Indlægsfoto: eksempelbillede | © Pixabay
De seneste valg i USA og Republikken Østrig samt resultatet af den italienske folkeafstemning efterlader os i ærefrygt ved årets udgang. Man kan nu roligt antage, at den vestlige verden også bliver mere og mere ude af fælles, fordi ingen borgere ser ud til at kunne komme med de rigtige svar på den stadigt stigende populisme og den dertil hørende renæssance af nationalisme og totalitarisme Find.
Egentlig burde det være bekendt for enhver, at demokrati er den sværeste, mest komplekse og også mest arbejdskrævende styreform af alle, men også og uden tvivl den mest succesrige og den eneste, der giver enhver mulighed for deres eget. deltagelse og personlig succes.
Det er derfor nødvendigt at afklare, hvorfor flere og flere af vores medborgere ønsker at foretrække formodede enklere løsninger, og hvorfor de i stigende grad stiller spørgsmålstegn ved de etablerede demokratiske strukturer. Et formodet tab af tillid til de eksisterende strukturer gives også ofte som årsag – folk tror tilsyneladende ikke længere på, at "systemet" virker for den enkelte borger og glemmer helt, at vi borgere alle er "systemet"!
Jeg vil gerne opdele disse tvivlende medborgere i tre kategorier:
- de "evige gårstider", som kun var dukket væk siden 1945/1989;
- politisk meget aktive medborgere, som i årtier aldrig har formået at få deres meninger og ideer accepteret af et flertal og nu fuldstændig frustrerede ønsker at se fejlen i et angiveligt falsk demokrati og
- meget behagelige mennesker eller mennesker, der er fuldstændig uinteresserede i samfundet, som først pludselig bliver interesserede i samfundet og demokratiet, når der er en sag, der er meget relevant for dem personligt eller i slutningen af deres helt private liv, og som pga. erfaring og viden, kan ikke rigtig forstå, hvordan det fungerer.
Men partierne og nogle politikere må også ses som havende en eller anden form for medvirken til den nuværende situation. Førstnævnte ser ud til at være mindre og mindre i stand til at præsentere overbevisende kandidater for vælgerne, og sidstnævnte mener, at de kan undslippe det sisyfiske dagligdags demokratiske arbejde gennem blænding og bedrag og f.eks. B. at kunne sætte tingene i det rigtige lys på talkshows.
På den ene side spiller de de skuffede eller mindre velinformerede borgere i hænderne, og på den anden side begiver de sig ud i terræn, som populister og totalitære kan gøre meget bedre.
Jeg mener, at vi borgere er ret magtesløse over for den tidligere gruppe af medborgere. Fordi denne gruppe hverken accepterer fakta eller argumenter og også afviser en demokratisk debat. Derfor er den udøvende og især den dømmende magt her forpligtet til at sætte alle demokratiets fjender på deres plads uden hvis og men!
I den anden gruppe ser jeg en særlig udfordring for vores professionelle politikere, som på den ene side respekterer minoriteters beskyttelse og rettigheder og på den anden side skal blive ved med at bygge bro til disse medborgere, så de fortsat er en del af social diskurs og helt sikkert til gavn for alle.
I den tredje gruppe kræves derimod, at vi som ansvarlige borgere bedre integrerer disse medmennesker i sociale processer og hjælper dem med at kompensere for deres manglende erfaring og viden.
"Jeg tror på mennesker, men min tro er uden sentimentalitet. Jeg ved, at i miljøer med usikkerhed, frygt og sult, er mennesket formindsket og formet, uden at det er bevidst om det, ligesom planten, der kæmper under en sten, ikke kender sin egen tilstand."
Pearl S Buck, Rul stenen væk (22. januar 2010)
