Indlægsfoto: Sedler | © Pixabay
Tanken om en ubetinget grundindkomst er blevet mere og mere populær i de sidste par år, og jeg var også meget varm ved den i starten. Men hvis noget lyder for godt til overhovedet at være sandt, bør du se nærmere på det hele.
Groft forklaret bør enhver borger og formentlig også enhver anden person, der bor i landet eller EU, have adgang til en grundindkomst, hvis størrelse stadig skal fastlægges og skal justeres igen og igen, hvilket kommer fra det samlede budget. af Forbundsrepublikken, de øvrige deltagende lande eller muligvis også fra EU's budget — hvilket især gælder for lande, der aldrig har været i stand til at finansiere sig selv.
Den i øjeblikket fremherskende opfattelse er, at den ubetingede grundindkomst finansieres af merbeskatning af varer og tjenesteydelser og af andre afgifter på dem, der efter flertallets opfattelse har alt for mange penge. Det dræbende argument er dog, at den ubetingede grundindkomst skal erstatte alle andre overførselsbetalinger fra staten til borgere og andre personer, der bor i landet, og at den derfor kan finansieres.
Selvom jeg ikke er ekspert i økonomiske forhold, så er jeg i tvivl, når det kommer til finansiering af en ubetinget grundindkomst. På den ene side ville de være, at den ekstra beskatning af de rige mere kan være en engangshandling, da de vil miste deres økonomiske ressourcer eller ikke længere vil genskabe dem. Og på den anden side vil staten næppe frivilligt opgive overførselsbetalingens styrefunktion, så der kommer yderligere overførselsydelser, såsom børnetilskud, befordringsgodtgørelse, byggegodtgørelse, klimasikringstilskud eller hvad de hedder. den ubetingede grundindkomst - og det alene er allerede Overkommeligheden af en ubetinget grundindkomst, der er tale om.
Uanset om en basisindkomst kan finansieres, stiller jeg mig selv spørgsmålet om dens effektivitet. Jeg kan kun synes, det er godt, at staten positivt set indskrænker sin styrefunktion til os borgere, men jeg tror snarere, at staten negativt set gerne vil udbygge sin magtfunktion over borgerne i bedste velgående. socialistisk forståelse og yderligere spærrer for selvbestemmelse, især da størrelsen af den ubetingede grundindkomst vil være en ren politisk beslutning, der næppe vil være baseret på de faktiske behov hos borgerne eller andre mennesker, der bor i landet.
Og det er netop kernespørgsmålet om basisindkomst, hvem har egentlig gavn af det?
De bedste blandt os vil få yderligere økonomisk støtte, så de kan leve et endnu bedre selvbestemt liv. Det er nok også håbet og årsagen til, at den ubetingede basisindkomst ved første øjekast virker så attraktiv for mange; Jeg ville også være meget glad for et par hundrede euro mere om måneden, fordi jeg så kunne ødsle dem ud, som jeg lyster, eller gøre noget helt andet. Og det fine ved det ville være, at for borgere som mig ville størrelsen af en grundindkomst faktisk ikke have nogen eksistentiel betydning – altså for første gang en win-win situation for ansvarlige borgere.
En ubetinget grundindkomst har også kun gode sider for arbejdsgiverne, fordi den aflaster virksomhederne og giver også mulighed for at gøre arbejdet endnu billigere end tidligere, da enhver lønmodtager er styrket af grundindkomsten og ikke længere nødvendigvis er afhængig af tilstrækkelig aflønning for sin arbejde og dermed helt nye forhandlingspositioner for overenskomstpartnerne. Men her ser jeg også en bagdør, som socialistiske drømmere lader stå åben med basisindkomsten, nemlig at de ikke kun bruger dette argument til politisk at bestemme størrelsen af basisindkomsten, men som følge heraf også politisk cementerer niveauet for enhver løn – og med det vil helt afskaffe markedsfunktionen.
Men sagens kerne er, hvem der slet ikke nyder godt af den ubetingede grundindkomst? Og det er de svageste i alle samfund, nemlig de mindreårige selv.Kort sagt, selvom vi ikke længere vil indrømme det i vores sociale markedsøkonomi og samfund proppet med bistandsprojekter, er der stadig mange borgere, som ikke er selvstændige mht. penge være i stand til at drive forretning og ikke blive myndige selv med en ubetinget grundindkomst.
Men da en ubetinget grundindkomst udvider kløften mellem de borgere, der udvikler sig personligt med den, og dem, der ikke selv kan gøre noget produktivt med den, cementeres et prækariat som et resultat, som der ikke længere kan være nogen flugt fra .
Medmindre staten, i modsætning til den egentlige idé om en ubetinget grundindkomst, tildeler prækariatet endnu flere og endnu mere omfattende overførselsbetalinger, hvilket i sidste ende vil føre til en samlet inflationær udvikling, som vil overvælde ethvert samfund og også markedsøkonomien og i det mindste på mellemlang sigt ophæver den sociale markedsøkonomi med sig alle sine fordele, som ikke kan overses. Jeg ønsker ikke at spekulere nu om, hvad der vil komme efter det: ægte socialisme eller rovkapitalisme.
Selvom du tæller dig selv blandt de mulige vindere af en ubetinget grundindkomst, vil jeg gerne påpege, at det ikke hjælper for os alle som helhed og især ikke for dem, der rent faktisk er afhængige af vores hjælp, og vi derfor i stedet af ideen om at opbygge en basisindkomst, der skulle bekæmpe årsagerne til umodenhed og fattigdom.
Derfor efterlyser jeg i stedet for en ubetinget grundindkomst undervisningspligt for alle og nye ideer til, hvordan man bedre kan passe og støtte medborgere, der er modstandsdygtige over for uddannelse og deres børn.
”Fremtidens mål er fuld arbejdsløshed, så vi kan spille. Det er derfor, vi er nødt til at ødelægge det nuværende politisk-økonomiske system."
Arthur C. Clarke, interview med Los Angeles Free Press (25. april, 1969: 42-43)
