Opslagsfoto: Sociale medier | © Shutterstock
Efter alle disse år er det virkelig svært for mig at se noget positivt ved sociale medier. Og den aktuelle diskussion vedr Twitter eller den hegnsbrudte religionskrig med den formodede konkurrent Mastodon viser tydeligt det reelle problem med sociale medier.
Af professionelle årsager og fordi en af mine meget gode bekendte i det mindste var en af opfinderne af de såkaldte sociale medier, var det uundgåeligt, at jeg ville beskæftige mig med det lige fra starten og også prøve at bruge nye tilbud, der blev taget op. for mig selv igen og igen.
Men jeg stødte også straks på de sociale mediers kerneproblem og forsøgte at løse det meget pragmatisk, nemlig ved at skabe mit eget sociale medieprodukt (senest under domænet worldcitizenship.com) før Facebook og Co. og dermed også sikre, at jeg er stadig herre over mit eget indhold. Dette løste dog åbenbart ikke dette kerneproblem for de andre brugere, så min start-up kørte fast meget tidligt i sin vorden - og meget overraskende for mig blev den meget hurtigt overhalet af de nu velkendte sociale medier.
Dette var så overraskende for mig, fordi de andre udbydere havde det samme problem og heller ikke løste det. Og bragte også to andre grimme ting i spil, nemlig handel med personlige data og den påtrængende import af reklamer.
Og så jeg kan kun antage, at grundlæggerne af disse sociale mediekanaler formåede at distrahere folk fra dette kerneproblem eller endda sælge det til dem som en fordel. Men én ting er sikkert, og det har jeg været i stand til at observere gennem årene, at succesen for alle sociale medier afhænger af først at kunne generere en kritisk masse af brugere og derefter få alle til at tro, at der er flere og flere nye brugere. Så snart et produkt truer med at falde under denne kritiske masse igen, er slutningen af dette produkt forseglet - det er der talrige eksempler på.
Og det er altså de sociale mediers store kunst at overbevise brugerne om, at "de andre gør det også", og så snart "de andre gør det også", er de fleste mennesker ligeglade med, hvad de laver, og heller ikke ligeglad, der er talrige meget dårlige eksempler her, selv i det virkelige liv, som pogromer beviser gang på gang.
I mellemtiden opstår et andet problem, nemlig at idealister eller endda filantroper ikke kan drive et netværk, der forbinder milliarder af mennesker. Frivillige ville blive overvældet af dette alene (se f.eks. Wikipedia), og tusindvis af medarbejdere ønsker simpelthen at blive betalt. Dette problem forværres af det faktum, at langt de fleste sociale medier-brugere er for nærige til overhovedet at betale for denne service; dette starter med e-mail-udbyderne og førte for nylig til virkelig bizarre diskussioner på Twitter.
Dette efterlader operatørerne af disse netværk ikke andet valg end at tjene penge gennem annoncering eller handel med personlige data. Og de, der tøver med at gøre det, vil få tab (Twitter). Hvis du virkelig vil tjene penge (Facebook), skal du ned i den menneskelige afgrund - fordi brugere af sociale medier tvinger dig til at gøre det!
Jeg ser tre mulige løsninger her. Lad os starte med den absurde løsning, som interessant nok også udbredes af "demokratiske" fagpolitikere. Det statslige sociale medie, i en noget mindre streng form det sociale medie ÖRR, som så ikke vil tjene penge med os mennesker, men vil kontrollere eller ligefrem dominere os mennesker! Det virkelig sjoveste ved denne løsning ville være, at uanset om vi kan lide det eller ej, så ville den virkelig tage pengene op af vores lommer.
Den anden løsning vil være, at staten fastsætter et minimumsbeløb for brugen af sociale medier, som alle udbydere skal kræve af brugerne af deres sociale medieprodukter. For vi borgere er simpelthen ikke længere i stand til at erkende, at tjenester og produkter koster penge (vores aviser kan synge en sang om det!). Og da de sociale medier dermed ville have et økonomisk grundlag, skal handel med persondata udtrykkeligt forbydes. De respektive sociale medier fortsætter så med at konkurrere om brugerne og de mere succesrige kan generere ekstra indtægter, f.eks. B. gennem annoncering eller betalte tilføjelser. Charmen ved dette er, at brugeren stadig frit kan vælge, hvilket produkt han vil bruge, og "dårlige" produkter, som mine, forsvinder også fra markedet.
Den tredje måde, som nu er bedre kendt under betegnelsen Fediverse, gør brugeren til ejeren af sine data, når han ikke poster på Mastodon, og gør internettet til, hvad det var fra starten, nemlig et føderalt netværk. Og sådanne mindre strukturer er mere tilbøjelige til at blive drevet af frivillige, som ikke nødvendigvis skal leve af dem. Da det hele bliver lidt mere kompliceret, måske endda mere anstrengende, tager de fleste af os det nok ikke med. Hvad værre er, lemmingerne blandt os mister overblikket over, hvem de skal jagte i disse dage og flipper ud, når disse skift sker for ofte.
Og før eller siden vil i det mindste disse tre løsninger eksistere side om side, men det løser ikke det grundlæggende problem, nemlig hvordan bevarer jeg kontrol over mine egne data?
Jeg skriver derfor her på min weblog og er villig til at linke denne weblog til andre weblogs og hjemmesider. Jeg fortsætter også med at bruge sociale medier og er begyndt at samle mine produkter der og jeg bestræber mig også på at optage mine udtalelser dér i min egen lap papir til senere brug, for hvis man bare sådan poster på sociale medier, kan man også snakke med væggen med det samme.
Som nogle nu skal vide, sluttede deres Twitter-berømmelse med Twitter, og før de nogensinde sluttede sig selv. Jules Vernes eller Nicholas Luhmanns notebokse er stadig i live i dag.
