faglig politik

Indlægsfoto: Forbundsdagen | © Clareich på Pixabay

En af mine professionelle politikere spurgte mig for nylig, hvad jeg egentlig var imod alle professionel politiker? Jeg ville gerne have svaret ham helt spontant, at det netop var denne generelle "kassetænkning".

Dette ville dog ikke have gjort retfærdighed til vores venskab eller emnet, og så jeg begyndte at overveje...

Min forståelse af "professionel politik" er baseret på et foredrag holdt for hundrede år siden af Max Weber, som du også her kan finde. Weber ville have svaret ham som følger:

"Kun dem, der er sikre på, at de ikke går i stykker, hvis verden set fra deres synspunkt er for dum eller for ond til det, de vil tilbyde dem, at de siger: 'Ikke desto mindre!" kunne sige, kun han har 'erhvervet' for politik."

Max Weber (Politics as a Profession, 1919)

Max Webers foredrag er stadig værd at læse i dag, og de fleste af hans udtalelser er stadig gyldige. Jeg kan bedst lide det, der sandsynligvis er Webers mest kendte udsagn:

"Politik betyder en stærk, langsom boring af hårde brædder med passion og sans for proportioner på samme tid."

Max Weber (Politics as a Profession, 1919)

Og det er netop på denne udtalelse, at jeg gerne vil udtrykke mine bekymringer over mangen en professionel politiker, som i stigende grad foretrækker hurtige skud og medieudfald frem for proportionssans og langsommelig boring af tykke brædder. Han mangler også enhver passion og signalerer til borgerne, at politik er "et erhverv som alle andre", og at han på en eller anden måde skal tjene sine penge.

Der er også Webers udtalelse:

"... lederløst demokrati, det betyder: reglen om 'professionelle politikere' uden job, uden de indre, karismatiske egenskaber, der gør en leder. Og det betyder så, hvad den respektive partifraktion normalt omtaler som reglen om 'kliken'.” 

Max Weber (Politics as a Profession, 1919)

Hans August Lucker, sagde tidligere medlem af Forbundsdagen og Europa-Parlamentet for et par år siden til sine kolleger her i Heilbronn:

"I er ikke længere politikere, bare bedre administratorer."

Hans August Lucker (2006)

Jeg vil ikke gå så langt igen, men jeg har bemærket, at det bliver stadig sværere for karismatiske politikere, der skiller sig ud fra mængden på grund af deres egnethed, præstation og evne til at arbejde sig op i partiapparatet. Efter omkring halvfjerds år er vi nok alle ankommet til et middelmådigt.

Men det glæder de fleste medborgere, da "deres" politiker bestemt er "en af ​​dem", og mange også mener, de kan se ned på ham. Nogle tror endda, at de har lidt "magt" over dem.

Men problemet opstår, når borgerne pludselig forventer, at "bedre administratorer" løser verdensomspændende problemer fra den ene dag til den anden.

Her vil jeg gerne indskyde til deres fordel, de forsøger det igen og igen, for det meste også overdrevet af medierne, og kommer i sidste ende altid frem til det samme resultat, nemlig at middelmådighed og løsninger ikke kan giftes fra den ene dag til den anden.

Men det kræves heller ikke af os, for vi har alle sammen gennem de sidste årtier besluttet, at politik for os langsomt borer gennem tykke brædder med sans for proportioner, og at vi derfor også behandler eksisterende og nye problemer og udfordringer objektivt og lidt efter lidt skal løse.

Med andre ord går vi fra det ene kompromis til det andet i håb om ikke at miste målet af syne. Denne tilgang har bevist sit værd i både Bonn- og Berlin-republikken og er i mellemtiden også blevet en særlig form for politik. For selv om alle nutidens professionelle politikere var af samme mening, ville et kompromis resultere.

For os borgere betyder det også, at vi ikke kan have ”lederløst demokrati” og ”lederdemokrati” på samme tid!

Derfor skal vi borgere ikke pludselig have lyst til at løbe efter formodede ledere. Jeg siger bevidst angiveligt, for hvor skal disse lysfigurer egentlig komme fra? De kommer bestemt heller ikke udenfor politikken, for så skulle de flyve ind fra månens bagside.

Og det er derfor, for at besvare min vens og professionelle politikers oprindelige spørgsmål, så må professionelle politikere ikke forsøge at narre borgerne til at tro, at de er disse nye lysfigurer, som også har et svar på alle problemer i denne verden, men de skal tilbage til de tykke brædder tilbage, som de så borer så langsomt som muligt med sans for proportioner, hårdt og frem for alt med passion.

I en nøddeskal: Jeg har noget imod politikere, der nægter at udføre deres rigtige arbejde og hjemsøger talkshows og andre lejligheder i stedet for. For de vil heller ikke redde verden! Kun vi borgere kan redde verden, og vores politikere kunne hjælpe os, ligesom alle embedsmænd kunne.


"Folk med mod og karakter er altid meget skræmmende for andre mennesker."

Hermann Hesse, Demian: Historien om Emil Sinclairs ungdom (1974 [1919]: 36)

Skriv en kommentar

Din e-mail-Adresse wird nicht veröffentlicht. Krævede felter er markeret med * markeret