eftertanker

Featurefoto: Theaterschiff Heilbronn

Der er ingen tvivl om, at de 6. Hertenstein Talks var de bedste foredrag i denne serie af foredrag, som oprindeligt var designet til at vare 12 år. Det skyldtes bestemt også det nye spillested, teaterskibet Heilbronn. På den ene side bød holdet omkring dens kunstneriske leder Christian Marten Molnar efter samtalerne med mulighed for at deltage i indstudering af det nye stykke "der Eintänzer" et forfriskende støtteprogram og på den anden side kaffebugtsholdet fra kl. Jochen Wieland diskussionsdeltagerne dagen igennem med mad og drikkevarer og bød på en fremragende italiensk buffet som afslutning på diskussionen.

Samtalerne ville dog ikke have været mulige, hvis nogle få medlemmer af EUROPA-UNION ikke havde forpligtet sig ud over det normale niveau. Jeg vil have min bedre halvdel først Bettina Kummerle som trak sig i ugen for at lokke europæiske føderalister fra hele Baden-Württemberg til Heilbronn. Og også Ursula Hecht førte kampagne for samtalerne i Heilbronns umiddelbare nærhed indtil det sidste og stillede sig også til rådighed som minuttager. Thomas Heiligenmann sikret, at EUROPA-UNION-præsidiets medlemmer fra Baden-Württemberg var i stand til at deltage i et præsidiumsmøde i Berlin via videokonference under Hertenstein-forhandlingerne. Herbert Burkhardt sikret, at Heilbronner Marketing Gesellschaft stillede yderligere lokaler til rådighed, og at Heilbronn Operations Office hejste tre europæiske flag foran teaterskibet. Sidst, men ikke mindst, rejste EUROPA-UNION's generalsekretær til Tyskland Christian Moss, trods fuld tidsplan, kom fra Berlin med sin kone for igen at kunne deltage i samtalerne.

Det var jeg også glad for dr Vasilios Vadokas, Leonard Reinwald, Michael George Link MP, Franz Schirm og Herbert Steudel var ombord igen. Også at vi kunne overtale vores egne medlemmer til at deltage, bl.a Verena Dieye, Ingrid Eheim, Heiner Dorner, Thomas Michael og Wolfram Rudolph. Det var jeg især glad for Florian Ziegenbalg blandt andre Stuttgart-delegationen Simone Schmidt og Michael Konc ledet, Mannheim af dets distriktsformand peter schulze, Luxembourg igennem Manuel Schob, Heidelberg igennem Prof. Dr. Walther Heipertz og Rems-Murr igennem Katharina og dr Markus Schildknecht var repræsenteret. Fra Ruhr-området var ekstra Andrea og Kai Barth ankommet og fra Bruxelles Jean Marsia. Det kunne den tidligere MEP også Evelyne Gebhardt byder bestemt velkommen til et broget mandskab, som alt i alt bestod af knap 60 deltagere.

Dagens og i mellemtiden næsten obligatoriske evaluering af ølskrankerne viste, at hovedparten af ​​deltagerne var mere end tilfredse med arrangementet, hvorved vi skal overveje, om og hvordan vi kan tage de få forslag til forbedringer med i fremtiden.

Det var dog allerede klart op til 6. Hertenstein Talks, at disse ville frembringe en hidtil uset intensitet, og derfor var det ikke overraskende, at en moderator distribuerede i alt 60 sider af disse afhandlinger til debattanterne i optakten. til samtalerne, og en anden moderator trak endda sin deltagelse tilbage i optakten til samtalerne, fordi han i mellemtiden - efter et par årtiers mislykkede diskussioner - har mistet al tro på betydningen og formålet med sådanne samtaler og ser tiden til en Europæisk revolution som mere end kommet.

Denne intensitet kan have været skjult for nogle af de nye deltagere i diskussionen, da den kun virkelig kan afsløres, hvis man aktivt deltager i denne diskussionsproces gennem årene og gentagne gange ser på de emner, der er rejst der fra et andet perspektiv og på samme måde. tid rebalanceret.

Denne gang tyngede tre point mig mere end normalt og viste tydeligt, hvor fastlåst den europæiske vogn er blevet - på trods af den meget prekære situation ikke kun i Europa, men i hele verden! Fokus i samtalen på den aktuelle og ekstremt blodige og kostbare Ukraine-krig har tydeligt vist, hvor dårlig den europæiske idé faktisk er – og det på trods af alle de succeser, der allerede er opnået i de seneste årtier og absolut er værd at bemærke og nævne! Europa har givet os unionsborgere vores suverænitet tilbage og bragt hidtil ufattelig hidtil uset velstand kombineret med en mere end 75-årig periode med fred og vores egen forventede levetid på godt 80 år. For slet ikke at tale om fungerende demokratier, almene menneskelige og europæiske borgerrettigheder, der giver enhver mulighed for deres egen selvrealisering uden at skulle tilbyde noget til gengæld.

På trods af dette, eller måske derfor, blev jeg mere end overrasket over tre point. Den første og mindre tragiske er udviklingen efter, at forbundskansleren udråbte det andet vendepunkt i Forbundsrepublikken Tyskland Olaf Scholz i marts i år. Nogle husker stadig det første vendepunkt, det åndelige og moralske, af forbundskansleren på det tidspunkt Helmut Kohl, som satte Europa og Tyskland årtier tilbage og virkelig åbnede kløften mellem social ulighed i vores samfund. Det nuværende vendepunkt har igen åbnet mulighed for, at en del af vores samfund kan berige sig yderligere på bekostning af vores samfund. Og så i mellemtiden suser repræsentanter for den tyske våbenindustri og den internationale våbenhandel gennem landet og forklarer alle, at USA faktisk er ganske forfærdelige våbenprotektionister, og at Europa kun kan overleve, hvis vi bliver en selvstændig militærmagt. Det er klart, at disse mine damer og herrer kun er interesseret i den størst mulige andel af de milliarder af dollars i offentlige udgifter, der kan forventes i fremtiden - de 100 milliarder euro, der for nylig blev lovet til Bundeswehr, er kun en lille dråbe i havet, men det er grund nok for lobbyister til at deltage i vores møder.

Selvom jeg selv oprindeligt kommer fra det økonomisk liberale hjørne, så må jeg alligevel erkende og kræve, at staten ikke må overlade dette til det frie marked, når det kommer til infrastruktur og især rustningssager – her er især staten nødt til at gribe meget kraftigt ind. at regulere markedet, hvis ikke helt at ignorere markedet. Derudover er det absolut obligatorisk og livsnødvendigt for dine egne soldater (!), at især våben kun handles inden for din egen alliance, og at deres udvikling og produktion er organiseret i hele alliancen (NATO) alene af omkostningsmæssige årsager, således at de nødvendige mængder opnås kan blive. Enhver, der organiserer dette anderledes, subsidierer kun meget specifikke sociale grupper og bringer ikke kun vores soldaters liv i fare, men hele landet. Dette synspunkt blev ikke kun udtrykt af mig under forhandlingerne, men desværre også kraftigt afvist af nogle af de andre deltagere i forhandlingerne, og en formodet europæisk autonomi blev hævet til non plus ultra.

Det andet punkt var den løbende iboende glorificering af selve nationalstaten. Selv udgivelserne bliver til én Hannah Arendts ses bort fra, hvilket beviste for meget lang tid siden, at nationalstaten kun er et produkt af nyere historie. Og selv nationalstatens eneste formål, nemlig en velfærdsstat, at garantere borgernes velfærd, skulle der i dag stilles spørgsmålstegn ved - Den Europæiske Socialfond eller Eurobonds kan nævnes som gode eksempler. For ikke at nævne dets umulighed i tider med globalisering; tilsvarende meddelelser, som f.eks Michael Wolffsohn, bliver flittigt ignoreret af nationalstatens fortalere. Og alligevel har det været almindeligt kendt i lang tid, at vores europæiske nationalstater kun eksisterer i dag, fordi de langsomt, men sikkert har været ved at opløses til en større helhed i årtier. Og ligesom Forbundsrepublikken Tyskland har klamret sig til traditionelle strukturer i årtier, og "lande" som Saarland eller Berlin er blevet holdt i live mod al fornuft, så fortsætter nogle med at udbrede behovet for nationalstater i Europa; hvis tilhængere åbenbart fylder hele bøger. Den fremførte begrundelse er, ud over den falske påstand om, at nationalstater er ældgamle og dermed traditionelle samfundsstrukturer, mest nationalstatsfølelsen, af ens egen identifikation med nationen. Derved glemmer vi fuldstændig, at nationalstater er rene politiske strukturer, og at borgere har en tendens til at føle sig hjemme i deres regioner, distrikter og dale.

Det tredje punkt var i sidste ende det afgørende for mig og førte formentlig også til, at en moderator forlod samtalerne før tid. Vi var af den opfattelse, at vejen aldrig kan være målet! Men konklusionen om, at vi mennesker faktisk burde være tilfredse, hvis vi fortsat er på rette vej mod et helt specifikt mål, er kun korrekt, hvis det er forudsigeligt, at dette mål vil blive nået af de mennesker, der betræder denne vej, også kan nås.

Og vi taler ikke om så ædle mål som verdensfred, evigt liv eller i det mindste livslang sundhed, men blot og udelukkende om en ændring af den politiske struktur inden for en meget overskuelig del af Europa.

Og dette mål blev omdefineret og fastsat i 1945, efter at folk allerede i 1946 havde taget afstand fra en verdensunion, nemlig oprettelsen af ​​en forbundsstat i Europa! Senest i 1948 stod det klart for alle politisk tænkende europæere, at denne forbundsstat skulle være demokratisk og føderalt struktureret. Med grundlæggelsen af ​​Forbundsrepublikken Tyskland blev dette også en statssag for os. Og fakta fra de sidste par årtier har gang på gang vist, at dette er det rigtige mål for Europa, og at vi europæere har været på rette vej siden 1946 - vi europæere har gået denne vej i mere end 75 år, med de første, der trådte denne vej, er for længst døde. I mellemtiden følger tredje eller fjerde generation af unionsborgere allerede denne vej.

Vær opmærksom på, "kun" én vej mod målet om en politisk strukturel forandring - som kunne have været gennemført flere gange og af mange forskellige årsager - uden at det store flertal af unionsborgere er tvunget ud i kriser eller større adfærdsændringer som et resultat.

Derfor synes jeg, det bare er umenneskeligt, hvis man sender sine borgere på vej mod et nødvendigt og ønskværdigt mål uden at give dem mulighed eller chance for, at de nogensinde når dette mål! Og så fortælle dem, at de skal være glade og taknemmelige, fordi de er på rette vej.

Vi burde alle tale om, hvad det er for et menneskebillede, der egentlig ligger bag sådan et argument.


2 tanker om “eftertanker"

Nævner

  • #ANMELDELSE | Hertenstein-taler den 17.09.2022. september XNUMX i Heilbronn - om fremtiden for #Europa
  • Thomas Michl 🇪🇺

Skriv en kommentar

Din e-mail-Adresse wird nicht veröffentlicht. Krævede felter er markeret med * markeret