Post foto: Universe | © Gerd Altmann fra Pixabay
En sætning, der ofte bruges i Bundeswehr og nu bruges oftere i vores samfund; sikkert fordi den blev ved med at blive brugt af værnepligtige selv efter deres tjeneste for vort land og nu anses for smart, især for dem, der dygtigt unddrager sig alle pligter.
Og som jeg igen kunne finde ud af sidste weekend, så er det netop shirkers, der især godt kan lide at bruge militærsprog - så at sige Donald Trumps i vores samfund. Og derfor er det næppe overraskende, at disse "velfærdsstatstyskere" (tyskere med alle rettigheder og ingen forpligtelser) ønsker at bruge en tysk fremmedlegion til at sikre, at udlændinge uden borgerrettigheder beskytter vores land og for vores "herreraces rettigheder og friheder". kamp. Ok, ordvalget er ikke længere helt passende, for vi har officielt ikke længere været en mesterrace siden 1945, vi foretrækker nu at kalde os selv verdensmestre eller pave.
Som allerede skrevet kunne jeg i weekenden lytte til talrige foredrag og også deltage i samtaler, der var svære at fordøje. Remigrering, som for tiden er så populær, er blevet fuldstændig statsstøttende, "til sidst hører de ikke hjemme her". Desværre kunne ingen taler sige, hvordan han kunne tænke sig at løse det eksisterende problem – Trumpismen er også nået til Tyskland. Det er uheldigt, at mange talere ikke længere er opmærksomme på deres egen skizofreni, ikke engang midlertidigt.
Hvad værre var, var de forskellige udtalelser om, at vores demokrati faktisk var ved at være slut, og at folk ikke længere gav det en chance. Dette blev til gengæld imødegået af en god million tyske medborgere, der gik på gaden mod nationalsocialisterne kaldet AfD og for vores demokrati. Desværre blev langt over 80 millioner tyskere simpelthen hjemme, og i Erlenbach besluttede de endda at holde en nazistisk fest, godt beskyttet af vores politi og med omkring 350 deltagere. Nu er jeg nysgerrig efter at se, om vi i Heilbronn vil være i stand til at overgå de 350 deltagere på fredag på tirsdag - det har jeg selv promoveret med den relevante e-mail og et cirkulære. Desværre er alle tilsvarende bestræbelser allerede torpederet af "god-borgerlige" kredse, som hævder at have lært fra statsstøttende kilder (herunder Kontoret for Beskyttelse af forfatningen), at de begivenheder, der forårsagede stævnerne i Potsdam, aldrig fandt sted og var blot “falske nyheder fra den løgnagtige presse.” være.
Hvilket efterlod mig med det vigtige spørgsmål i weekenden om, hvorvidt det efter 75 år faktisk er vejs ende for vores demokrati?
Mit argument, som virkede indtil videre, om, at kun demokratier kan få succes og frem for alt økonomisk, bliver nu voldsomt bestridt og imødegået med Kina og Den Russiske Føderation (!) som modeksempler. Nogle "gode middelklassemennesker" bliver nu endda overtalt til at tro, at nationalsocialisterne erstattede den ødelagte og mindre succesrige Weimarrepublik og kun var ude af stand til at føre Tyskland til succes på grund af "uheldige omstændigheder" - for mig er det endelige bevis på, at vores uddannelsessystem er fuldstændig svigtet, og vi er i det mindste intellektuelt udmattede. Faktisk er jeg klar til øen og burde prøve at leve i det mindste for min bedre halvdel og mig selv resten af mit liv.
Men så melder det nagende spørgsmål sig igen, om vores demokrati faktisk er ved at være slut og - også et diskussionspunkt i weekenden - om og hvordan demokratiet kan gøres lidt bedre? Det burde være klart for enhver, at ethvert demokrati ikke er perfekt; Det eneste, der er kontroversielt, er, om der rent faktisk findes bedre styreformer. Min erfaring fra over 60 år siger mig nu, at nej, men alle skal have deres egne erfaringer og de færreste lærer af andres erfaringer.
Og derfor prøver jeg først at udvikle en slående model for vores demokrati, før jeg forsøger at finde en løsning på, hvordan demokratiet kan gøres lidt bedre.
Min model svarer til en femkant, hvor længderne af hver side ændrer sig konstant og stort set uafhængigt af hinanden - en pulserende femkant, så at sige.
I det første hjørne samles de helt uengagerede mennesker, der gør hver deres ting, og som er ligeglade med, hvilken styreform der hersker. Nogle gange mødes de i familiegrupper eller bliver endda medlemmer af en klub. For dem er individualisme trosbekendelsen og i en degeneration (i betydningen Aristoteles) de bliver blot misundelige og dårlige ønsker.
Wotan-disciplene, teokratitilhængere, monarkister, anarkister, nihilister og sociopater samles i det andet hjørne. Nogle af dem er villige til at give sociale indrømmelser, hvilket tydeligt kan ses hos konstitutionelle monarkister, mens andre ser deres egen fremtid som værende på spil.
I det tredje hjørne samles kommunister, socialister, maoister og stalinister af alle slags, som konstant skændes med hinanden om, hvorvidt de er en del af en nødvendig revolution, eller om de, fuldstændig svoret til kommunismen, kan vente på, at det sker, menneskeheden udvikler sig. på egen hånd og ganske logisk over for socialismen, som så føder et nyt menneske, der kan rejse sig til kommunismen.
Alle fascister, racister, nationalsocialister og ultranationale samles i det fjerde hjørne. Disse er relativt harmløse, så længe de stirrer på Kyffhäuser og fortsætter med at vente på lederen, men bliver meget hurtigt en eksistentiel trussel, når de begynder at blive enige om en leder.
I det femte hjørne samles de falske halvtredsere, som gerne vil have mest muligt ud af enhver form for styre og derfor er glade for at blive fejret som demokratiets fædre eller mødre.
Så hvor er demokraterne nu? Vi må først antage, at alle i femkanten officielt skal betragtes som demokrater - ingen kan se ind i deres hoveder. Men dem, der konstant støder ind i forskellige hjørner, kunne bestemt betragtes som antidemokrater.
Og man kan altså formode, at de egentlige demokrater samles i centrum, men i processen bliver de også langsomt og sikkert knust af de pulserende udkanter. Dette ville helt sikkert give os mulighed for at bestemme en halveringstid for ethvert demokrati.
Hele regnestykket vanskeliggøres dog af to yderligere udfordringer, nemlig for det første, at mennesker kan ændre sig konstant og derfor ikke kun bevæger sig fra det ene hjørne ind mod midten og tilbage, men også fra det ene hjørne til det andet, hvilket bestemt stadig påvirker femkantens puls steg yderligere. Det hele kompliceres også af, at nogle mennesker samtidig f.eks. B. kan være nationalsocialist og SPD-OB eller fascist og stalinist i en og samme person.
Den anden udfordring er, at femkanten ikke er en lukket model. Og så kommer der hele tiden nye medlemmer til, mens andre forlader modellen igen.
Og så pulserer ethvert demokrati, i hvert fald indtil systemet bryder sammen, senest når der ikke længere er nok demokrater midt i femkanten.
Og hvordan kan sådan en model egentlig fungere? Ganske enkelt ved at gøre det først Der er regler, som alle i systemet skal overholde og for det andet Overtrædelser af reglerne kan sanktioneres meget hurtigt og holdbart. Uden regler og sanktioner er der intet demokrati!
Hvilket nu leder mig til spørgsmålet, hvordan kunne et eller hvilket som helst demokrati forbedres?
Sagens kerne er, at dette altid kræver et systemafhængigt, holdbart flertal, som ingen nogensinde vil være i stand til at samle. Og så vil alle demokratier fortsætte med at pulsere, indtil de imploderer én efter én som stjernerne i universet. En trøst kunne være, at der som i universet som helhed altid vil være nye stjerner og derfor nye demokratier. En anden trøst kunne være, at vi mennesker ikke lever længe nok til at skulle opleve sådan en implosion flere gange, hvis overhovedet!
Men hvordan kunne man egentlig forbedre et demokrati, hvis man bare ville? Jeg har et par forslag her, som sikkert er blevet diskuteret igen og igen siden begyndelsen af det første demokrati, og som bestemt ikke er noget nyt.
Ændring af stemmeretten
- Enhver, der er eller handler imod demokratiet, mister deres ret til at stille op til valg;
- Enhver, der begår en forbrydelse, mister deres ret til at stille op til valg;
- Enhver, der ikke opfylder deres forpligtelser (f.eks. værnepligt eller afsluttet erhvervsuddannelse), får ikke valgbarhed;
- Hver repræsentant kan kun vælges to gange.
Ændring i sociale ydelser
- Pligter og rettigheder skal i stigende grad forbindes igen;
- De, der ikke opfylder deres forpligtelser, modtager nedsatte sociale ydelser;
- Enhver, der er eller handler imod demokratiet, får nedsatte sociale ydelser;
- Enhver, der har flere statsborgerskaber, modtager nedsatte sociale ydelser;
- Enhver, der begår kriminalitet, får nedsatte sociale ydelser.
- Indtræden i pensionsalderen sker kun efter bevis for mindst et års militær, social eller alternativ tjeneste.
Udelukkelse fra fællesskabet
- Enhver, der er eller handler imod demokratiet og ikke har tysk statsborgerskab, skal forlade landet;
- Enhver, der begår en forbrydelse og ikke har tysk statsborgerskab, skal forlade landet.
Dette er mine hurtige forslag. Jeg er klar over, at ingen af disse forslag nogensinde vil blive overvejet eller implementeret. Det, der er betryggende, er, at meget bedre forslag end dem, jeg har fremsat her, næsten ikke eller slet ikke overvejes.
Slut på historien, intet at tilføje
