Featurefoto: Europarådet | © Leonid Andronov, Shutterstock
Især i den nuværende valgkamp til den næste Forbundsdag reciterer alle seriøse partier deres forpligtelser over for EU som et mantra. Kandidaterne meddeler i forening, at Tysklands fremtid ligger i EU.
Efter godt 70 år kunne man godt spørge, hvad disse partier egentlig har gjort for et fælles Europa. Bortset fra ren mundfuld må man i virkeligheden bevidne Tysklands manglende solidaritet med de øvrige medlemslande og resten af verden. Der er ikke længere behov for at tale om helt unødvendige og ineffektive grænselukninger og andre nationale handlinger og dagsordener, der bryder EU-lovgivningen. Det gælder også for Tyskland, og måske i endnu højere grad end for andre lande, at EU kun er et middel til at bevare sin egen nationale suverænitet og om muligt at kunne drage fordele af et fælles marked.
Med mulig undtagelse af Luxembourg skal man attestere, at alle andre "nationer" enten afviser europæiske værdier af hele deres hjerter og af den dybeste overbevisning eller på grund af deres egen historie kun hykler disse værdier - vi tyskere er med sidstnævnte verdensmester igen og meget stolt af det!
Selv EU-institutionerne ser kun EU som en papirtiger og forsøger - ganske humant og ganske forståeligt - at beholde deres egne job så længe som muligt. Et eksempel er Europa-Parlamentet, som i stigende grad kan beskrives som en forsamling af klaver, der pakker alle Det Europæiske Råds beslutninger ind i en ret demokratisk forklædning.
Alle EU-hovedpersoner er enige om, at de respektive nationalstater er de ultimative, og at møderne i Det Europæiske Råd er Rigsdagen for vores fælles Europa; men de attesterer kun, at de selv stadig er solidt forankret i det 20. århundrede og om overhovedet i stand til en enkelt bevægelse, nemlig tilbage til den gode gamle Biedermeier-tid.
Efter godt 70 år skal vi bekræfte over for Europa, at Europa hverken er et værdifællesskab eller et lovfællesskab, at vi europæere fortsat ser os selv som solidt forankret i nationalstater - også selvom nogle af disse ikke længere engang tjene til grin, højst for europæiske operetter (f.eks. EU-topmøder) er gode og eksisterer kun, fordi de bliver trukket med af de andre medlemslande af årsager, der ikke længere er til at forstå efter alle disse årtier.
Men verden uden for Europa er fortsat med at vende.Kina, USA og Indien forsøger i øjeblikket at omorganisere den politiske verden og gøre den egnet til fremtiden. Andre lande uden for Europa forsøger alt for ikke at komme bagud.
I mellemtiden er vi i Europa optaget af operettekongers følsomhed, f.eks. B. fra Budapest eller Bruxelles, og diskutere ting, der bestemt ville være værd at diskutere i en ideel verden, i den nuværende verdenssituation, f.eks. B. med spørgsmål som klimaændringer, pandemier, mangel på ressourcer, miljøforurening, migration, aldrende befolkninger, tilbagegang af demokratier og fald i værdier, men er højst af sekundært hastende karakter.
Europæiske svar på udfordringerne i vores verden, som f.eks Konference om Europas fremtid eller sladder for global sundhed er ikke særlig effektive og viser, at Europa langsomt, men sikkert drejer om sig selv og muterer til et problem for os alle - ikke kun for os europæere.
Det, vi har et presserende behov for, er en fælles europæisk strategi fra de lande, der ser Europas fremtid i en føderal stat og er villige til at operationalisere denne strategi så hurtigt som muligt.
Økonomisk samarbejde kunne tilbydes resten af Europa, såvel som resten af verden, og der kunne indgås et dybere og mere grundlæggende samarbejde med andre demokratiske lande.
Joe Biden, selv tynget af sine egne interne udfordringer, har erkendt dette og forsøgt at gøre bæredygtig (verdens)politik velsmagende for europæerne og inviterede dem til at tage ansvar for verden sammen med USA.
Hidtil har den eneste reaktion været, at Europa undersøger, om det er muligt fortsat at unddrage sig ansvar, nu sammen med Den Russiske Føderation.
Så længe de ansvarlige i Europa alle lever og handler efter mottoet "Après nous le déluge", og som en idé for Europa i bedste fald hænger sammen med de fejlslagne drømme om en stormagt fra Napoleon til Hitler, vil EU ikke længere har en fremtid, men snarere, ligesom det hellige Romerrige før, langsomt men sikkert opløses til fordel.
»International politik handler aldrig om demokrati eller menneskerettigheder. Det handler om staternes interesser. Husk det, uanset hvad du får at vide i historietimen.”
Egon bahr, Avisen Rhein-Neckar (4.12.2013)
