhedsoplæsere tilsyneladende alle går ud fra, at de ansvarlige for tidsændringen vil "stjæle" en time om foråret og så give den tilbage om efteråret. Samtidig skal vi alle igen og igen være opmærksomme på, at ingen, heller ikke administrativt personale, hverken kan give os eller kreditere os med tid, kun stjæle den. Og desværre kan sådanne tidstyve findes overalt; selvom rigtig mange af os ville være nødt til at indrømme, at vi selv er vores livs virkelige sløsere - carpe diem, og hvis det ikke er nok, vil vi også gerne overnatte.

Vi mennesker kan i øvrigt måles på, hvordan vi håndterer vores egen tid og vores medborgeres. Du kan altså stadig få noget positivt ud af en tidsændring, nemlig hvis du benytter denne mulighed bevidst om sin egen forgængelighed — må dette føre til en lidt anderledes overgang!