Post foto: verdenskort | © Pixabay
Hvis du følger de europæiske føderalisters grundlæggende idé, er det virkelige mål for europæisk integration verdensunionen. Dette blev også fastlagt i Hertenstein-programmet [1946] i 1. Det var naturligvis også klart for underskriverne af dette banebrydende dokument, at dette dristige krav var en vision for en fjern fremtid. Men hvis du vil være med til at forme fremtiden, har du også brug for et relevant mål, ideelt set endda en klar vision om denne ønskværdige fremtid.
Selvom det er kendt, at dette ikke er en nær, men snarere en fjern fremtid, og vi også må antage i vores overvejelser, at det kun er en af mange mulige fremtider, vil denne fjerne fremtid bestemt være en fælles verden. Og dette, i de europæiske føderalisters øjne, en verdensunion.
Og forfatterne af Hertenstein-programmet havde også et klart mål for denne ene attråværdige verden: I modsætning til kommunistiske eller mere "økonomisk liberale" utopier er verdensunionen altid demokratisk og føderal; en mere detaljeret definition af denne fremtid blev bevidst undgået.
Da verden vil fortsætte med at vende, i det mindste indtil da, og "historiens ende" [2], som man mente var nået for et par år siden, repræsenterer en mulig, omend nu ret urealistisk version af fremtiden, skal være visse retningslinjer og delmål for denne vej give til en verdensunion. Men også her var de europæiske føderalister banebrydende: "Ved at bevise, at det kan løse sine egne skæbnespørgsmål i føderalismens ånd, bør Europa yde et bidrag til genopbygningen og til en verdensforbund af folkeslag." [3]
I dag bor mange af os i EU, og endnu flere mennesker vil gerne bo i det. Men det EU, der nu eksisterer, med alle dets op- og nedture og den konstante konflikt mellem europæere og nationalister, repræsenterer blot endnu et mellemtrin i historiens løb, men det har allerede sin egen politiske struktur, nemlig som en hybrid [4] mellem føderale stater og staternes konføderation, sætte mulig kurs for vores fremtidige fremtid.
allerede George Washington Med sin idé om et Europas Forenede Stater havde han en ide om, hvordan et fremtidigt Europa skulle se ud. Og denne idé – at have et Europa som USA – vandt hurtigt sympatisører efter Anden Verdenskrigs afslutning, ikke mindst fordi USA, i det mindste på det tidspunkt, var det ikke-plus-ultra af en succesrig. for de fleste stater repræsenteret. De europæiske føderalister kunne ikke undslippe denne stemning og krævede derfor også oprettelsen af Europas Forenede Stater. Og mange af dem tror stadig i dag, at Europas Forenede Stater er EU's logiske fremskridt.
Uanset denne mulige videreudvikling af EU og selv med dens sandsynlige tilknyttede udvidelse, vil dette kun være et yderligere mellemliggende og måske endda et tilbageskridt på vejen mod en verdensunion.
For i begyndelsen af Den Europæiske Union, da De Europæiske Fællesskaber blev grundlagt, var de europæiske føderalister allerede konceptuelt et par skridt videre. Deres ideer, på den ene side en "transatlantisk løsning" [5] og på den anden side et "Eurafrica" [6], blev formentlig ofret i konflikten med nationalisterne, som var ved at genvinde styrke alt for hurtigt, for pragmatisk at opnå en "lille europæisk" løsning først. Samtidig blev mange muligheder, som disse to ideer indeholdt, forpasset. Vi skal formentlig leve med de deraf følgende konsekvenser - i øjeblikket meget tydelige de ukontrollerbare migrationsbevægelser og de mindre synlige, forfærdelige tab i effektivitet - i de næste par årtier.
Den mest bitre konsekvens af dette er imidlertid, at mange europæiske føderalister nu synes at tro, at et "Større Europa" er foreneligt med selve den europæiske idé. Dette er ikke tilfældet, for dette ville kun være den europæiske nationalstat, som mange diktatorer har drømt om i århundreder og ofret millioner og atter millioner af mennesker for!
Dette er ikke den eneste grund til, at vi skal holde fast i vores vision om en verdensunion og forsøge at kombinere de forskellige tilgange til yderligere at forene den verden, der allerede eksisterer. Vi kan bygge på flere fundamenter, end mange af os er klar over: en stigende "globalisering" af de økonomiske og finansielle systemer, en global transportinfrastruktur, internettet som en global kommunikationsplatform og en rudimentær politisk struktur med FN [7] og dets underorganisationer.
Der er nu tilgange rundt om i verden til at bryde eksisterende nationale strukturer op og erstatte dem med mellemstatslige løsninger. For Den Europæiske Union, blot på grund af dets direkte naboskab og lignende ideologiske orientering, er følgende "fusioner" tænkelige: en transatlantisk union som en logisk udvidelse af NATO og Euraafrika, som sidst var forudset i Rom-traktaten. Begge forbindelser ville ikke modsige en tilnærmelse til den nyligt oprettede "Eurasiske Union" [8].
Den transatlantiske union
Baseret på den nordatlantiske traktat kunne Den Transatlantiske Union (TU) realiseres. Den Europæiske Union, USA og Canada er allerede tre mulige medlemmer. Den videre udformning af TU ville fokusere på en nyorientering inden for alle amerikanske stater. Det kunne tænkes, at der ville blive dannet både en nordamerikansk union [9] og en union af sydamerikanske nationer [10] i Amerika, som så kunne blive medlemmer af TU både hver for sig og sammen som den amerikanske union.
Interessant nok er der en vis mangel på klarhed i adskillelsen af de to "blokke" mellem nord og syd, såvel som mellem Europa og Afrika.
Euraafrika
Med EU som eksempel er de afrikanske stater også begyndt at samles i en Afrikansk Union (AU)[11]. I lighed med den europæiske samling vil dette projekt også blive realiseret over årtier. Men uanset denne udvikling og sandsynligvis endda promovering af den, kunne man genoplive den gamle idé om et Eurafrica. EU kunne bedre leve op til sit ansvar over for Afrika og også drage fordel af et ligeværdigt samarbejde mellem de to "blokke". En sammenlægning af EU med AU vil på sigt være fordelagtig for begge parter og vil ligesom med de amerikanske stater kunne finde sted enten alene eller inden for rammerne af TU. "Uklarheden" mellem de to "blokke" kan løses af den gamle eller en mere moderne idé om Europa.
Australien og New Zealand
Med den europæiske historie i betragtning må disse to lande ikke ignoreres, og om nødvendigt skal de også have lov til at tilslutte sig TU.
Konklusion
Det er op til os alle at holde fast i vores succesfulde vision om en fredelig verden, en der altid er forenet af ideerne om frihed og demokrati, og sidst men ikke mindst er den altid føderalt struktureret.
Vi må også acceptere, at EU ikke er alle tings målestok, men det første skridt mod en fælles fremtid for menneskeheden.
Og ligesom kontinentalpladerne skifter, vil der altid være nye blokke, nye konstellationer og nye fusioner blandt staterne og statsforbundene.
Vi må dog aldrig miste vores fælles mål - verdensunionen - af syne, for historien fortsætter uophørligt og dette til verdens ende.
----------------------------------
[1] Hertenstein-program for de europæiske føderalister (Hertenstein, Schweiz, 1946)
[2] Historiens afslutning? (Esay af Francis Fukuyama, 1989)
[3] Artikel 12 (Hertensteiner-programmet)
[4] "Europas mangfoldighed - dets rigdom, dets byrde" (artikel af Christian Moss, 2015)
[5] Den nordatlantiske traktat (4. april 1949, præambel)
[6] Robert Schuman: "For Europa" (2. udgave 2010, side 104)
[7] De Forenede Nationers pagt (26. juni 1945, præamble)
[8] Eurasian Union begynder at arbejde (tagesschau.de, 01. januar 2015)
[9] Building a North American Community - Report of an Independent Task Force (2005)
[10] Cuzco-erklæringen (8. december 2004)
[11] Sirte-erklæringen (9. september 1999)
"Det er, at verden bliver gjort egnet og sikker at leve i; og især at det gøres sikkert for enhver fredselskende nation, der ligesom vores egen ønsker at leve sit eget liv, bestemme sine egne institutioner, være sikret retfærdighed og retfærdig behandling af de andre folk i verden mod magt og selvisk aggression. Alle verdens folk er i virkeligheden partnere i denne interesse, og for vores egen del ser vi meget tydeligt, at medmindre retfærdighed sker mod andre, vil det ikke ske mod os."
Woodrow Wilson, Fjorten punkters tale (8. januar 1918)
