Indlægsfoto: Kors | © Gerd Altmann på Pixabay
Selvfølgelig er religion en privat sag for os, men så heller ikke.
Profant set ligger religionens oprindelse i den måde, vi mennesker finder vores egen identitet på. Sammen med sprog og kultur er religion et af de kendetegn, hvorved grupper af mennesker mødes uden for familiegrupper, men samtidig også adskiller sig selv. fra andre grupper af mennesker.
Sprog, religion og kultur skabte og skaber fortsat de mest forskelligartede stammer, som nu omtales som etniske grupper, og som der nu er langt mere end 1 af på vores planet.
I løbet af årtusinder er mange etniske grupper gået sammen for at danne folk, og i de seneste århundreder er der også blevet dannet nationalstater af dem.
Det betyder, at religion ikke kun kan have stor betydning for den enkelte, men et af grundlaget for individuelle etniske grupper og for hele stater, altså statsstøttende.
Alene af praktiske årsager stræber folk og nationalstater efter at have så få forskellige religioner som muligt i deres midte, men de kræver i det mindste, og med rette, at alle religioner inden for deres ansvarsområde ikke stiller spørgsmålstegn ved staten selv.
For os betyder det stadig i dag, at selv om den enkeltes religionsfrihed er et statsanliggende, så skal religionen selv og især dens "kirkelige" repræsentanter være med til at sikre, at det respektive samfund forenes og ikke splittes.
Selv da kristendommen var alt andet end en statsreligion, gjaldt følgende motto:
"Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er."
Jesus fra Nazareth, Matthæus 22,21:XNUMX
I hvert fald ophører al religionsfrihed, når den respektive religion modarbejder sin egen stat eller samfund, for så har den for længst mistet sin ret til at eksistere, om ikke andet så ud fra et ikke-religiøst synspunkt.
Især i tider, hvor nationalstater bliver mindre og mindre vigtige og relevante, og de mest forskelligartede etniske grupper deler samme livsrum, er det særligt vigtigt, at religioner prædiker fredelig sameksistens i stedet for at understrege det, der adskiller os, eller ligefrem kalder på religiøse krige.
Efterhånden som mennesker og samfund ændrer sig, må alle religioner uundgåeligt tilpasse sig de givne omstændigheder. Kun en religion, der ændrer sig sammen med sit folk, lever også, og kun på den måde kan den også tjene folket udover sin gud eller guder.
De kristne religioner har løbende tilpasset sig omstændighederne i godt 2 år og bidrager således ikke kun til deres respektive samfunds velstand, men former dem til gengæld også; på den måde opfylder de i det mindste deres samfundsopgave.
At det ikke altid er nemt for alle involverede, kan ses i den aktuelle diskurs inden for den katolske kirke, som er ved at tage endnu et skridt mod et åbent samfund og dets værdier.
Det er dog meget svært for religioner, der migrerer sammen med deres troende ind i samfund, der er nye for dem og dermed mere eller mindre pludselig konfronteres med omstændigheder, der næppe kan forenes med deres egen nuværende overbevisning.
Disse religioner må, alene af hensyn til deres medlemmer, meget hurtigt forstå og acceptere, at deres troende ikke blot skal ændre sig i sprog og kultur, men at de selv bliver nødt til at tilpasse sig; fordi det allerede skyldes at være menneske og dets mere end 200 år lange historie.
Det første skridt hertil kunne være, at de gamle flag fra de stater, der er tilbage med gode intentioner og ikke uden grund, trækkes tilbage, og at man samtidig begynder at fejre sin egen tjeneste på det sprog, der er gældende her og forståeligt for enhver.
"Enhver religion eller filosofi, der ikke er baseret på respekt for livet, er ikke en sand religion eller filosofi."
Albert Schweitzer, i et brev til et japansk dyrebeskyttelsesselskab (1961)
