For ikke længe siden var det stadig 1999, og mange af os beskæftigede os med år 2000-problemet, eller som datidens nørder kaldte det, Y2K-fejlen.
Til dem, der er født lidt senere, lige en kort forklaring: Indtil i år var det almindelig praksis kun at skrive året med to cifre. Og da lagerplads ikke kun var dyrt, men også sjældent dengang, benyttede programudviklerne fra 1970'erne til 1990'erne muligheden og programmerede også deres årsdatoer tocifret. Derudover blev den velkendte "1999" indtil udgangen af 00 brugt som en betegnelse for ugyldigt dataindhold.
Og så senest i slutningen af 1999 - som i øvrigt samtidig varslede starten på et nyt årtusinde - blev alle, der allerede beskæftigede sig med computere og software, lidt mere aktive end normalt. Og denne usædvanlige "hyperaktivitet" hos computerprofessionelle påvirkede langsomt, men sikkert samfundet som helhed. Så det var egentlig ikke overraskende, at gyserscenarier kunne læses og høres i alle medier dengang, og at den højtelskede Nostradamus igen blev gravet frem.
Jeg var heller ikke helt forskånet for denne problemstilling, for vi kunne ikke længere forestille os vores NATO-missioner uden en computer og skiftede langsomt, men sikkert selv kortene ud med GPS. Og så skete det, at missionerne på det tidspunkt og årtusindefejlen på et hjemmebesøg gjorde mig til en sand prepper, til min bedre halvdels overraskelse - hun havde nok brug for hele nøgterne for at resocialisere mig igen.
Og denne prepper vidste ingen bedre måde at bruge sin dyrebare familietid mellem opgaverne på end at give familien et analogt ur, der skulle gøre det lettere for dem at gå ind i det nye årtusinde. Og da familien først for nylig var flyttet til Schwarzwald, gav det mening, at uret også skulle være et gøgeur.
Det var godt 22 år siden, og det nævnte gøgeur kørte uden problemer indtil i går, overlevede opvæksten af to drenge og en hund samt flere træk med nogle meget robuste flyttemænd. Heller ikke den ene eller den anden klimaændring generede hende.
Og nu er hun væk - hun vil bare ikke mere. Måske blev det mere stille liv bare for kedeligt for hende. Så jeg åbnede den nok for første gang og kiggede på urværket. Men så besluttede jeg mig for at begynde at lave selv. Jeg var i stand til hurtigt at identificere producenten og var glad for, at de stadig eksisterer.
Forespørgsel hos en lokal urmager viste, at vi nok skulle vente to til tre år på at få uret repareret - bare om manglen på faglærte arbejdere.
Derfor er jeg nu fuldt ud afhængig af en anerkendt urproducent fra Schwarzwald. I dag skrev jeg til ham og fortalte ham mit problem.
Nu er jeg nysgerrig efter at se, hvordan denne sag udvikler sig. Millennium-fejlen var i øvrigt ikke en, og den førte kun til, at vi alle købte helt nye computere.
Jeg havde ikke afsluttet dette indlæg, før jeg fik denne e-mail:
"Kære hr. Kümmerle, du er velkommen til at bringe uret til os. Vi kan dog først lave et omkostningsoverslag, når vi har tjekket uret nøje. Ring venligst inden du kommer, da vi stadig er på korttidsarbejde grundet den aktuelle situation.”
Så nu skal jeg bare kunne vinde min bedre halvdel til en tur til Titisee-Neustadt. Og jeg er allerede spændt på at se, hvor hurtigt Hönes gøgeurfirma ordne mit gøgeur.
"Du ved, hvad fyren sagde - i Italien, i tredive år under Borgias, havde de krigsførelse, terror, mord og blodsudgydelser, men de producerede Michelangelo, Leonardo da Vinci og renæssancen. I Schweiz havde de broderkærlighed, de havde fem hundrede år med demokrati og fred – og hvad gav det? Gøgeuret."
Orson Welles som Harry Lime i The Third Man (1949)
