15.1.02023

Featurefoto: Rick's Café Américain, snapshot fra filmsættet | © Warner Bros. Billeder

søndag aften

I slutningen af ​​weekenden tog vi på danseskolen for at komme på dansegulvet. Jeg vænner mig nok ikke til discofoxen, men der var en tango til sidst.

Discofoxen, som du kan se på navnet, kom ud af foxtrot, som stadig undervises og danses den dag i dag. Jeg blev skånet for Beat-Fox, forløber for Discofox. Desværre - efter min mening - blev det såkaldte Discofox skabt under mine dansetimer og blev endda optaget på verdensdanseprogrammet i 1979 i slutningen af ​​mine dansetimer.

Da min bedre halvdel endelig fik mig til dansetimer igen, var jeg ikke tilfreds med, at Discofox havde holdt i årtier. Og ikke nok med det, der er nu flere karakterer, end jeg frygtede i mine vildeste drømme. Og så må jeg på godt og ondt affinde mig med, at hvis jeg vil have en tango og en vals, så kan jeg også få en Discofox oveni.

Leg og binge

I går aften og nat forkælede vi os selv med noget i en lille rundkreds. Først et par spil og så binge en krimiserie. Uden tvivl en vidunderlig aften. Ved nærmere eftersyn må man dog spørge sig selv, om serieproduktion af film virkelig er det sidste ord i visdom?

Som i krig fokuserer kulturen i stigende grad på kvantitet i stedet for kvalitet. Og det er altså fantastisk, at man kun kan nyde nogle serier, hvis man indtager dem fuldstændig uhæmmet. Efter min mening dog kun hvis man gør dette forbrug til en fællesskabsoplevelse. Binge har i hvert fald den fordel frem for gambling, at ingen tager det galt, hvis du f.eks. B. posten færdig.

Jeg spekulerer nu på, hvad fra en af ​​mine yndlingsfilm Casablanca sandsynligvis ville være blevet i mellemtiden, hvis dette var blevet udvidet til en serie. Denne uge ville have Humphrey Bogart sandsynligvis fanget en russisk Politruk i hangaren og overfor Claude Rains, der nu fungerer som en kinesisk politibetjent, annoncerer begyndelsen på et vidunderligt venskab. Og hver uge gik ind Rick's Cafe Americain nye berømte figurer til og fra. Ikke en nævneværdig politiker, som ikke allerede sad ved klaveret og sang As Time Goes By. Først kl Ingrid Bergman Jeg er ikke så sikker, de ville helt sikkert være blevet udskiftet igen og igen gennem årtier.

eksamener

Det tog mig meget, meget lang tid, før jeg blev mere eller mindre tryg ved at skrive eksamen. På det tidspunkt var jeg for længst færdig med skole og universitet og måtte indse, at livslang læring, i hvert fald i alle beslutningstageres bevidsthed, stadig omfatter eksamensskrivning. Jeg kæmpede med alternative koncepter i et stykke tid, men kom så overens med, at jeg ikke længere kan ændre verden, og jeg kom også overens med at skrive eksamen. Og med dette trin var jeg i stand til at få noget positivt ud af dem for første gang ved at omdefinere dem for mig som en slags krydsord for top-performere.

I mellemtiden havde jeg opdaget at rette og senere også lave eksamener til mig selv, hvilket nok bare er en del af mit job. Men selv i dag er jeg ikke helt sikker på, hvilken af ​​disse beskæftigelser med retreats der er den mest behagelige; sandsynligvis dem, du ikke behøver at gøre lige nu. Og jeg beskæftiger mig med disse tanker, netop fordi jeg startede i dag med at lave den kommende eksamen.

Den nok bedste eksamen blev engang skrevet af en filosofistuderende, der, da han og hans medstuderende fik opgaven om, hvorfor professorstolen ikke findes, afsluttede sit arbejde kort efter, at det var startet. Hans svar bestod af et enkelt spørgsmål: ”Hvilken stol?” Det forlyder stadig i dag, at han bestod testen som den bedste.

Og formentlig stadig i dag råder alle lærere og undervisere til, at eksamensskriverne først skal danne sig et overblik over eksamen, inden de går i gang med den; især hvis den tilsvarende eksamen var planlagt til at vare tre til fire timer. Den bedste måde at få overblik på er, når den allersidste opgave i en meget svær eksamen blot er: ”Hvis du afleverer eksamen uden at svare inden for de første 10 minutter, har du bestået den.” — desværre går jeg ud fra, at du har i vores uddannelsessystem, det har vi ikke haft humor til i lang tid.

Jeg vil gerne afslutte denne korte artikel med et lille tip, der bestemt kan være meget interessant og også meget nyttigt for nutidens eksamensskrivere. I tider, hvor du arbejder med tastaturer eller endda bruger input via stemmefunktionen, bør du øve dig lidt mere i at skrive i hånden. Dette har ikke kun at gøre med læseligheden af ​​ens egen håndskrift, men også med evnen til at skrive med en pen i tre til fire timer. Under mine sidste timelange eksamener måtte jeg faktisk døje med kramper i fingrene, fordi arbejdet stort set har været digitalt siden 1990'erne.

Og imens er der også flere og flere, der anbefaler at skrive i hånden igen og begrunder dette blandt andet med en forbedret evne til at forstå og huske.


  • I 1960'erne var der formentlig en tv-tilpasning af Casablanca, som med rette er faldet i glemmebogen. Ellers ser licenstageren ud til at sørge for, at rå nye udgaver ikke sker. Lad os blive overrasket over, hvad der venter os, efter at ophavsretten udløber.