sidste linje

Indlæg foto: mand | © Tumisu på Pixabay

Fuldstændig overraskende, men stadig ret logisk, tilbragte jeg denne aften med noget mere dybtgående samtaler. De sidste par uger har jeg måtte sørge over en del farvel i min omgangs- og omgangskreds. At dø er simpelthen en del af livet, men det bliver simpelthen og alt for ofte simpelthen ignoreret af dem, der (stadig) er i live.

Det meste af tiden tjener den død, der følger med at dø, kun til at bringe noget underholdning ind i folks almindelige liv; de dødsfald, der er lidt mere usædvanlige, som hærværk eller skoleskyderier, får lidt mere begejstring i medierne. At dø i krige bliver derimod hurtigt en vane og kun af almen interesse, hvis det i det mindste kan annonceres som afgørende for krigen.

På den anden side er den helt almindelige død, der vil ramme langt de fleste af os – før eller siden – mindre et emne i vores samtaler. Det meste af tiden bliver han behørigt gennemarbejdet i minutters stilhed og sniger han sig "koldt hemmeligt" ind i familien eller omgangskredsen, kvitteres han med en tur på kirkegården, eller i hvert fald med et sympatikort.

Derfor var i aften en stor gevinst for mig, nemlig da vi, to venner, der ledte, pludselig fandt på emnet at dø. Først blot en udveksling om seneste nyt i den fælles bekendtskabskreds udviklede samtalen sig pludselig til en meget intensiv samtale om selve døende og eventuel døende omsorg. Lykkelige er dem, der ikke behøver at dø helt alene – men vi ved det ikke med sikkerhed!

Det er rart at være sikker på, at det, takket være nutidens teknologi og vores nuværende sundhedssystem, er at dø mere eller mindre som at glide ind i en anden verden. Tiderne med minutlange krampekampe i de sidste par sekunder af ens eget liv ser ud til at være overstået. For ikke at nævne de traumatiske minder fra dem, der skal være vidne til, endda overleve, alt dette.

Ikke desto mindre er spørgsmålet om, hvordan man synes, man skal forholde sig til sin egen død, meget spændende. Ikke alle er så heldige pludselig og helt uventet at blive dræbt af en hjerneaneurisme i søvne.

Hvornår bliver man sikker på sin egen død? Hvornår accepterer du din egen død og hvordan bruger du så de sidste måneder eller timer? Fortsætter du bare som før og håber, at døden går dig forbi? Tjekker du stadig, om du virkelig har gjort alt for at få styr på dine personlige anliggender? Kæmper du med din egen skæbne til det sidste? Eller giver du bare slip?

De seneste eksempler fra venner og bekendte efterlod os i sidste ende på et tab. På trods af vores bedste indsats har vi ikke fundet tilstrækkelige svar i aften.

Og så håber jeg, at denne samtale ikke var den sidste af sin slags, om end af min egen interesse, for virkningerne kommer tættere og tættere på.