8.1.02024

Bidragsfoto: Skærmbillede af delstatsregeringens hjemmeside for "500 års bondekrig" | © Landet

Homeland film

Detlef Stern har mig i sin seneste blogindlæg henledte opmærksomheden på en "lokal film" lavet af freelancekunstneren og illustratoren Natalis Lorenz var lavet. Han præsenterer sit animationsprojekt "Tales of the Undead Beats" i en YouTube-video. Du kan også finde hans kanal der, som viser alle sæsoner af denne lidt anderledes lokale film fra 2015.

Og jeg ved nu også, hvorfor der ikke var flere penge til det europæiske samlingspunkt – man skal også prioritere i byforvaltningen.

Interessant nok viste vi også en under sidste kommunalbestyrelsesvalgkamp Lokal film om vores by. Dette var dog mere velegnet til de lidt ældre beboere i Heilbronn.

Bondekrig

Baden-Württemberg hædrer bondekrigen 1524 og 1525 med en stor national udstilling. Foruden den kulturhistoriske udstilling i Bad Schussenried er der planlagt en interaktiv udstilling og en "hands-on-udstilling for børn" i Stuttgart. Jeg håber ikke, at den såkaldte børnedeltagelsesudstilling får mottoet "Vi leger krig".

Vores delstatsregering glorificerer nu bondekrigen som et forsøg på at etablere demokrati og medbestemmelse og vi kan nok glæde os over, at bondelederne dengang ikke også bliver holdt ansvarlige for køn, kvinders rettigheder og LGBT-bevægelsen.

Winfried Kretschmann citeres således: ”Vi kan kun lære for vores nutid og fremtiden, hvis vi ser på fortiden og gør den synlig og håndgribelig. Et blik på året 1524/25 åbner derfor også for perspektiver i nutiden.” — nogle landmænd tager det nu måske endda for bogstaveligt.

Under alle omstændigheder vil denne udstilling koste os skatteydere mindst 7 millioner euro og viser, at vi i Baden-Württemberg stadig har flere skattepenge til rådighed, end vores politikere kan smide væk. Og så længe Unionen er medregering, vil der sandsynligvis ikke ændres noget, i det mindste med hensyn til at smide penge ud af vinduet.

Og hvis Unionen ikke medregerer, og Kohls kasse tømmes hurtigere, end parlamentsmedlemmerne frygtede, vil de skubbe sig stadig mere voldsomt tilbage til fodertrugene. Så det er en god ting, at den respektive efterfølgerregering skal forsøge, alene af nødvendighed, faktisk at klare ting som en schwabisk husmor og ikke kun med ord.

Så oppositionslederne i Unionen kan være meget glade for, at der er mennesker iblandt dem, såsom: b. Joachim Rukwied, også bondeførere og tilskudskonger. Men endnu mere om, at vores landmænd stadig meget let og rigtig godt kan udnyttes til alle mulige formål, som det var tilfældet for 500 år siden.

Og hvis Friedrich Merz, Markus Söder og hvis partifæller ikke ret hurtigt kommer tilbage til deres gamle honningkrukker, så bliver der ikke kun et “varmt efterår”, men et varmt år som helhed. Unionens parlamentsmedlemmers merindtægter fortsætter med at falde, og mange tidligere ministre er allerede nødt til at sælge deres første huse og lejligheder - hvilket formentlig er meget værre end beskatningen på landbrugsdiesel.

Det tager de pågældende politikere tilsyneladende ikke højde for Alice Weidel, Sarah Wagenknecht og Bernd Höcke Der er flere kandidater i startblokkene, som er mere tilbøjelige til at drage fordel af opstande end dem, der ødelagde bøndernes suppe i første omgang.

Og så er spørgsmålet tilbage, vil vores landmænd blive ved med at lade sig brænde for andres interesser? I den forbindelse håber jeg, at den store statsudstilling også vil tage fat på spørgsmålet om, hvem der rent faktisk fik gavn af Bondekrigen dengang? — Jeg er bange for, at det ikke var bønderne. Og måske, for at parafrasere Kretschmann, kunne vi lære noget af dette for år 2024 – jeg tør slet ikke tale om fremtiden.

Sammenligning

I dag blev jeg bremset lidt op på min rejse med mesenobussen og da de varer jeg samlede var lidt små, skal nogle få personer nok spænde livremmen lidt i denne uge.

Da jeg blandede mig bag en eller to traktorer, var det første, der faldt mig ind, hvor meget af det monster på 300 euro, der tøffede foran mig, jeg rent faktisk betalte for med mine skattepenge. Så blev jeg lidt distraheret, fordi jeg kørte forbi en galge, hvor nogen teatralsk havde hængt et lyskryds – det gjorde han en stor indsats for at gøre, for det er stadig tændt. Da jeg kørte forbi et par pæne skilte, der bad om rimelige priser, kunne jeg ikke lade være med at tænke på en ældgammel fransk vittighed.

En sekretær kommer vredt hen til sin chef og kræver præstationsbaseret løn.

Han svarer så, at han ikke kan lade hende sulte.

Anon

I hvert fald spurgte jeg så mig selv, om vores landmænd overhovedet ved, at de er ofre for en årtier lang fuldstændig vildfaren politik, der har erstattet markedet med en planøkonomi og tilskud, der kun tjener store landmænd og landbrugsselskaber. Ved landmændene også, at de kun nogensinde er blevet holdt i ro med landbrugets dieseltilskud og andre små pengegaver?

De burde have vidst og været medskyldige i at tage imod disse gaver. Og hvis smørbjergene fortsatte med at vokse i vores land og ikke gældsbjergene, så ville den nuværende føderale regering ikke have ændret noget ved dette økonomiske og sociale bedrageri, og vores landmænd ville fortsætte med at beskytte og kærtegne deres traktorer i deres garager.

Men nu til den annoncerede sammenligning mellem protesterende landmænd og "klimalimere". Begge tager deres protest på gaden og forsøger at tage deres medborgere som gidsler. Begge grupper bringer vejtrafikken i fare og sikrer også, at nogle syge eller tilskadekomne borgere kommer alt for sent til hospitalerne. Bønderne er mere organiserede og får også støtte fra fjender af demokratiet og en opposition, der presser sig mod fodertrugene. "Klimalimerne" kæmper for et større gode, hvor landmændene alene klager over tabet af tilskud.

Vores ret til at demonstrere er rigtig og vigtig! Vi bør dog spørge os selv, om vi kun kan udøve denne ret, hvis vi dermed påfører vores medborgere størst mulig skade og ikke de faktiske modtagere?

Skulle Putins disciple fra jernbaneforbundet også stille sig selv dette spørgsmål? For udover skaderne for os alle, bliver vores demokrati også i stigende grad demonteret – og det er måske alt for mange af disse demonstranters egentlige mål; i modsætning til andre udtalelser og meddelelser.

Hvilket ikke betyder, at jeg er imod demonstranternes krav. Vi har et presserende behov for øget beskyttelse af miljøet, vi har endelig brug for bæredygtigt og funktionelt landbrug, og vi har også brug for pålidelig lokal og langdistance offentlig transport.

Tilbage står spørgsmålet, om dette vil blive opnået med de nuværende demonstrationer og blokader? Desværre ikke!

---